Skabelsens Hvordan, Hvorfor og Hvornår, Del 2

Som du ved, så har vi kørt en serie i de sidste par uger, hvor emnet er oprindelsen. Naturligvis har dette advaret mine tanker om det omgivende samfund og har nok gjort mig mere opmærksom end jeg har været før. Og jeg tror det er sikkert at sige, at løgnen om at universet som vi kender det i dag, udvikledes ved evolution, er den mest sofistikerede, komplekse og højtuddannede løgn der eksisterer. Det har i alle henseender indfanget hele verden. Og selv om det er umuligt og irrationelt, er det alligevel fastholdt med stor entusiasme og med stor akademisk indsats.

Den moderne evolutionsteori har forlangt og har modtaget næsten universel accept i verden. Teorien om, at ingen skabte universet som det er, men at alt blev til ved tilfælde, og at det konstant er i fremgang ved tilfældige ændringer, mutationer og transformationer opad fra simpelhed til kompleksitet, udelukkende ved tilfælde, dominerer basalt set menneskehedens tænkning.

Og jeg formoder at vi forventer af de folk der afviser Gud og de folk der afviser Bibelen, de folk der ikke elsker Herren Jesus Kristus, som ikke kender Ham, de folk der elsker synd, de folk der ikke ønsker en moralsk lov eller en moralsk dommer, den slags folk forventer vi at være glade for en så belejlig forklaring på hvordan tingene er. Og jeg tror at det er derfor at det er så chokerende at denne evolutionære løgn har domineret det evangeliske kristne samfund også. Teologer og eksegeter og bibelkommentatorer har følt det nødvendigt, at tage den simple forklaring om skabelsen i Første Mosebog 1 og i grunden benægte den.

Jeg læste her i eftermiddags en meget veletableret og velkendt kommentar om Første Mosebog, hvori det præcist er forfatterens holdning, som siger at skabelsesberetningen ikke mener hvad den siger. Gud mente virkeligt ikke at Han gjorde det på seks dage. Han mente tydeligvis noget andet, fordi videnskaben har fortalt os at det ikke kan være sådan som det er.

Det er helt ærligt ikke let at tillægge evolution til Første Mosebog kapitel 1. Det er en meget vanskelig opgave for enhver bibelkommentator eller ekseget, fordi der er absolut intet i den sektion af Skriften, eller for den sags skyld noget andet sted i Bibelen, der tillader en så bizar fortolkning som evolution. Der er absolut intet i teksten i Første Mosebog 1:1 til 2:3, hvor du har skabelsesberetningen, der på nogen måde, form eller figur, beskriver noget som helst evolutionært. Som konsekvens af at tillægge evolution til Første Mosebog, må disse folk benægte den simple, ligefremme, klare og umiskendelige historiske skabelsesberetning. Og de er nødt til at omklassificere den som allegori, eller som myte, eller som legende, eller som ikke-bogstavelig litterær poetisk stil.

De gør det for at gøre Bibelen imødekommende for gudløs, irrationel og umulig evolution. Og igen siger jeg, der er intet i teksten der kan få nogen til at konkludere, at dette er en allegori. Der er intet i teksten der er på nogen måde poetisk i det hebraiske sprog. Der er intet der lyder som myte eller legende. Så derfor er de nødt til at opfinde disse ting og tillægge gudløs evolution til Skriften.

Og du kan stille spørgsmålet, “Hvorfor gør de det? Hvorfor gør mennesker, der hævder at de er kristne, det?” Det er der flere grunde til.

For det første, for at blive accepteret i akademiske kredse. Det er meget vigtigt at hvis du færdes i et universitetsmiljø, eller hvis du færdes i et akademisk miljø, at du ikke er kreationist såfremt du ønsker at bibeholde din position, hvis du ønsker at beholde dit job.

For det andet, så gør folk det fordi de er ignoranter om sand videnskab. De forstår virkeligt ikke videnskab og hvor videnskab kan gå og hvor den ikke kan gå. Og de er i realiteten blevet bedraget af videnskab, falsk såkaldt videnskab.

Og for det tredje, så tror jeg at de kan blive tvunget på samme måde som Darwin var tvunget, og det var ved illusionen frembragt af det han troede han så. Darwin baserede hele hans system på illusoriske observationer, der intet havde at gøre med DNA, intet havde at gøre med genetik og intet havde at gøre med information og intet havde at gøre med hvad der virkeligt foregik.

Så af disse grunde, blevet intimideret af det akademiske samfund, blevet intimideret af falsk videnskab, og på en måde blevet intimideret af observerede illusioner som er overtaget fra andre, får dem til at samtykke og købe ideen om evolution, der er bygget på uniformitetsprincippet. Det er at alting bare fortsætter på samme måde i denne multimilliard år lange proces, hvor alting fortsætter med den samme hastighed. De observerer uniformitet, ensartethed. De ser ting forgå med en bestemt hastighed og de ekstrapolerer ud fra det, og de tror det har altid har foregået med den hastighed. Og de har derfor været nødt til at starte med noget simpelt, som så over tid bliver mere komplekst indtil vi ankommer til i dag. Denne proces formodes at have taget op til 20 milliarder år.

Men Bibelen tillader ikke sådanne ting eller sådanne illusioner. I Andet Petersbrev 3:3, bliver vi fortalt, at spottere vil komme i de sidste tider og spotterne siger dette, “Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.” Og disse spottere som derved i grunden benægter løftet om Hans genkomst, siger at intet er forandret. Alting fortsætter på denne eksakte uniforme måde. Intet har forstyrret dette. Tydeligvis bekræfter de skabelsen, men de siger at siden skabelsen, er der intet der har forstyrret en uniformitarisk proces.

Men vers 5 siger, “Men de, der påstår dette, overser, at fra gammel tid var der himle til og en jord, som på Guds ord var opstået af vand og gennem vand.” Og han refererer her til syndfloden om hvilken han siger, “og derfor gik den daværende verden da også til grunde ved at blive oversvømmet af vand. Men de nuværende himle og den nuværende jord er i kraft af det samme ord blevet opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, når de ugudelige mennesker skal gå fortabt.”

Han siger at folk der påstår at alt har fortsat på samme måde som det var fra begyndelsen, har glemt at der var en tid hvor himlene eksisterede for længe siden og at jorden var formet ud af vand og ved vand og der var et andet tidspunkt hvor den blev ødelagt ved at blive oversvømmet. Med andre ord, så påpeger Peter det faktum, at alting netop ikke har fortsat ved en uniformitarisk proces siden begyndelsen, men at der i stedet har været to kataklysmiske begivenheder. Den ene er selve skabelsen og den anden er den store universelle og globale oversvømmelse. Der har været gigantiske omvæltninger i og på jorden som vi kender den. Skabelsen selv var kataklysmisk. Oprindeligt eksisterede himlene og jorden for længe siden, og jorden var formet ud af vand og ved vand. Og vi vil kommentere mere om dette, når vi kommer tilbage til Første Mosebog. Og der var en tid, hvor hele kloden blev ødelagt, ved oversvømmelse af enorme mængder af vand, som havde intense kataklysmiske følger for jordens overflade.

Jorden har ikke gennemgået en uniform slags eksistens. I stedet er der to kataklysmer der har forårsaget dens nuværende tilstand. Den ene er skabelsen selv, og den anden er syndfloden. Uniformitarianisterne hævder at de geologiske lag i klipper og sedimenter, fossiler og den medfølgende kemi, kan dateres af geologer på uniforme vilkår til aldre der er milliarder af år gamle. Gennem det tidlige nittende århundrede, var den centrale formodning for uniformitarianisme, at det nuværende er nøglen til det forgangne. Det er at alting altid har foregået på samme måde som det gør nu. Ideen blev gjort populær og udbredt af James Hutton og Charles Lyell, som derved også påvirkede Darwin.

Uniformitarianisme er troen på at oprindelsen og udviklingen af alle ting kan forklares udelukkende ved naturlove og processer som vi ser i dag. Uniformitarianisme har været rygraden af moderne historisk geologi og er ansvarlige for den nuværende udbredte formodning om, at jorden er milliarder af år gammel. Uniformitarianisterne insisterer på at alle geologiske egenskaber og formationer som en gang var set som resultat af geologiske kataklysmer, nu kan forklares tilfredsstillende ved ordinære naturlige processer, som er foregået over umådelige lange tidsperioder. Scott Huse, der skrev “The Collapse of Evolution”, gav os den definition.

Kreationister på den anden side, har argumenteret imod det og sagt, at de geologiske beviser ikke understøtter uniformitet men kataklysme, og i særdeleshed så demonstrerer jordens overflade massiv universal hydraulisk kataklysme. Med det menes der kataklysme relateret til vand. Og at der ved skabelsen var en bogstavelig vandomsluttet jord, der blev omformet kataklysmisk. Og ved tiden for syndfloden, var der en oversvømmelse der omsluttede hele jorden, og igen havde en umådelig effekt på dens formgivning. To meget fremragende teologer og forskere, Henry Morris og John Whitcomb, frembragte beviser fra velkendte naturlige processer, inkluderet hydrodynamisk træk fra oversvømmelsen, der demonstrerer nødvendigheden af syndfloden for at forklare de nuværende geologiske strukturer på jorden, som ikke kan forklares ud fra nuværende langsomme processer. Helt ærlig folkens, videnskab, sand videnskab er overhovedet ikke på evolutionisternes side. Vidt udbredte geologiske fænomener såsom en tung overvægt af sedimentære bjergarter og strukturer over hele jordens overflade, inkluderet muslingeskaller på toppen af de højeste bjerge, hurtig begravelse som kræves for at forklare de enorme mængder af fossiler i stort set alle lag, samt enorme fossilfelter over hele jorden, såvel som kul, olie og gas formationer under meget højt tryk, der alle peger på en kataklysmisk oversvømmelse, ikke nogen langsomme naturlige processer. Og flere og flere nylige studier bekræfter dette.

Scott Huse opsummerer nogle af disse beviser, “Kreationister der fastholder de uniformitariske principper, kan simpelthen ikke give et svar på størstedelen af de store geologiske egenskaber og formationer. For eksempel er der det enorme Tibetanske plateau, der består af sedimentære aflejringer der er i tusindvis af fod tykt, og nuværende lokaliseret på en elevation af 3 mil (ca. 4,8 km) over havniveau. Karoo formationen i Afrika indeholder gigantiske mængder af fossile hvirveldyr. Fiskefossilfelter i Kalifornien indeholder anslået en milliard fossiler indenfor et område på fire kvadratmil. De uniformitariske principper er ligeledes ude af stand til at forklare Colombia plateauet i det nordvestlige USA, som er et ufatteligt stort lava plateau, som er adskillige tusinde fod tykt, og som dækker et område på 200.000 kvadratmil (ca. 518.000 kvadratkilometer). Uniformitarianisme har heller ikke kunnet give en fornuftig forklaring på vigtige geologiske koncepter såsom bjergdannelse.” Og sådan bliver det ved, og ved, og jeg vil ikke kede dig med det.

Alle disse ting kræver pludselig og dramatisk forandring, hurtig begravelse og forstening, og er essentielt for dannelse og præservering af fossiler. Den eneste mulige måde hvorpå man kan have muslingeskaller på toppen af bjerge tusinder af kilometer fra havet, er hvis der engang var vand der.

Douglas Kelly skriver i sin bog, Creation and Change, “Den uniformitariske antagelse, at de millioner af års geologiske egenskaber, der er ekstrapoleret ud fra nuværende langsomme processer, er nødvendige for at forklare strukturer som f.eks. Grand Canyon. Den antagelse er der nu stillet alvorligt spørgsmålstegn ved efter eksplosionen af Mount St. Helens i staten Washington den 18 maj 1980. Massiv energi, svarende til 20 millioner tons TNT, ødelagde 400 kvadratkilometer skov på 6 minutter, og forandrede hele udseendet af bjerget, og en stor del af bjerget skred ned og udgravede store kløfter, som har meget stor lighed med den større Grand Canyon. Nylige studier af Mount St. Helens fænomener indikerer, at hvis der forsøges at datere disse strukturer som blev dannet i 1980 på basis af uniformitetsprincippet, så ville det have taget millioner af år for at danne det. Ironisk nok, er et af de centrale punkter der bruges til at postulere uniformitarisk kronologi, den geologiske lagsøjle, er ved nærmere inspektion faktisk vidnesbyrd om katastrofe.” Og sådan bliver det ved.

Der er nogle andre interessante indikationer på et ungt univers. En af dem, som jeg finder fascinerende, er sagen om månestøv. Før mennesket nåede til månen, var det formodet af nogle forskere, som tror på paradigmet at månen formentlig er 3,5 milliarder år gammel, at der derfor ville være et meget tykt lag støv på månen. En af disse skribenter, R.A. Littleton, en astronom og konsulent for U.S. Space Program skrev dette, “Månens overflade er udsat for direkte sollys og stærkt ultraviolet lys og røntgenstråling som kan nedbryde overfladelagene på udsatte klipper og reducere dem til støv med en rate på nogle få ti tusindedele af en tomme per år. Men selv så små mængder vil over hele månens alder være tilstrækkelig til at danne et lag der er flere kilometer dybt. Så teorien var at månens overflade måske var dækket af et flere kilometer dybt lag støv.”

Nu bliver vi fortalt at astronauten Neil Armstrong læste om dette og var meget bekymret over, at når han trådte ud af landingsmodulet, så kunne han synke for evigt ned i dette kvælende morads af dybt støv. Han fandt på den anden side meget lidt støv i det hele taget. Hvis beregningerne af akkumuleringen er korrekte, så ville det faktiske støvlag bedre svare til tusinder af års støv, såfremt støvet er fremkommet ved ultraviolet lys fra solen.

En anden interessant ting er omkring oliekilder. Når oliereservoirer bliver tappet ved boring, så får det umådeligt høje tryk i reservoiret, olien til at komme sprøjtende ud som en gejser. Det høje tryk der stadig er i forbindelse med olieforekomster, får nogle geologer til at forbinde det med en ung jord. En forsker ved navn Dickey og andre, har publiceret resultaterne af dette i et magasin kaldet Science. Dette er hvad de skriver, “Studier viser at ethvert tryk der er opbygget, burde have været sevet ud i de omgivende klipper indenfor nogle få tusinde år. Det enormt høje tryk der er fundet i oliefelter, afviser derfor at alderen er i størrelsesordenen af millioner af år, men argumenterer i stedet for en ung alder, svarende til mindre end ti tusinder af år for klippeformationen og olien fanget i det.”

Og så syntes jeg godt om denne her. Henry Morris skrev, Biblical Cosmology and Modern Science. Og kapitel 6 er om emnet verdens befolkning og bibelsk kronologi. Og med minutiøse detaljer og ved hjælp af matematiske ligninger, viser han, hvordan verdens befolkning er en indikation af jordens alder. I et senere værk kaldet Scientific Creationism viser han, at selv en meget konservativ gennemsnitlig befolkningstilvækst på en halv procent om året, hvilket er en fjerdedel af vores nuværende tempo, men lad os til fordel for tvivlen dele det ned til bare en fjerdedel og sige befolkningen vokser med en halv procent om året, så ville det udgøre det nuværende befolkningstal på jorden på kun fire tusinde år. Og ifølge bibelsk kronologi, er det rigtigt, fordi det er fire tusinde år siden at syndfloden skete.

Han skriver, “Det begynder at blive overvældende tydeligt, at den menneskelige race ikke kan være ret gammel. Den traditionelle bibelske kronologi er uendeligt mere realistisk end de millioner af år der formodes af evolutionister.” Han siger, “Hvis de havde ret, og der var millioner af år, så ville befolkningstallet på jorden nu have været 10 i fem tusinde potens. Og hvis vi var i stand til at kolonisere alle andre verdener i universet, og bygge rum-byer overalt i de interstellare rum, så kan det påvises at et maksimum af 10 i et hundrede potens kunne klemmes ind i hele det kendte univers.”

Du kan se på dette fra standpunktet af ærlig videnskab og få alle de bekræftelser du ønsker på jordens unge alder. Forskellige fysiske kronometre og kemisk måleudstyr bruges til at beregne jordens og himlens alder. Du kan se at reel videnskab vil give dig et akkurat svar såfremt du forstår en helt basal ting. Da Gud skabte jorden, skabte Han den som den er. Han skabte den fuldmoden. Han skabte den med tilsyneladende alder.

Hvad mener jeg med det? På den første dag skabte Han lys og mørke. På den anden dag skabte Han himlene. På den tredje dag skabte Han jorden. Og på den fjerde dag skabte Han himmellegemerne der giver lys. På den femte dag skabte Han fisk og fugle. Og på den sjette dag skabte Han landlevende væsener og mennesket. Og Han skabte dem alle fuldt udvokset, fuldt udviklede. Han skabte ikke frø og celler, Han udsendte ikke èn lille celle der var programmeret til at dele sig selv igen og igen over millioner af år. Der var ingen frø, ingen fostre, ingen æg. Der var en høne, fuldt udvokset. Han startede ikke med delvist lys og delvist gas og delvist magnetfelt og delvis nuklear energi. Den kataklysmiske skabelse af universet frembragte et fuldmodent univers der tilsyneladende virkede gammelt og var gammelt ifølge videnskabelige metoder.

Hvis du fandt et egetræ i haven, og du var botaniker og måske havde en sav og savede i det egetræ og du måske begyndte at tælle årringene, så ville du nok finde ifølge antallet af årringene, at det egetræ var 400 år gammelt, men i virkeligheden var det èn dag gammelt. Det var skabt fuldt udvokset. Og måske var der ørne der fløj rundt, og så ud til at være 30 år gamle, men de var èn dag gamle. Og hvis der var elefanter der vandrede rundt, så de tilsyneladende ud til at være 50-60 år gamle, men de var èn dag gamle. Og hvis der var bjerge i nærheden, og du så disse bjerge, så ville du nok formode at bjergene og kløfterne ved siden af dem, og dalene og bakkerne var formet af mange års vind og vand og jordskælv og vulkanudbrud, men faktisk var de skabt på kun èn dag. Og hvis du kiggede op i himlen som Adam gjorde, så ville du se den umådelige udstrækning over dig, og kunne undres over hvor længe den havde været der, svaret var 48 timer. Det er på en måde som da Jesus lavede vand til vin… øjeblikkelig skabelse på et splitsekund.

Som vi har gjort opmærksom på i denne serie, så er evolution ikke muligt, fordi at ligningen “ingen gange ingenting er lig med alting”, er umuligt. Det er ikke blot umuligt, det er latterligt. Og der er ingen overgangsformer og genetikken viser at mutationer forårsager devolution og ikke evolution. En ændring i genetikken kan kun være negativ, det kan kun opfylde loven om entropi, termodynamikkens anden lov. Det kan ikke afstedkomme nogen højere orden. Der er ikke nogen genetisk kode tilstede, som kan gøre det muligt. Enhver levende organisme er underlagt den kode som den har og intet udover det. Som vi har set, så understøtter ærlig videnskab ikke en gammel jord, eller en udviklende verden. De fossilførende lag beviser ikke at jorden er gammel, de beviser kataklysme, og sådan fortsætter det.

Hvordan blev universet til hvad det er nu? Her er hvordan, vers 1, “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” Hebræerne havde ikke et ord for universet. De havde en frase for universet, og frasen for universet som hebræerne brugte, var himlen og jorden. Det betyder helt simpelt universet. I begyndelsen skabte Gud, bara, ex nihilo, ud af intet, universet med ingen forud eksisterende materiale og ingen forud eksisterende energi. Gud skabte hele universet.

Gud har ingen oprindelse. Det er derfor i Anden Mosebog 3:14, at Han siger: “Jeg er den, jeg er,” Han er den evige Gud. Han, den evige Gud, var ikke altid skaberen, men på et tidspunkt i evigheden blev Han skaberen.

Vi stillede spørgsmålet sidste gang, hvordan skabte Han? Og svaret er, ved Hans ord. Vers 3, “Gud sagde: Der skal være lys.” Vers 6, “Gud sagde: Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene.” Vers 9, “Gud sagde: Vandet under himlen skal samle sig på èt sted, så det tørre land kommer til syne.” Og sådan fortsætter det. Og Gud skabte ved simpelthen at tale det ind i eksistens. Det er hvordan Han gjorde det.

Og hvornår skabte Han? Han skabte på seks dage for omkring 6000 år siden, måske lidt mere end det, men bestemt under 10.000 år og nærmere de 6000.

Spørgsmålet jeg ikke besvarede sidste gang er, hvorfor Han skabte. Og det første svar er selvfølgelig, at Han ville det. Og det er det bedste og sandeste svar. Og det næste spørgsmål er, hvorfor ville Han det? Og svaret på det er temmelig indlysende, Han ville det fordi Han ville vise sin glorværdighed, og skabelsen gav Ham endnu en lejlighed til at vise sin glorværdighed for himlens engle, såvel som til menneskeheden, som ville komme til at sætte pris på Hans mægtige skabende kraft.

I Johannes åbenbaring 4:11 siges der, “Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt.” Jeg fortalte dig, at Han gjorde det fordi Han ville det. Han ønskede og havde lyst til det på grund af, at for evigt for Hans åsyn, vil Han blive prist og ophøjet for denne enorme udstilling af Hans skabende kraft, som fremviser Hans majestæt og Hans Natur. Esajas 43:7 siger, “Jeg har skabt til min ære.”

Og i Hans skabelse, skabte Han mennesket. Og for at tage det et skridt videre, så ikke blot gjorde Han det for at fremvise Hans glorværdige og massive intelligens, massive kraft, massive visdom, massive kærlighed for skønhed og kompleksitet og orden og systematisering, Han fremviser så meget om Hans natur i skabelsen. Men i skabelsen, blev der lejlighed for, i kraft af skabelsen af mennesket, at fremvise noget Han ellers ikke ville kunne Have kunnet fremvise, og det er Hans nåde og Hans barmhjertighed. Så Han gjorde det for at fremvise Hans ære og glorværdighed. Glorværdigheden ved Hans skabelse, og glorværdigheden ved Hans frelse.

Du kan også sige, at Han gjorde det for at give en brud til Hans søn. Jeg har fortalt dig det før og jeg mente ikke at jeg førhen havde læst om det nogetsteds, men det slog mig mens jeg studerede Skriften, at Gud en dag sagde til sin søn, at Han elskede Ham med fuldkommen kærlighed og sagde, jeg elsker dig så højt, at jeg vil give dig en gave, og derfor vil jeg skabe, og jeg vil frelse ud af menneskeheden en brud til dig, og jeg vil bringe den brud til ære, og den brud vil blive iklædt retfærdighed og hellighed for evigt, og den brud vil bære dit billede, og den brud vil ære dig og tilbede dig, og beundre dig, og tjene dig i al evighed. Og det er min kærlighedsgave til dig, som min søn. Denne glorværdige Guds plan, at give Hans elskede søn, det andet medlem af treenigheden, en frelst menneskehed, som vil afspejle Hans herlighed, er et udtryk for kærlighed, af evig guddommelig kærlighed, ved at give Ham en frelst menneskehed som vil afspejle Hans herlighed og tjene Ham og lovprise Ham for evigt. Hvilken vidunderlig tanke, hvilken glorværdig tanke. Og dette er sammenhængen med Guds formål med skabelsen.

Jeg havde ikke læst om det før, indtil jeg opdagede, lidt nedslående, at en tolvte århundrede forfatter, Sankt Victor, i hans klassiker, De Trinitatae, indfanger essensen af denne fantastiske sandhed. Han lærer at den uendelige Gud Fader, således elskede den ligeledes uendelige søn, at Han bragte ind i eksistens, ex nihilo, en begrænset materiel verden, for at blive befolket med væsener med Hans søns lighed, der som sønnens brud, kan have del i det guddommelige livs lyksaligheder på en måde der er tilpasset dødelige væsener i Guds personlige billede, for at give til Hans søn en vidunderlig brud. Den evige Fader skabte et univers, og i det en verden der ikke før havde eksisteret overhovedet, som et hjem hvori bruden vil blive forberedt. En sådan vældig gave fra Faderen til sønnen kræver en absolut skabelse ud af intet. Det er hvad han lærte, og han har ret.

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. For resten, “I begyndelsen”, lancerer en tidligere ikke-eksisterende realitet, tid. Det eksisterede ikke før Gud skabte det. På et bestemt punkt i evigheden, talte Gud universet ind i eksistens, inkluderet tid. Tid såvel som rum og stof, er en skabning og tjener af Gud, som skabte dem.

Tid er Guds skabning. Og tid fastlagde den rette ramme for skabningen. Dag et til dag seks. Tid er ikke absolut, rum er ikke absolut, og stof er ikke absolut. Og tid, rum og stof som vi kender det, vil blive bragt til ophør. Før det materielle univers eksisterede, før der var stof i rummet, kunne der ikke være tid.

Sankt Augustin siger det på denne måde, “Ved skabningers bevægelse begyndte tid at løbe sin kurs. Det er formålsløst at lede efter tid før skabningen som om tid kan findes før tid. Hvis der ikke var bevægelse af enten et åndeligt eller kropsligt væsen, ved hvilken fremtiden bevæger sig gennem det nuværende og vil afslutte det forgangne, vil der ikke være tid overhovedet. En skabning vil ikke kunne bevæge sig hvis den ikke eksisterede. Vi kunne derfor sige at tid begyndte ved skabelsen, og ikke skabelsen ved tid. Begge er fra Gud, for fra Ham, og ved Ham, og til Ham er alle ting”

Så Gud skabte tid, sammen med alt andet. Vers 1 fastslår de generelle fakta. Og vers 2 til 31 bryder det ned til sekvenser. Lad os se på dag et. Dette er virkeligt interessant.

Her er vi på dag et. Vers 2, “Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds Ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.” Eller dag et, hvis det lyder bedre. Dette er bare spændende.

Da nu dag et begynder, finder vi jorden i en meget unik tilstand. Tre fraser bliver brugt til at beskrive det. Den var øde og tom, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Disse tre giver os skabelsens tilstand på dag et.

Lad os tage den første, “Jorden var dengang tomhed og øde.” Ved den måde, at når emnet kommer før verbet på hebraisk, er det hensigten at understrege noget nyt om det. En hebræer kunne oversætte det som dette, “Som til Jorden, var det tomt og øde.” Du har denne nye planet og med hensyn til denne nye planet, som er i fokus, har du en geocentrisk saga om forløsning fra her af og til genskabelsen af den nye himmel og den nye jord, som til denne jord, denne nye ting, det var tohu og vavohu på hebraisk.

Hvordan forstår vi så tohu og vavohu, øde og tom? Jeg er ret bekendt med hvad de kristne kommentatorer siger, så jeg gik tilbage og så på en jødisk kommentator, Umberto Cassuto. Og jeg vil gerne vide hvad hebræerne tænkte om dette? Hvad tænker de jødiske lærde om dette? Og hvordan definerer de etymologien af disse ord?

Tohu betyder ødemark. Det betyder et ødelagt sted. Det betyder et øde sted. Det betyder et formløst sted. Og vavohu betyder tomhed. Det var et tomt og øde sted.

Kan vi lære mere end det? Ja, det kan vi, fordi tohu og vavohu er brugt sammen i andre afsnit af Skriften. Se på Jeremias 4:23, dette er virkeligt oplysende. Her er Jeremias, og Jeremias er virkeligt syg i hjertet i dette kapitel, han er virkeligt i smerte, vers 19, “Mit indre, mit indre, jeg har veer, mit hjerte skælver, jeg kan ikke tie” Hvorfor? “Jeg hører lyden af horn og krigsråb. Der meldes om nederlag på nederlag, for hele landet er hærget. I et nu bliver mine telte ødelagt, på et øjeblik er mine teltduge borte.” Hvad der sker her, er destruktionen af Juda. Og gamle Jeremias låner fra Første Mosebog 1:2, vers 23, “Jeg så jorden, og der var tomhed og øde.” Og gæt engang, det var tohu og vavohu. “Og jeg så på himlen og der var intet lys.” Han låner det samme sprogbrug fra Første Mosebog til at beskrive tilstanden af Juda under de omfattende ødelæggelser, der blev bragt af dets hedenske besejrere.

Der siges yderligere i vers 24, “Jeg så bjergene, og de rystede, alle højene skælvede.” Bare total ødelæggelse.” Jeg så, og der var intet menneske, alle himlens fugle var fløjet. Jeg så, og frugthaverne var ørken.” Der er det ord igen, en ørken, en ødemark. “Alle byerne var jævnet med jorden af Herren i hans glødende vrede.”

Ved du hvad han ser her? Han ser et land totalt hærget af en fremmed hær. Et land rygende, brændende og et land hvor fuglene er flygtet væk fra røgen og ødelæggelserne, et land hvor der ikke er nogen tilbage, de er alle blevet nedslagtet eller er i fangenskab. Så Jeremias hjælper os med at forstå tohu og vavohu. Han bruger sproget fra første Mosebog til at beskrive et øde og tomt og ødelagt sted, uden nogen indbyggere. Det har mistet sin tidligere skønhed. Det har ikke nogen form. Det er ødelagt og tomt for beboere på grund af nedslagtningen og flugten.

Den samme frase bruges også i Esajas 34:11. Han taler om Guds dom over nationerne her. Esajas begynder i vers 1 med, “Kom og hør, I folkeslag, lyt, I folk! Jorden med alt, hvad den rummer, skal høre, verden med alle dens skabninger. Herrens vrede rammer alle folkene, hans harme alle deres hære; han lægger band på dem og overgiver dem til slagtning.” Og så taler han om den ødelæggelse der skal komme når Guds dom falder på nationerne i verden. Og i vers 11, taler han om hvad der skal ske med dyrene og så videre. Og i midten af verset, “Med målesnor og stenlod har Herren målt det ud til tomhed”, vavohu og “øde, tohu.” Det skal blive et ødelagt og tomt sted og det skal blive tomt for indbyggere.

Disse ord har at gøre med et øde sted, et ødelagt sted uden indbyggere. Destruktion og affolkning, uden form og uden beboere. Så når du ser ordene tohu og vavohu i Første Mosebog, så er det ikke nogen vildledende teknikalitet du ser der, det er bare ordene for ødelæggelse og tomhed. Det er et øde sted, og der er ikke noget liv der. Det er præcist hvad der menes. Måske den bedste måde at sige det på, ville være at sige at jorden var ufærdig i dens form og ubeboet. Det er hvad der menes. Og det er forståeligt da dag et begyndte.

Materialet er der. Der var tid og der var rum, men det var uden form og livløst. De originale skabte elementer nævnt i vers 1, tid, “I begyndelsen skabte Gud”, og rum, “himlen” og stof, “og jorden.” Gud skabte dem, Gud talte dem ind i eksistens men endnu er de udifferentierede, usammenhængende, uorganiserede og ubeboede. Gud havde stadig ikke formet dem færdige, og Gud havde stadig ikke udfyldt kosmos. Så vi har råmaterialerne i vers 1, tid, rum og stof. De er beskrevet, først af alt som ufærdige og uden form og ubefolket af indbyggere.

For det andet, så får vi endnu en beskrivelse. Vers 2 siger, “Der var mørke over urdybet,” og grunden til det er, at Gud ikke havde skabt lys. Og frem til dette punkt fra al evighed, var der ikke noget skabt lys. Alt var mørke.

Og jorden i dens formløshed i en eller anden grad, og ubeboede form er omsluttet af totalt mørke. Der var intet lys overhovedet, mørke var spredt ud over det hele. Det er hvad den siger, ikke over jorden, men over urdybet.

Det er interessant, det introducerer os for endnu en komponent. Hvad er dette urdyb? Dyb er et synonym brugt i Skriften for hav. Mørket er over urdybet, og Guds Ånd svævede over vandene. Her Gud, gennem Guds Ånd, definerer dybet som vand. Du kan se dette i f.eks. Esajas 51:9 og 10.

Så hvad har vi her? Vi har jorden omsluttet af mørke, og jorden er dækket af vand. Hele jordens overflade er vand, det er et dyb, det er et hav, det er et globalt urhav omgivet af universelt mørke. Det er det samme som siges i salme 104:5-6, “Jorden gav du sin faste grundvold, den rokkes aldrig i evighed. Urdybet dækkede den som en dragt, vandet stod op over bjergene.” Den uformede jord var bogstaveligt dækket med vand.

På en måde er det ligesom pottemageren der ønsker at forme en smuk krukke og derefter tage den i brug for at fylde den, først tager en klump ler og placerer på drejeskiven, for at forme det efter hans formål. Så Gud tager først råmaterialet, og det er en blanding af elementer, der er dækket af vand, som er indhyllet i universelt mørke, og dette er før Han begynder at forme det. Jeg tror det er dette som apostlen Peter mente i Andet Petersbrev 3:5, “en jord, som på Guds ord var opstået af vand og gennem vand.” Jorden opstod ud af vand. Og med gennem vand, menes selvfølgelig syndfloden. Ordsprogenes bog 8:27 siger, “Da Han grundfæstede himlen, var jeg hos ham, da han satte hvælv over verdensdybet.” Det første er, at stoffet blev sfærisk. Så Gud havde denne kugle af elementer, som skulle udgøre jorden, da Han formede den omsluttet af vand.

Og den tredje kommentering om jordens tilstand på dag et er værd at notere sig. “Og Guds Ånd svævede over vandene.” Over dette uformede og livløse materiale og indhyllet i mørke, svævede Guds Ånd, Ruach Elohim. Gud Ånden. Og dette indikerer Guds tilsyn, pleje og pasning. Jobs bog 33:4 siger, “Guds Ånd”, igen Ruach Elohim, “har skabt mig, den Almægtiges ånde har givet mig livet.”

Ordet der er oversat til “svævede” er et smukt ord. Hvis du ønsker at sammenligne dets brug, så gå til Femte Mosebog 33:4, og du vil finde der, at det er brugt til at beskrive ørneunger i en rede, og ørneunger er ikke i stand til at finde føde selv, ude af stand til at overleve, ude af stand til at vokse og udvikles. Fuldstændig afhængige af plejen fra forældrene, der svæver over dem, og som forsyner dem med mad, og beskyttelse og med varme, så de kan udvikles, vokse og leve. Og det er præcist det billede der er brugt her, fordi det er det samme ord på hebraisk der er brugt om den Hellige ånd der svæver over denne uudviklede, uformede, livløse masse af stof i rummet, dækket af vand, omsluttet af mørke. Og Guds Ånd svævede over overfladen af jorden. Guds Ånd rugede over vandene.

Hør her, dette er en væsentlig detalje i skabelsesberetningen, og ikke en mindre. Det demonstrerer, at det bibelske verdenssyn om Gud er, at Han er direkte involveret i Sin skabelse. Hans hånd er aldrig løftet fra elementerne og bearbejdningen af den materielle orden. Hans tilstedeværelse er der og fører tilsyn, og svæver over det. Dette er en antitese af det filosofiske synspunkt der siger, at Gud er som en igangsætter af skabelsen, Han satte det i værk og så forlod Han det. Eller teologisk dualisme, som ser et gab mellem en god Gud og ånd og en ond verden og stof. Men i stedet har du den levende Gud, som aktivt er der og overvåger, ruger over, svæver over vandene og er direkte ansvarlig for hele skabelsesprocessen. Går du gennem Bibelen, vil du finde at Guds Ånd er kilden til alt liv. Ved Hans ånd bragte Han orden i himlen, som der siges i Jobs bog 26. Salme 33:6, som vi noterede os i sidste uge, “Ved Herrens ord blev himlen skabt, hele dens mangfoldighed ved et pust”, Ruach, Guds Ånd, “fra hans mund.” Dette findes i mange andre afsnit i Skriften. Så Guds ånd giver energien til at forme og organisere og bringe liv. Dette er Guds værk.

Det første der sker i skabelseshandlingen efter at det originale materiale er blevet til, er i vers 3, dag et. “Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys.” Forskere kan rode og rave rundt i årtier og århundreder for at finde ud af hvor lyset kom fra, og alt hvad vi behøver, er et vers. Der var ikke noget lys, Gud sagde, “Der skal være lys”, og der blev lys. Den eneste ene som selv er utilgængeligt lys, bragte lys til eksistens, skabt lys. Ifølge Første Timotheus Brev 3:16, “Han, den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys.” Han befalede lys til at eksistere hvor der før kun var mørke.

Igen siger Douglas Kelly, “Ved at tale det skabte lys til eksistens, er det første af en serie af tre adskillelser foretaget af Skaberen, som er essentielle for at gøre kaos til kosmos. På dag et, adskilles lys fra mørke. På dag to, adskiller firmamentet vandet for oven fra jorden, og udgør en atmosfære hvor vi kan ånde. På dag tre bliver vandene under himlen samlet til hav og derved adskilt fra tørt land. Disse tre adskillelser viser Guds mægtige hånd der former og organiserer den mørke vandige masse i retning af en vidunderlig have, et passende og pragtfuldt opholdssted for planter, dyr og menneskeheden.”

Med skabelsen af lys blev der etableret en cyklisk succession af dage og nætter, perioder af lys og perioder af mørke. Som vi skal se ved at kigge i vers 5, så kaldte Han lyset dag og Han kaldte mørket nat. Det betyder at jorden øjeblikkeligt begyndte at rotere på sin akse og der var en kilde af lys på den ene side af jorden svarende til solen, der ikke var skabt før senere, og der var mørke på den modsvarende side af jorden også. Gud skabte lys, og der blev lys simpelthen fordi Gud sagde det skulle eksistere. Jeg tænker om det som Gud, ligesom en mand der kommer ind i et mørkt rum, starter med som det allerførste at tænde for lyset.

Vers 4, “Gud så, at lyset var godt.” Den udtalelse bliver gentaget i vers 10, vers 12, vers 18, vers 21, vers 25 og vers 31. Alt hvad Gud skabte var godt. Og I enden af det, i vers 31, opsummerer Han det, “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” Skaberens værk kunne kun blive godt, så det overrasker os slet ikke. Alt hvad Han skabte var godt.

Når Gud siger det var godt, så er det en temmelig høj standard. Gud selv er den originale standard for hvad der er godt, og Han sagde det var godt. Standarden for hvad der er godt, er ikke udenfor Gud selv.

For længe siden var der en mand ved navn Novatian, der opfanger denne pointe i et tredje århundredes erklæring om Gud. Hør her hvad han skrev i det tredje århundrede, “Hvad kunne du da overhovedet sige som ville være værdigt om Ham? Han er mere sublim end al Højhed, højere end alle højder, dybere end alle dybder, klarere end al lys, lysere end al stråleglans, prægtigere end al pragt, stærkere end alle kræfter, mægtigere end al magt, smukkere end al skønhed, sandere end al sandhed, mere varig end al varighed, større end al majestæt, mere kraftfuld end al kraft, rigere end alle rigdomme, klogere end al visdom, venligere end al venlighed, bedre end al godhed, mere retfærdig end al retfærdighed, mere barmhjertig end al barmhjertighed. Alle former for egenskaber, skal nødvendigvis være mindre end Ham, som er Gud og kilde til alt.” Sikken en stor erklæring.

Den uforlignelige Guds godhed kræver, at alle lys, tørt land, hav, forskellige former for dyreliv, alt hvad der var godt, rent faktisk var godt. årsagen til at det nu er ringere, er ikke på grund af Gud, men på grund af syndefaldet og af menneskets oprør, ødelæggelsen af Hans helt igennem gode skabelse. Men det startede godt. Og vers 4 siger: “Og Gud skilte lyset fra mørket.” Det er derfor Esajas 45:7 siger: “Jeg danner lys og skaber mørke” Dette starter cyklussen af dage. Han skiller lyset fra mørket. Han skabte lyset, men ødelagde ikke mørket. Det var aldrig Hans ønske som skaberen, at der skulle være vedvarende lys, slet ikke. Men at både mørke og lys kunne fungere fortløbende. Og det var godt. Og at de ville operere fortløbende for givne perioder i en uforanderlig cyklisk rækkefølge. Han lavede det sådan, fordi det passede Hans skabende plan. Det passede Hans plan at få jorden til at rotere, at have lys og have mørke.

Og i vers 5 gav Han dem navne, “Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat.” Og sådan var det, og sådan har det altid været. Siden den første dag, har der altid været lys og mørke, dag og nat. Og denne konstante cyklus af dag og nat, lys og mørke, har defineret karakteren af universet og denne jord siden dag et. Og vers 5 siger, “Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.” Ved overgangen fra dagslys til mørke, blev det kaldt aften. Natten er perioden fra aften til morgen. Og natten passerede og perioden der hænger sammen med lyset kom, og det blev kaldt morgen. Og med denne kommentar, indikerer Bibelen afslutningen af den første dag nogensinde. Og på den dag blev der skabt lys.

Du kunne spørge, “Hvordan kunne der være lys uden en sol?” Jeg ved det ikke. Hvis jeg vidste det, så ville jeg sige det. Men du tror bestemt ikke at Gud ikke kunne skabe lys, men kunne skabe en sol til at give lys.

Det er en temmelig spektakulær første dag, er det ikke? Bare så at der ikke er nogen der tænker at dette var en evolutionær proces, så siger vers 5 eftertrykkeligt, “Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.” Det er ikke en milliard år. Det er en dag. En cyklus af lys og mørke, aften og morgen og skabelsen er i gang.

Den glorværdige skabning blev ødelagt af syndefaldet, og vil en dag blive tilintetgjort. Og der vil komme en ny himmel og en ny jord, der for evigt aldrig skal kende til forfald. Vi som har levet her og har givet Gud al ære, skal leve der.

(Denne artikel har jeg ikke selv skrevet, men har oversat den fra engelsk. Oprindeligt skrevet af: John MacArthur Grace to You)