Skabelse: Tro det eller ej

“I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” (Første Mosebog 1:1).

Darwins idé “er den mest magtfulde og mest omfattende idé der nogensinde er opstået på jorden. Den hjælper os til at forstå vores oprindelse…” (Sir Julian Huxley, “Education and Humanism”, i Essays of a Humanist, 1964).

De ovenstående citater repræsenterer to konkurrerende verdenssyn – Kristen teisme og naturalistisk evolution. Den ene følger den bibelske tidslinje, og bekræfter skabelsen af himlen og jorden for tusinder af år siden. Den anden holder sig til filosofisk materialisme hvorved en cyklus af liv og død har været i gang i milliarder af år. Denne moderne konflikt – skabelse versus evolution – repræsenterer en fundamental skillelinje mellem tro og vantro.

Det er hele kernen i John MacArthurs serie, “The Battle for the Beginning” (som her er repræsenteret ved de første 5 af en lang række udlæggende prædikener under titlen “Skabelse: Tro det eller ej”). Meget af det er uddrag af hans bog af samme navn, “The Battle for the Beginning”. Denne form for udlæggende prædiken er iøvrigt et kendetegn for John MacArthur. Skriften er Guds ord, og skal behandles som sådan. Bibelen er helt igennem Guds egne ord og taler med hele Guds autoritet. Det er derfor en yderst betroet opgave som pastor og bibellærer at læse og fortolke Skriften pinligt nøjagtigt, så Guds formål og intentioner kan udledes korrekt. Som kristne lever vi af “hvert ord der udgår fra Guds mund”.

Her er en opsummering…

Helt ved roden af John MacArthurs perspektiv om oprindelsen, er en forpligtelse for Bibelen. Han læser hele livet gennem Skriftens linser. Og det udgør forskellen mellem de to konkurrerende verdenssyn – Hvem vælger du at tro? Gud eller nogen anden? Det handler om ultimativ autoritet.

Efter at have fremlagt argumenterne i bibelske rammer, er der kun én konklusion der er mulig – en ung jords skabelse. Bibelen lærer os om en nylig skabelse af himlen og jorden, samt plante- og dyreliv ved guddommelig fiat. Og om den efterfølgende særlige skabelse af Adam og Eva og om syndefaldet, der bragte død ind i den verden som Gud skabte. Selv de ateistiske fjender af Skriften forstår det sådan.

Satan er den ultimative kilde til den evolutionære teori. Det er en løgn, en alternativ realitet, en erstattende narrativ for den ikke-troende. Satan brugte den samme strategi da han forledte Eva i Edens have, og den har virket fint for ham lige siden. Evolution er helt simpelt den seneste af en lang række af løgne der fremmer oprørerens sag i den lange krig imod Skaberen.

Evolution er essentielt et mordforsøg – det hjælper folk til at erstatte den treenige Gud med en falsk treenighed af stof, tid og tilfælde. For dem der godtager den løgn at Gud er død, er der massive implikationer og ødelæggende konsekvenser. Hvis Gud ikke skabte os, så ejer Han os ikke, og Hans lov er irrelevant, og Han har ingen ret til at dømme os. Fjernelse af det trykkende åg af guddommelig suverænitet, frigør folk til at skabe og definere deres egne realiteter. Moral og etik bliver en sag om individuel præference eller social konvention – ultimativ, transcendent autoritet er forvist til det uoplyste forgangne.

Konsekvenserne af det er dødbringende og brutalt. Uden en universelt-bindende, transcendent autoritet, er der ingen basis for retfærdighed. Og hvem har brug for retfærdighed? Hvis der ikke er noget sådant som særlig skabelse af mennesket, og mennesket ikke er andet end et dyr med modsatrettede tommelfingre og med et mere sofistikeret, nuanceret sæt af gryntelyde, hvad er så lige pointen med retfærdighed?

Der er ingen retfærdighed i dyreverdenens hund-bekæmper-hund, og ingen beskyttelse imod den stærkere. Brutalitet og sensualitet hersker. Der er ingen sans for loyalitet mod familie eller moral, ingen sans for formål eller mening. Livet i det evolutionære verdenssyn er gennemgående nihilistisk. Masserne kæmper sig gennem livet som brutale dyr, og det eneste de har i tankerne er tilfredsstillelse af sensuelle lyster.

Denne foretrukne version af virkeligheden er alt hvad evolutionisten har at se frem til – en kold, hård dystopi. Huxley har ret angående evolutionens omfang, alsidighed og magt, men landskabet i den verden er trøstesløshed og håbløshed.

Som kontrast, så er det bibelske verdenssyn baseret på den omsorgsfulde skabelse ved en kærlig Gud, som tegner et helt andet billede. Hér er realitet, og det er i sandhed den mest magtfulde og mest omfattende idé på jorden, fordi det er hvad Gud har åbenbaret i Hans ord. “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”.

Den bibelske skabelsesberetning er altomfattende fordi den forklarer det hele. Bibelen proklamerer oprindelsen af himlen og jorden, menneskeheden, ægteskab, ondskab, sprog, regering, kultur, teknologi, nationer, forskellige religioner og den seks dages arbejdsuge. Den forklarer hvor den største del af fossilerne kommer fra, og den giver en kronologi for jordens historie. Selv om der er åbenlyse konflikter, så er der ingen videnskabelige beviser der sandt modsiger hvad Gud har fortalt os i Hans ord. Indsamling af fakta og undersøgelse af beviserne fortsætter med at bekræfte den bibelske beretning og afviser Darwins evolutionsteori.

Bibelens skabelsesberetning er også magtfuld fordi den afslører vores Skabers glorværdighed og formål. Fra den allerførste dag, forberedte Gud en jord som var fuldt brugbar for Adam og Eva. Gud skabte mennesket i Hans billede, som højdepunktet af Hans skabelse, og satte mennesket i centrum af Hans plan for Hans ære og for frelse. Og Første Mosebog forklarer hvorfor vi i det hele taget behøver frelse – syndefaldet hjælper os til at forstå hvorfor ondskab eksisterer i verden, og giver håb om forløsning gennem Jesus Kristus. Det er den bibelske historielinje som fortalt af Skaberen, Dommeren og Forløseren af jorden. Hvilken idé kunne være mere magtfuld end det?

Ved afslutningen af dagen, kan du enten se på Gud som den allerførste årsag, eller du kan se efter noget andet. Du er enten en materialist der tror på evigt stof, eller du er en supernaturalist der tror på den evige Gud. Det valg du træffer helt ved begyndelsen – dine a priori – forudsætninger, de formodninger du vælger at tro – vil afgøre hvad du accepterer som din endelige autoritet, hvordan du betragter beviserne, og hvilke konklusioner du er villig til at acceptere.

Det er derfor at det er så svært at forstå hvorfor bekendende kristne forsøger at stifte fred med evolution.

Videnskab studerer det der kan observeres, det der kan blive forudsigeligt gentaget, så videnskab er ude på dybt vand når det forsøger at besvare spørgsmål omkring metafysik. De videnskabelige metoder kan ikke anvendes ved ikke-repeterbare overnaturlige handlinger, såsom tilblivelsen af universet ved guddommelig fiat, eller noget andet efterfølgende mirakel.

Evolutionstilhængere virker sommetider mere som kultister end rationelle forskere. Mange handler blindt overfor den trosbaserede natur af deres operationelle formodninger, og er derfor fuldstændigt ukritiske omkring deres udgangspunkt. Her er bare nogle få eksempler:

  • Abiogenese er umuligt.
  • Alt kan ikke komme fra intet.
  • Tilfælde er ikke en forårsagende kraft.
  • Biologer må gøre rede for den indkodede information vi finder i DNA. Noget af større kompleksitet og intelligens må have indlagt det der.
  • Uniformitariansk geologi bruger uretmæssige og ubeviste formodninger i deres dateringsmetoder, og udviser irrationel fjendtlighed imod den bibelske beretning om den globale kataklysmiske oversvømmelse (ignorerer Skriftens advarsler).

I ethvert studiefelt, gør evolutionister massivt brug af afgørende og skadevoldende formodninger, og alligevel handler de som om det alt sammen er fastlagt og bevist sandhed, og at det ikke kan betvivles.

Selv om videnskabens konklusioner er et bevægeligt mål, så er der mange bekendende kristne – og rent faktisk de fleste kristne institutioner – der har bøjet sig for det omsiggribende evolutionære synspunkt. Mange af dem håber på at vinde anerkendelse fra det videnskabelige etablissement, og de er villige til at ofre Bibelen for at få det.

Indskydelse af lange aldre i den bibelske skabelsesberetning, som er nødvendigt hvis du vil gøre Bibelen kompatibel med evolutionær teori, fordrejer Skriftens tekst, kompromitterer ufejlbarligheden, og underminerer endda sommetider selve evangeliet.

Teistisk evolution og progressiv kreationisme er to katastrofale forsøg på at forene de to hinanden udelukkende verdenssyn. Når du har bogstavelig død før en bogstavelig Adam og Eva, så er du uenig med Herren Jesus Kristus, apostlen Paulus, og andre Ny Testamente forfattere, som bekræfter historiciteten af skabelsesberetningen. Død før Adam er derfor en opgivelse af enhver hævdelse af troskab overfor Bibelen.

I Hans visdom, har Gud bundet ethvert aspekt af forløsningen til virkelig historie, som Han optegnede og fortolkede i Hans ord. Og det hele begynder med et bogstaveligt syn på skabelsesberetningen, den særlige skabelse af Adam og Eva, og det efterfølgende syndefald. Hvad du tror om skabelsen påvirker primære bibelske doktriner. Det er en litmus prøve på bibelsk troskab, som afslører din forpligtelse for Skriften som den endelige autoritet.

Og her er nogle konkluderende tanker…

“Ingen visdom, ingen forstandighed, intet råd gælder over for Herren” (Ordsprogenes bog 21:30).

De fremherskende filosofier om sekulær humanisme, materialisme og naturalisme, informerer og er ofte forudfattet i de fleste videnskabelige undersøgelser og konklusioner baseret på evolutionær teori. Evolution er afgjort en magtfuld narrativ, som præsenterer en umådelig udfordring for kirken. Og alligevel står John MacArthur sammen med alle trofaste bibeltro kristne, fast imod det stigende pres fra evolution. Gud vil ære dem der ærer Hans ord. De der ikke ærer Hans ord vil blive til skamme.

Derfor, i vores interesse for at give Gud ære ved at holde fast på Hans ord, selv når der er “en vej der kan forekomme en mand rigtig” for nutidens mennesker (Ordsprogenes bog 14:12; 16:25), så vil vi lige give nogle få korte, konkluderende observationer, uden nogen bestemt rækkefølge.

Det fundamentale emne om ultimativ autoritet

Hele naturen af den ultimative, transcendente autoritet er, at den er selv-bekræftende. Det betyder, at den ultimative autoritet ikke står til ansvar overfor nogen eller noget andet end sig selv, ellers ophører den med at være ultimativ.

Hvis jeg fortæller dig, “Der er en mægtig storm på vej mod din landsdel”, så siden jeg ikke er meteorolog, så kunne du udfordre min autoritet og forlange at tjekke kilden til min information. Jeg kunne lede dig til den lokale vejrstation, og igen kunne du udfordre deres autoritet og forlange fra dem, kilden til deres information. Hvis vi alle kommer med den samme vejrprognose, så er det nok tid at forberede sig på den kommende storm. Sagen er, at du går videre til den bedste autoritative kilde som du kan stole på.

Det er specielt hovedpunktet når det gælder metafysiske narrativer, som forsøger at besvare de helt store spørgsmål – Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Darwiniansk filosofi giver en narrativ, hindu filosofi en anden, kristen filosofi en tredje, og der er mange andre. Men det spørgsmål vi er nødt til at stille er, “Siger hvem?”

Tid, tilfælde og fremskridt står på Guds plads for evolutionisten, og lover endeløse “oceaner af fakta uden bund og uden land i sigte” (Cornelius Van Til, Christian Apologetics, 80). Det er svært at udpinde deres ultimative autoritet fordi det er foranderligt og evigt skiftende og modsiger endda sig selv.

Gud er den ultimative, uforanderlige, selvbekræftende autoritet, som det er demonstreret i Hebræerbrevet 6:13: “For da Gud gav Abraham sit løfte, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved”. Alle kristne kender Gud som den ultimative autoritet, og Hans ord som den eneste pålidelige kilde til sandhed, men der er nogle der handler inkonsistent mod dette, specielt når det kommer til evolutionisme.

Den dominerende “isme” i vores tid synes så stor, så uoverstigelig, men dens pragt svinder hastigt og dens bygningsværk smuldrer og styrter sammen når man kontrasterer den med Skriftens Gud.

Den konsistente hermeneutik af bibelsk troværdighed

Hvis vi hævder at Gud er den eneste selv-bekræftende, transcendente autoritet (og det gør vi), og hvis vi hævder at den hellige bibel er Guds-åndet, ufejlbarlig og tilstrækkelig (og det gør vi), så bliver måden vi fortolker den på, en sag af alvorlig betydning. Der er folk, som tydeligvis har misfortolket bibelen og har brugt den til at retfærdiggøre alle former for fejltagelser og endda ondskabsfuldhed. Det er derfor enormt vigtigt at forstå bibelen ret.

Tiden og pladsen tillader mig ikke at gå i dybden ud over den bare påstand på dette punkt, men den eneste konsekvente tilgang til at fortolke bibelen er den grammatisk-historiske tilgang. Du bruger grammatiske regler (leksikalske, syntaktiske studier) og de historiske fakta (omstændigheder, baggrunds undersøgelser) for at udlede den rette mening med teksten i dens sammenhæng.

Når man anvender den grammatisk-historiske tilgang på Første Mosebog, så kommer man ud på den anden side med en bogstavelig seks-dages skabelse, en bogstavelig Adam og Eva, et bogstaveligt syndefald, den verdensomspændende oversvømmelse, og en ung jord baseret på de genealogiske optegnelser. Med andre fortolkningsmetoder har man den luksus at forudbestemme sine konklusioner før man begynder. Det er måske ikke hvad Gud havde som formål, men der kan altid findes tilhængere til enhver misfortolkning.

Den videnskabelige metode og ung-jord kreationisme

Ung-jord kreationister er en hjertelig flok. De bærer hån og foragt fra det videnskabelige samfund, kan ikke få stillinger på gymnasier og universiteter, og nægtes bevillinger fordi deres forskning starter med “religiøse”, ikke videnskabelige forudsætninger. Jeg kalder det unfair. Jeg er ikke videnskabsmand, men her er hvordan jeg husker den videnskabelige metode (med en smule hukommelses-hjælp fra Internettet):

  1. Observér
  2. Stil et spørgsmål
  3. Dan en hypotese
  4. Test din hypotese
  5. Analyser dataene for at se om de lever op til hypotesen
  6. Accepter hypotesen eller revidér den og prøv igen

Hvorfor kan ung-jord kreationister ikke udføre videnskabelige studier ved hjælp af den videnskabelige metode, men inden for grænserne af Skriften? Gammel-jord kreationister gør det samme, men forbliver inden for de grænser, der er fastsat for dem af materialisme, naturalisme, og sekulær humanisme. Så hvorfor skal ung-jord kreationister spille efter reglerne i et Guds-afvisende verdenssyn? Bør kristne ikke forlange at det er det lige modsatte?

Fejlen ved evidentialistisk apologetik

Ved observation af kommentarerne i vores blog mens serien stod på, bemærkede jeg, at motivationen for nogle gammel-jord kreationister er at bibeholde kristen troværdighed for den ikke-troende verden, især for dem i det videnskabelige samfund. De tror vi er nødsaget til at udføre videnskab ifølge den evolutionære model, og vinde dem for Kristus ved at vise hvor store tænkere vi er. Det er tydeligvis en smule urimelig karikatur, en oversimplificering (tilgiv mig), men det hjælper mig med at give et par pointer. Når som helst du appellerer til menneskelig ræsonnement, til at træffe afgørelse i metafysiske spørgsmål (som oprindelsen), så sætter du det over Gud som den endelige kilde til virkelighed. Men den menneskelige fornuft står over for naturlige, skabnings-begrænsninger (f.eks. bundet af tid, rum og begrænsede evner). Menneskelig fornuft er ude af stand til at være objektiv fordi den er hæmmet af uetiske effekter af synd, som påvirker viljen til at tænke på en gudsfrygtig måde. Tror du virkelig at Gud og Hans ord vil få en retfærdig bedømmelse?

Ydermere, Første Petersbrev 3:15, den klassiske apologetiske tekst siger, “men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har”. Hvis Kristus er Herre, så er Hans ord den ultimative autoritet for dig som kristen. Og den samme hermeneutik som værner om Hans menneskelighed og guddommelighed, Hans død, begravelse og opstandelse, samt alle de andre primære sandheder i Skriften, burde være den samme hermeneutik du anvender til at fortolke Første Mosebog 1 og 2. Ung-jord kreationisme er konsistent med Kristus herredømme. Du må ikke gå på kompromis med det, når du forkynder evangeliet for evolutionister.

Hvordan skal vi ellers forholde os til evolutionister? Hold dig til hvad Gud har sagt, stol fuldkomment på Ham, og tag Ordsprogenes bog 26:4-5 i anvendelse – “Svar ikke tåben så dumt, som han spørger, for at du ikke skal komme til at ligne ham. Svar tåben så dumt, som han spørger, for at han ikke skal være vis i egne øjne.”

For det første, “Svar ikke tåben så dumt, som han spørger, for at du ikke skal komme til at ligne ham.” Det er, gå ikke ind på evolutionistens tåbelige tankegang, accepter ikke hans forudsætninger, lad ikke hans formodninger forblive uudfordrede. Hvis du gør, så vil du blive som ham.

For det andet, “Svar tåben så dumt, som han spørger, for at han ikke skal være vis i egne øjne.” Fornægt ikke dataene, og fornægt ikke at deres konklusioner har en tilsyneladende gyldighed – måske du kan lære noget. Men tag dig tiden til at demonstrere:

  1. Det tåbelige ved hans forudsætninger og formodninger.
  2. At den kreationistiske ramme kan give et svar på beviserne (også selvom det ikke tilfredsstiller skeptikerne).

Pointen er ikke at overbevise den ikke-troende, men at glæde Herren og overlade den ikke-troende uden undskyldning (“så han ikke er vis i hans egne øjne”).

Udførelse af videnskab indenfor en ung-jord kreationistisk ramme kan være ensomt og vanskeligt (specielt fordi bevillingerne ikke er der), men det er umagen værd for at bevare din troværdighed og integritet over for Gud og mennesker.

Kompromisets sande tone

Jeg fandt det interessant, at se antallet af kommentarer stige, under emnet “evangelisk kompromis med evolutionsteori”. Vi havde kun få uenigheder om truslen fra evolution, øget uenighed om videnskabens begrænsninger i at besvare metafysiske spørgsmål, men direkte fjendtlighed, selv spot, da John MacArthur afslørede inkonsistens og kompromis hos dem der fornægter den ligefremme bogstavelige læsning af Første Mosebog. Hermeneutik er helt klart hovedsagen i kampen. Vi er nødt til at tage det emne op på et andet tidspunkt.

Men det var også lærerigt at se de forskellige typer af afvigende stemmer i kommentar-trådene. Jeg har mærket dem som bøllerne, ignoranterne og lænestols-kritikerne.

Bøllerne startede ud med deres uddannelse og erfaring – Ph.D’er og dekader i deres felt. Nogle kom brasende ind i kommentar-tråden som støjende revolvermænd, væltende borde og forsøgte at skræmme alle de betalende kunder. Jeg formoder de til at begynde med vandt fordel af overraskelse og ærefrygt, men som støvet lagde sig, manifesterede de umådelig svaghed i bibelsk troskab, konsistens og forudsætninger.

Ignoranterne ankom til tråden forsigtigt, prøvede bare at lære. De virkede så ægte berørte af kontroverserne, selv til det punkt hvor de ikke kunne sove. De ønskede bare at lære fra deres ung-jord kreationistiske brødre, men de kunne ikke komme over de nagende beviser de blev konfronteret med på universiteterne. Men fjernede man de bløde, overfladiske lag af tilsyneladende enighed, så fandt vi et stenhårdt grundfjeld af ikke-troende forudsætninger og bibelsk inkonsistens. Hvis de bare ville tage Skriften lige så seriøs som de tager andre studiefelter…

Lænestols-kritikerne er altid de mest frustrerende at beskæftige sig med. De har tendes til at være dovne og frække, og kaster altid tvivl ind i debatten, men tager aldrig ansvar for at komme med et konsistent, langt mindre et bedre alternativt synspunkt. Jeg har tilbøjelighed til at tænke på dem i samme lys som om den stridslystne kætterske mand i Titusbrevet 3:10, som vi forventes at bortvise efter en første og anden advarsel. Men det er ikke nemt i en blog. Trods alt er det ikke din lokale kirke.

Så meget mere kunne siges, men kun én ting der virkeligt behøves at blive sagt. Her er skillelinjen: Tror du bibelen, eller gør du ikke?

(Denne artikel er en lettere redigeret oversættelse fra engelsk. Oprindeligt skrevet af: Travis Allen, Director of Internet Ministry, Grace To You)