Seks Dages Skabelse og Evolutionsteori: Er de forenelige?

af Callie Joubert og Philip du Toit

Oversigt

I de sidste to årtier, har der været en voksende kontrovers i kirken over de seks dages skabelse som skrevet i Første Mosebog kapitel 1 og evolutionsteori. Nogle kristne, som accepterer ideen om milliarder af år som forfægtet af de fleste videnskabsfolk, hævder at der ikke er nogen bestående konflikt imellem kristendom og evolutionsteori. De som kommer med en sådan påstand, har ikke overvejet den bibelske tekst omhyggeligt nok. Med henblik på at behandle nogle af de involverede emner, giver Sektion I et overblik over udtalelser fra nogle af de mest eminente biologer i vore dage og data fra to store eksperimentelle studier. Sektion II fokuserer på spørgsmål/emner, der er fastholdt eller afvist når kristne forsøger at forene videnskabelige teorier med bibelsk lære om oprindelsen af skabningen. Hvad der står på spil, hvis ideen om milliarder af års skabelse er sandt, er intet mindre end Skriftens autoritet og Guds karakter. Sektion III præsenterer vores begrundelser for at konkludere, at det der ligger til grund for denne konflikt, er to former for visdom. Målet er at give teistiske evolutionister og progressive kristne nogle ting at overveje.

Introduktion

Når kreationister opponerer imod Darwiniansk evolution, så har de hovedsageligt to ting i tanke: (1) Det udbredte budskab at videnskabelige ideer og forklaringer, som informeret ved evolutionær teori, gør Gud irrelevant for oprindelsen af skabningen og livets udvikling på jorden, og (2) den påstand at evolutionsteori og Skriften ikke er i konflikt. Disse indvendinger er kædet til mindst tre kernedoktriner fra Darwins teori: (a) Tilblivelsen af levende organismer gennem naturlige processer, (b) gradvis evolution over millioner af år, og (c) at mennesket ikke er resultatet af særlig skabelse som beskrevet i Første Mosebogs skabelsesberetning, men nedstammer sammen med andre pattedyr fra en fælles forfader.

For et stigende antal af kristne – “teistiske evolutionister” – er disse indvendinger unødvendige; Skriften og evolutionsteori er fuldt forenelige, siger de. Og en U.S. dommer, som bekendte at tro på Gud, afgjorde således i 2005 (Kitzmiller et al. 2005).

Sektion I: Hvad siger forskerne?

Den prominente biologiprofessor fra Chicago universitet, Jerry Coyne (2009) skrev, at videnskaben har leveret nogle dødbringende slag mod “menneskehedens teistiske livssyn”, siden 1859 hvor Darwin på 545 sider af “On the Origin of Species“, nedbryder det opløftende budskab, at mennesket er unikt blandt alle arter – det ultimative objekt for Guds skabelse… “som alle andre arter er vi resultatet af rent naturlige og materielle processer” (s. 34). En af de personer der vidnede under Dover retssagen, som henvist til ovenfor, var teologen John Haught. Haught holdt sig ikke kun til, at livet kunne have udviklet sig, men at “processen var styret af Gud…” Med andre ord, som professor Coyne noterede, “Dette progressive og formåls-drevne syn på evolution, afvist af de fleste forskere, har mødt tilslutning af Haught og andre teologer” (ibid).

Som kontrast til Haught, som tror at Darwinisme og vagt defineret kristendom er fuldt foreneligt, afviste den nu afdøde geologiprofessor fra Harvard universitet, Stephen Jay Gould (1991) ideen, at “evolution indikerer guddommelig intention i vores oprindelse” (s. 15); mennesket var “ynkelige efternølere i det sidste mikrosekund af vores planetære år” (s. 18). Andetsteds tilføjede han, at ingen “videnskabelig revolution kan matche Darwins opdagelser i grad af betydning… Evolution erstattede en kold naturalistisk forklaring med vores tidligere overbevisning, at en benevolent guddom formede os i sit eget billede…” (Gould 2001, s. xi).

For biologiprofessor Scott Todd (1999), var den “vigtigste forskel mellem hvad kreationister tror og hvad tilhængere af evolutionsteori accepterer, drejer sig om hvorvidt livets oprindelse var drevet af tilfældighed eller af en intelligent skaber” (s. 423). Med andre ord, evolutionsteori og tro på Gud som den intelligente skaber af denne verden, er diametrale modsætninger. Det er fordi at Darwins “teori om naturlig udvælgelse gav et naturalistisk svar på arternes oprindelse – en forklaring på design uden en designer” (Steward-Williams 2004, s.19). For den prominente biolog Francisco Ayala (2007), var “Darwins største bidrag til videnskaben” det, at han banede vejen for naturlige love at skabe det der er virkeligt, dermed, at “organismer nu kunne forklares… som resultatet af naturlige processer, uden henvisning til en Intelligent Designer” (s. 8567). Professor Nigel Williams (2008) siger det ligefremt: Darwin “destruerede det stærkeste bevis bestående i det nittende århundrede for eksistensen af en guddom” (s. R579). Videnskabshistorikeren Professor I. B. Cohen (1985), konkluderede at, “konsekvenserne af denne revolution var en systematisk nytænkning af naturen af denne verden, af mennesket og menneskelige institutioner…” (s. 285).

Det ser derfor ud til, at hvis Gud ikke “er nødvendig” for at forklare skabningen, så er folk hurtige til at konkludere at Han end ikke eksisterer. De fleste Darwinistiske forskere er enige i, at Darwin gjorde meget lidt til at opmuntre til argumenter imod religion. Men faktum er ikke desto mindre, at han anbefalede en indirekte strategi til at konvertere folk til ateisme. I 1880, i et brev til ateisten Edward Aveling (1883), noterede Darwin at “direkte argumenter imod kristendommen og teisme” stort set er uden effekt i det store hele. Opgaven “er bedst udført ved en gradvis oplysning af folks sind, som følge af videnskabens udbredelse (dvs. evolution)” (s.4-5).

Men hvad med dem som ønsker at forene evolutionsteori med Skriften? Hvad siger de ateistiske evolutionister om dem? Professor Coyne (2009) skrev, at han ikke benægter eksistensen af religiøse forskere og Darwinistiske kirkegængere. Men det betyder ikke at tro og videnskab er foreneligt, bortset fra i den trivielle forstand at begge holdninger samtidigt kan være til stede i et enkelt menneskes sind. (Det er som at sige at ægteskab og utroskab er foreneligt fordi gifte folk kan være utro) (s. 33).

Professor William Provine fra Cornell universitet, siger (1988):

Nogle forskere, blandt dem mange liberale teologer, foreslår at Gud satte universet i gang i begyndelsen, og/eller virker gennem naturlove. Dette latterlige forsøg på både at beholde sin kage og spise den samtidigt, grænser til deisme… Vis mig en person der siger at videnskab og religion er foreneligt, og jeg vil vise dig en person der er (1) en ateist i effekt, eller (2) tror ting der påviseligt er uvidenskabeligt, eller (3) hævder eksistensen af entiteter eller processer for hvilke der ikke er skyggen af bevis for eksisterer (s 10).

Astrofysiker Steven Weinberg (2008) udtalte, at det videnskabelige verdenssyn er temmelig køligt. Ikke blot finder vi ikke noget formål for livet udlagt for os i naturen, ingen objektiv basis for vores moralske principper, ingen sammenhæng mellem hvad vi tænker er den moralske lov og naturens love… [Vores følelser og kærlighed, mm..,] er gjort mulige ved kemiske processer i vores hjerner, som er hvad de er som resultat af naturlig udvælgelse der virker via tilfældige mutationer over millioner af år… At leve uden Gud er ikke let. Men selve vanskeligheden giver en anden trøst – at der er en bestemt ære… i at erkende vores tilstand uden at fortvivle og uden ønsketænkning – med godt humør, men uden Gud (s. 1).

Hvor udbredt er lige de synspunkter som udtrykt af disse evolutionære videnskabsfolk som citeret ovenfor? Og hvad er disse synspunkter repræsentative af?

Det “videnskabelige” verdenssyn

Synspunkterne udtrykt af disse videnskabsfolk er repræsentative for hvad den naturalistiske filosof John Searle (1992) refererede til som “vores ‘videnskabelige’ verdenssyn” (s. 85). Om dette verdenssyn sagde han:

Nogle af denne verdens egenskaber er temmelig tentative, andre ret vel fastlagte. I det mindste to egenskaber af det er så fundamentale og så vel fastlagte, at de ikke længere er optionale for fornuftige veluddannede folk i den nuværende æra; De er rent faktisk i det store hele det der udgør det moderne verdenssyn. Det er atom teorien om stof og den evolutionære teori om biologi… som for nuværende er så overvældende, at de simpelt hen ikke står til at ændre (s. 86).

Videnskabelige studier og meningsmålinger af eminente evolutionister fandt, at de videnskabsfolk der er citerede ovenfor, er på linje med Searle’s verdenssyn. For eksempel, et studie udført af Jesse Preston og Nicholas Epley (2009) konkluderede, at “videnskab og religion er kommet i konflikt gentagne gange igennem historien, og en simpel forklaring på det er, at de to frembyder konkurrerende forklaringer for mange af de samme fænomener” (s. 238) Interessant nok, fandt forskerne, at øger man værdien af det ene, falder værdien af det andet, fordi “de to ideologier er diametralt modsatte,” og “tro på den ene, underminerer nødvendigvis den anden” (ibid).

Jerry Bergman (2010) vendte opmærksomheden mod Greg Griffin (2004) som færdiggjorde sin Ph.d. i evolutionær biologi under supervision af Provine (citeret tidligere) og fokuserede sin research på ledende evolutionisters religiøse overbevisning (s. 149-150). Hvad han fandt var, at 98,7% af besvarerne afviste et traditionelt teistisk livssyn og blev funktionelle ateister. Over 84% af de videnskabsfolk der returnerede hans spørgeskema, afviste alle teistiske religioner og hovedparten konkluderede at evolution tjener som en erstatning for teisme. Næsten ingen af videnskabsfolkene prøvede end ikke at matche Darwinisme med teisme, de to verdenssyn som U.S dommeren havde afgjort som “på ingen måde i konflikt” (Kitzmiller et al. 2005, s. 136). Set baglæns, næsten alle videnskabsfolkene i hans undersøgelse erkendte det uoverstigelige gab mellem evolution og teisme, for ikke at nævne bibelsk kristendom. Men er der ingen indvendinger mod videnskabens evolutionære synspunkter?

Evolution som anti-videnskab

Nobelprismodtageren i fysik, Robert Laughlin (2005), observerede at evolutionsteori faktisk er anti-videnskab, som involverer forklaringer som er uden konsekvenser og ikke kan blive testet. Jeg kalder sådant for logiske blindvejs anti-teorier… De stopper tænkning frem for at stimulere det… Biologi har masser af teorier [for at forklare oprindelse]. De er bare ikke diskuteret – eller gransket – i det offentlige (s. 168-169).

Med andre ord, Darwinistisk evolution er blevet fremført som en forklarende teori om alting eller som “en forklaring for begivenheder for hvilke der ikke tidligere har eksisteret nogen, som kan anspore videnskabelig undersøgelse til at finde den rette forklaring” (Bergman 2010, s. 150). Todd (1999) siger det på denne måde: “Det burde gøres klart i klasseværelset, at videnskab, inklusiv evolution, ikke har modbevist Guds eksistens fordi det ikke kan tillades at overveje det” (s. 423). Hvorfor ikke? Todd siger, “[selv hvis] alle data peger på en Intelligent Designer, sådan en hypotese er ekskluderet fra videnskab fordi det ikke er naturalistisk” (ibid). I 1929 skrev den prominente evolutionist D.M.S. Watson, at evolution “er accepteret blandt zoologer, ikke fordi det er blevet observeret at forekomme eller… er understøttet af logisk sammenhængende bevis på at være sandt, men fordi det eneste alternativ, særlig skabelse, er klart utroligt” (s. 231-233)

Men hvad hvis der er mangel på bevis for evolutionsteorien? Ville videnskabsfolk være villige til at droppe evolutionsteorien? Richard Dawkins (2006) sagde at “Jeg har måske ikke altid ret, men jeg er meget påpasselig med hvad der er sandt og jeg siger aldrig noget jeg ikke tror er rigtigt,” (s. xviii) men så, “selv hvis der ikke var nogen aktuelle beviser til fordel for Darwins teori… ville vi stadig være retfærdiggjort ved at foretrække den frem for alle rivaliserende teorier” (s. 287). Dawkins er ikke andet end et ekko af Charles Darwin. Darwin erklærede at han ville opretholde sit synspunkt om mennesket ved hjælp af naturens viljeløse processer, “selv hvis det ikke var understøttet af andre fakta eller argumenter” (Darwin 1859, s. 91). “Selv hvis”? Dette reflekterer en høj anti-videnskabelig attitude. Naturligvis ville Darwin (med en teologisk grad) have været meget bevidst om hvad hans evolutionære teori medfører; blandt andre ting, en radikal afvisning af bibelsk lære om verdens skabelse og livets oprindelse. I november 1838, 21 år før The Origin of Species (1859) og 33 år før The Descent of Man (1871) dukkede op på tryk, havde Darwin allerede skrevet sin beslutning i hans “N-notesbog” (Som ikke var beregnet til offentligt kendskab): “Jeg vil aldrig tillade dette, fordi der er en afgrund mellem mennesket… og dyr, at mennesket har en anderledes oprindelse [dvs. at mennesket blev skabt separat fra dyr]” (Wiker 2002, s. 235)

Det er velbegrundet at konkludere at Darwin, med hans indirekte tilgang til ateisme, forviste Gud fra mange videnskabsfolks sind. Det er præcist sådan Provine (1994) så det:

Da Darwin udledte teorien om naturlig udvælgelse til at forklare tilpasninger hvor han før havde set Guds håndværk, vidste han at han begik kulturelt mord. Han forstod umiddelbart at hvis naturlig udvælgelse forklarede adaptioner [tilpasninger], og evolution ved nedstamning var sandt, så var argumentet fra design død og alt andet med det, navnlig eksistensen af en personlig Gud, fri vilje, liv efter døden, ukrænkelige moralske love, og ultimativt mening med livet (s. 30)

Det burde være klart, uden nogen tvivl, at dommer Jones var groft uinformeret eller meget vildledende da han konkluderede i Dover retssagen, at evolutionsteori “på ingen måde er i konflikt med, ej heller benægter den, eksistensen af en guddommelig skaber” (Kitzmiller et al. 2005, s. 136). Det gør det rimeligt at tænke det samme om kristne, som fastholder dommerens konklusion. Ikke desto mindre fortsætter nogle kristne med at ignorere det. Et enkelt eksempel i sammenhæng med neurovidenskab vil illustrere det punkt

Professor Nancey Murphy

Fra studier af hjernen er der opstået den påstand at en menneskelig person kun er et materielt, biologisk legeme (organisme) og hjerne, intet mere og intet mindre. Det synspunkt leder til et meget interessant spørgsmål. Er det de neurovidenskabelige opdagelser selv der fører til det synspunkt, eller er det fortolkningen af disse opdagelser? Mange tilgængelige beviser indikerer at den udbredte naturalisme, scientisme og fysikalisme kontrollerer fortolkningen af neurovidenskabelige forskningsresultater.

Filosoffen og teologen, Nancey Murphy (2006) er repræsentativ i den henseende: “Min centrale tese er dette:… vi er vores krop – der er ingen yderligere metafysiske elementer så som et sind eller sjæl eller ånd” (s. ix). Andetsteds erklærede hun,

Neurovidenskab afslutter nu den Darwinianske evolution, og bringer sindet ind i biologiens regi. Min påstand er, i korte træk dette: Alle menneskets egenskaber, der før var tillagt det immaterielle sind eller sjæl er nu underlagt neurobiologiens indsigter… Vi er nødt til at acceptere det faktum, at Gud har at gøre med hjerner – hvor råt det end må lyde (Murphy, udaterede CTI Refleksioner, s. 88, 96. jf. Brown og Jeeves 1998).

Om videnskab sagde hun,

På godt og ondt, har vi arvet et syn på videnskab som metodologisk ateistisk, betydende at videnskab… søger naturalistiske forklaringer for alle naturlige processer. Kristne og ateister tilsammen, må forfølge videnskabelige spørgsmål i vores tid, uden at inddrage en skaber… enhver der tillægger karakteristikkerne af levende ting til kreativ intelligens har pr. definition trådt ind i enten metafysikkens arena eller teologi (Murphy, i Baird og Rosenbaum 2007, s. 194, 195).

Hvis scientisme (det synspunkt at videnskab er den højeste, hvis ikke eneste, kilde til viden) er sandt, så kan Skriften ikke appellere til kundskab. Hvis den har noget at sige omkring sjæl, sind og ånd, må den vente til den er valideret og accepteret af det videnskabelige samfund. Murphy indrømmede at hun kunne have kaldt hendes standpunkt “ikke-reducerbar materialisme,” (2006, s. 116) men foretrækker “ikke-reducerbar fysikalisme,” (2005, s. 116) fordi ordet “fysikalisme” indikerer hendes enighed med de videnskabsfolk og filosoffer, som fastholder at det ikke er nødvendigt at postulere en metafysisk (immateriel) sjæl eller sind som tilføjelse til den materielle krop/hjerne.

“Kristne” fysikalister (det nye navn for materialister) foreslår tilsvarende en fysikalistisk teologi. “Ved dette mener de en bibelsk og teologisk antropologi, som kan opretholde et fysikalistisk syn på mennesket uden tab og nedgradering af bibelsk lære, teologisk substans eller kritiske doktriner” (Brown og Jeeves 1999, s. 6). Hvis deres tese, at den menneskelige person er identisk med hans eller hendes krop/hjerne, er sandt, så følger det at (1) Bevarelse af identitet gennem forandring vil være umuligt, hvilket betyder at opstandelsen og liv efter døden vil være usammenhængende forestillinger (Delfino 2005), (2) eksistensen af engle, Satan og dæmoner bliver en illusion (Garcia 2000), at (3) fri vilje og evigt liv vil være uforeneligt med kristen fysikalisme (Larmer 2000), og vigtigst af alt, (4) Inkarneringen af Kristus kan ikke være sandt (Siemans 2005).

Disse kriticismer afslører det eksakt modsatte af hvad teologen Charles Hodge (1797-1878) konkluderede i hans teologi tekst i 1871, da han gik på kompromis med millioner af år (samtidigt afvisende Darwiniansk evolution): “Kirken er blevet tvunget mere end en gang til at ændre dens fortolkning af bibelen for at imødekomme videnskabens opdagelser. Men det er sket uden at gøre vold mod Skrifterne eller i nogen grad svække deres autoritet” (1997, s. I:573). Med andre ord, hvad kritikerne har vist er, at debatten mellem kristne der adopterer Darwiniansk evolution og deres kritikere ikke skal betragtes som blot en forskel i hermeneutik (fortolkning) af Skriften. Det stikker langt dybere.

Kendsgerningerne er trefold: For det første, den generelle påstand, at der ikke eksisterer nogen konflikt imellem bibelsk skabelse (som undervist i Første Mosebog) og hvad evolutionister hævder (kristne og sekulære) modstrides af beviserne. For det andet, lige som det er umuligt at tro at et enkelt udsagn om fakta (en proposition) kan være både sandt og falsk samtidigt, lige så vel kan man ikke logisk samtidigt tro på to modstridende forklaringer på skabelsen og livets oprindelse. Enten skabte Gud liv, og Skriften er sand, eller viljeløse naturlige processer gjorde det og evolutionisme er sand. Men ikke begge! Og endeligt, konflikten er essentielt en konflikt om autoritet, som involverer Guds karakter og, som vi skal se på i Sektion III, to direkte modsatte former for visdom.

Sektion II: Skriften, Guds karakter og de seks dages skabelse

To hyppige spørgsmål er (1) Hvorfor vi ikke kan acceptere både evolution og kristendom? Og (2) er det ikke muligt at Gud brugte evolution som metode til at skabe? Før vi kan overveje disse spørgsmål, så må vi først spørge om dette: Er evolutionsteori sand, hvis det betyder at livet oprandt spontant fra tankeløse kemiske processer i naturen i en ursuppe (abiogenese)? Hvis det er sandt, så følger det at Bibelen ikke er det autoritative Guds ord og Guds ord lyver. Lad os derfor se på meningen med Dag i Første Mosebog 1 i lys af en række spørgsmål

Hvordan skal deduktiv og induktivt ræsonnement forstås?

En af de mest prominente markører i Første Mosebog med hensyn til skabelsens tidsskala, er det Hebraiske ord ”Yom”, der oversættes som ”dag” (Første Mosebog 1:5, 8, 13, 14, 16, 18, 19, 23, 31). For at få det evolutionære livssyn med dens millioner af år til at harmonisere med Skriften, må ordet yom nødvendigvis fortolkes på en ikke-bogstavelig måde.

Ifølge Første Mosebog 1, skabte Gud jorden på seks yamin. Den eksegetiske (eksegese=”at lede ud”), metode, som er essentiel i den deduktive metode, ville bruge teksten og sammenhængen (nærværende og større bibelsk sammenhæng) som et begyndelsespunkt til at udlede mening med noget given ord eller udtryk. Dette er det samme princip der bruges til god semantik i studiet af anden litteratur. Et hurtigt kig på nogle af de iboende begrænsninger i teksten og sammenhængen, vil derfor være i orden.

1. I Første Mosebog 1, er yom modificeret med et nummer (f.eks. ”første dag,” “anden dag” osv.) Udenfor Første Mosebog 1, bruges yom sammen med et nummer 410 gange. Uden undtagelse, i alle tilfælde, henviser yom til en bogstavelig 24-timers dag.

2. Udtrykket (bogstaveligt oversat) “og aften var og morgen var” (f.eks. Første Mosebog 1:5, 8) forekommer 61 gange udenfor Første Mosebog 1. Uden undtagelse, i alle tilfælde, henviser det til en bogstavelig 24-timers dag.

3. I den første del af Første Mosebog 1:5, er yom (dag) brugt sammen med layla (bogstaveligt laylah, nat). Udenfor Første Mosebog 1, er yom brugt sammen med layla 53 gange. I alle disse tilfælde, henviser det til en del af en 24-timers dag. (Om henvisning, se Stambaugh 1996, s. 12, 15, 72-74, Batten et al. 2003, s. 26)

4. Første Mosebog 2:2-3 og Anden Mosebog 20:9-11 refererer til bogstavelige dage. Overholdelsen af den bogstavelige syvende dag i ugen, sabbatten (Anden Mosebog 20:9-11), er rodfæstet i det faktum, at skabelsens seks dage var seks bogstavelige dage (Første Mosebog 2:2-3).

Ved at tage disse iboende begrænsninger i betragtning, ville en ikke-bogstavelig fortolkning af yom i den nærværende sammenhæng af Første Mosebog 1, være et eksemplarisk eksempel på induktiv ræsonering, hvor fortolkeren tvinger teksten til at passe til hans forudfattede meninger, og ser bort fra sammenhængen i processen. Vi kalder dette for ”eisegesis” (”at lede ind”) ikke eksegese (”at lede ud”). Hvis yom i første Mosebog 1 skulle tages som ikke-bogstavelig, så ville man forvente en form for markør i teksten der ville validere en sådan mening, men en sådan markør er fuldstændigt fraværende. Vi konkluderer derfor, at der er intet i teksten i Første Mosebog 1, der kunne antyde at yom ikke refererer til seks bogstavelige 24-timers dage.

Der er, ikke desto mindre, mennesker der prøver at ændre meningen med dag i Første Mosebog 1 til noget andet – millioner af år, eller selv milliarder af år – med henblik på at gøre plads til lange tidsrum af evolutionær geologi. Deres holdning er kendt som det ”progressive skabelses” synspunkt, også refereret til som “dag-alder” eller ”gammel-jord” synspunktet. Den grundlæggende idé er, at mens liv udvikledes gennem de lange tider som forestillet af evolutionister, så trådte Gud ind på forskellige steder hen ad vejen for at skabe noget nyt som den naturalistiske evolutionære proces ikke kunne foretage uden Guds indgriben.

Disse lange tiders syn på evolutionær geologi, vil ikke virke af mindst tre grunde. For det første, det forudsætter at fossilerne henviser til død og kamp for overlevelse over millioner af år. For det andet, det implicerer derfor fejlagtigt at død og kamp for overlevelse var realiteter før skabelsen af Adam. Og for det tredje, disse synspunkter er i konflikt med Skriftens klare undervisning.

Tror du på en bogstavelig jomfrufødsel og Jesus legemlige opstandelse?

Disse spørgsmål har at gøre med konsistensen af ens tro. For at se hvorfor, så overvej dette spørgsmål: Hvis du tror på Jesus jomfrufødsel og Hans bogstavelige legemlige opstandelse fra de døde, hvad baserer du så denne tro på? Bestemt ikke på videnskabelige opdagelser; ingen videnskabsmand så jomfrufødselen eller Jesus opstandelse fra graven. Vi har kun de historiske optegnelser i bibelen. Så svaret på spørgsmålet er, at vi baserer denne tro på Skriften. I denne henseende sagde Han nogle interessante ting.

1. Som svar på sandhedsværdien af Hans undervisning, sagde Han, “Hvis [folk] ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.” (Lukas 16:31).

2. Som svar til saddukæerne, som ikke troede på en legemlig opstandelse: ”I er på vildspor, for I kender hverken Skrifterne eller Guds magt.” (Matthæus 22:29)

3. Som svar til Nikodemus, der spurgte Ham om Hans autoritet og mirakler: ”Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?” (Johannes 3:12)

Det bør være helt klart, at hvis vi tror Skriften her – med hensyn til hvad Jesus sagde – på en bogstavelig måde, hvorfor så ikke tro at verden er skabt på seks bogstavelige dage? Den eneste grund til at afvise ordene fra Jesus er fordi Hans ord konflikter med evolutionær teori. Det skaber yderligere problemer.

Er det logisk konsistent at afvise Moses og stadig tro hvad Jesus proklamerede på bogstavelig vis?

I Johannes 5, fortalte Jesus sine tilhørere, og nu, Hans læsere: ”Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om. Men tror I ikke hans skrifter, hvordan skal I så tro mine ord?” (Johannes 5:46-47). Med andre ord, Jesus modsagde ikke Moses skrifter. Her følger nogle få ting Jesus sagde om Første Mosebog:

1. Om skabelsen af mennesket: “Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.” (Matthæus 19:4-6).

Det er interessant at Jesus gjorde tre ting I dette afsnit af Skriften. Han bekræftede en ung jord; Han viste at Han tog Første Mosebog 1 og Anden Mosebog 2 lige bogstaveligt, derfor, viste at Han betragtede Første Mosebog 1 og Anden Mosebog 2 som bogstavelig historie.

2. Om Abel og verdens grundlæggelse: ”Derfor har også Guds visdom sagt: Jeg vil sende profeter og apostle til dem, og nogle af dem vil de slå ihjel og forfølge, så at denne slægt kan kræves til regnskab for alle profeternes blod, der er udgydt, fra verden blev grundlagt, lige fra Abels blod til blodet af Zakarias …” (Lukas 11:49-51).

I dette afsnit henviste Jesus ikke blot til begyndelsen af skabelsen, men også til

3. Noa og en global oversvømmelse: “Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme…” (Matthæus 24:37-39; jf. Første Mosebog 6:5-8; 7:4)

At tro på en form for skabelse der ville tage milliarder af år, sætter spørgsmålstegn om Jesus autoritet. Men Jesus accepterede ikke blot Det Gamle Testamentes Skrifter som det autoritative Guds ord (Matthæus 22:29; Markus 12:24), Han anerkendte også Gud som skaber (Markus 13:19), og Han bevidnede om Noas globale oversvømmelse. Rent faktisk lærer Det Nye Testamente også om Jesus’ involvering i skabelsen selv (Johannes 1:3; Kolossenserne 1:16; Hebræerbrevet 1:2-3, 10-12; Johannes Åbenbaring 4:11). En ikke-bogstavelig fortolkning af skabelsesberetningen i Første Mosebog ville derfor være nødt til at foragte Jesus’ autoritet over Det Gamle Testamentes Skrifter.

Nu er det sandt, at hvorvidt man tror på seks bogstavelige dages skabelse eller ej, vil formentlig ikke direkte have indflydelse på en persons frelse. Vi er frelst ved tro på Jesus Kristus som vores Frelser og Herre, ikke ved tro på seks bogstavelige dages skabelse. Men bortset fra det faktum at denne afvisning af den bogstavelige sandhed fra Første mosebog kunne blive en snublesten til at afvise Jesus’ autoritet og Skriftens autoritet i det hele taget, så vil ens tro om den bogstavelige optegnelse i Første Mosebog påvirke ens discipelskab, som vi skal se på i det næste.

Er det logisk konsistent at hævde at være en discipel af Jesus, men forkaste noget af Hans lære?

Mange kristne i vore dage hævder Jesus som deres frelser, mens de samtidig forkaster noget af Hans lære. Det er, selvfølgelig, totalt inkonsistent med at være en discipel af Jesus: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple” (Johannes 8:31). Men hvad med bibelen, er den på nogen måde anderledes end Jesus’ lære? Ikke hvis vi accepterer at bibelen præsenterer sig selv som det unikke og inspirerede Guds Ord (2 Timotheus 3:16). Overvej det følgende:

1. Skriften hævder over 3000 gange at den er Guds Ord.

2. Jesus citerede ofte Skriften for at afgøre en disput (f.eks. Matthæus 22:23-32) og han sagde at “Skriften kan ikke rokkes” (Johannes 10:35)

3. Jesus spurgte ofte, “Har I ikke læst?” (Matthæus 19:4), og Han tog de citerede Skrifter bogstaveligt.

4. Jesus sagde ofte, “Der står skrevet” (Matthæus 4:1-10) eller ”Ligesom der står skrevet” (Lukas 3:4)

5. Jesus refererede ofte til “det, som er skrevet ved profeterne” (Lukas 18:31) eller en hel bog, så som Salmerne, ”David siger jo selv i Salmernes Bog” (Lukas 20:42)

Det er svært ikke at konkludere at, for Jesus, hvad Skriften sagde, sagde Skaberen (Matthæus 19:5). Det ville derfor være god praksis at minde os selv om, at Gud er ubegrænset i kundskab; Han kan ikke blive hæmmet af en mangel på forståelse af geologi eller astronomi! Hvis Han ikke havde til hensigt for os at acceptere Første Mosebog som bogstavelig historie, så har Gud bevidst vildledt os gennem Jesus og alle Hans disciple. Det er derfor fornuftigt at tænke, at hvis vi afviser en bogstavelig Første Mosebog til fordel for evolutionære synspunkter, så er vi på en glidebane mod vantro (Se Ham og Byers 2000 for en diskussion af det triste eksempel med Charles Templeton og de konsekvenser der fulgte). Det mindste vi kan sige er, at afvisning af den bogstavelige sandhed i Første Mosebog, er ensbetydende med at sætte spørgsmålstegn om Guds evne til tydeligt at kommunikere med Hans børn.

Er bibelen ikke fejlbarlige menneskers værk?

Fra hvad vi har set indtil videre, er der ingen begrundelse for at tænke at Skriften er fejlbarlige menneskers værk. Spørgsmålet er repræsentativt for dem som vil have os til at tvivle på Skriftens troværdighed og vores forståelse for dens autoritet. Argumentet går groft sagt sådan her: Bibelen er fejlbarlig fordi den er produktet af menneskers overvejelser omkring Guds ord og historiske begivenheder som de opfattede dem. Det betyder, at hvis yom i Første Mosebog 1 repræsenterer en bogstavelig 24-timers dag, men videnskabelige metoder og undersøgelser viser at det er umuligt for verden at blive skabt på seks bogstavelige dage, så er det logisk at Guds ord er fejlbarligt og videnskab og dets metoder er ufejlbarlige. Men ideen om at videnskabsmænd og deres metoder er ufejlbarlige er noget de fleste, hvis ikke alle, videnskabsfolk vil benægte. Heraf følger altså, at ethvert argument om, at det vil det være uklogt at sætte sin lid til fejlbarligt menneskeligt værk så som bibelen, men klogt at sætte sin lid til fejlbarlige metoder eller fortolkninger af videnskabsmænd, må afvises, fordi det er selvmodsigende og usammenhængende.

Hvad sker der når vi tager hvad Paulus skrev med i betragtning, afviser en bogstavelig Første Mosebog, og accepterer flertallets stemme blandt hovedparten af videnskaben? For det første, menneskeheden nedstammede ikke fra en enkelt mand – den første Adam og det første menneske skabt af Gud (Apostlenes Gerninger 17:26; 1 Korinterbrev 15:45). Med andre ord, skal vi overveje at Paulus afspejler en seriøs mangel på kundskab og forståelse af verden. Det medfører at vi ikke virkeligt kan stole på Paulus med hensyn til oprindelsen. Men hvis dette er hvad vi forventes at acceptere, så står vi overfor et dilemma. Overvej Paulus’ omvendelse i Apostlenes Gerninger 9:1-20.

a. Paulus ”fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord” (v. 1).

b. Paulus ”faldt til jorden og hørte en røst sige: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?” (v. 4)

c. Paulus spørger: ”Hvem er du, herre? Han sagde: Jeg er Jesus.” (v. 5)

d. Paulus ”prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn.” (v. 20)

Vi må indrømme at Paulus’ forandrede hjerte er fuldstændig ubegribeligt og helt umuligt adskilt fra hans forståelse af begivenhederne af (b) og (c). Fremfor alt, Paulus’ tillidsfulde handlinger i (d) ville ikke give nogen mening adskilt fra hans tro på svaret i (c). Hvis dette er en fornuftig konklusion, så er dilemmaet Paulus giver os dette: Kan vi retfærdigvis støtte hans budskab (d) hvis vi afviser hans trosgrundlag. For at sige det rent ud, hvis vi ikke tror at Paulus eller nogen anden bibelsk forfatter skrev på baggrund af hvad Gud åbenbarede for dem, så sætter vi spørgsmålstegn om alt hvad de troede og som nogle endda døde for. Det betyder at vi ikke er fri til at vælge og vrage fra Skriften hvad man kan tro og hvad man ikke kan tro. Der er dog ifølge nogle kristnes synspunkt, tilfælde af konflikter imellem videnskab og Skriften, der kan afgøres fra sag til sag, hvilket er yderst problematisk.

Skal vi tillade videnskabsmænd at diktere for os hvordan vi skal fortolke Skriften?

Mange kristne ledere og lærde i vore dage, har den opfattelse at vi kan tilslutte os til ideen om millioner af års evolutionær historie i vores opfattelse af Første Mosebog. En sådan respekteret forsker er J. P. Moreland, filosofiprofessor ved Biola universitet. Det bedrøver os dybt at sige vi er uenige med professor Moreland. Det er der to grunde til. For det første, på grund af vores egen forpligtelse for Skriftens sandhed, og for det andet på grund af vores møde med kristne, der har tilegnet sig og udbredt professor Morelands opfattelse af Skriften på måder, der kun kan skade troen hos mange kristne.

Vores mål er derfor at tilføje til nogle af punkterne i et papir af Ken Ham og Terry Mortenson (2009) som svar på en artikel af Moreland (2002) som blev publiceret (med hans godkendelse) på Reason to Believe’s website. Spørgsmålet får øget betydning i lyset af et papir fra Moreland (2007) under titlen ”Hvordan evangeliske blev over-engagerede for bibelen og hvad der kan gøres ved det.” Morelands tese er dette: ”For at være mere specifik, i den aktuelle praktisering af det evangeliske samfund i Nordamerika, er der et over-engagement for Skriften på en måde der er falsk, irrationel, og skadelig for Kristi sag” (s. 1). Efter at have udredet hvad han mener med “over-engagement,” kommer han med to forslag til at rette problemet: (1) “… lær folk hvordan de rettelig gør brug af den ekstra-bibelske viden der er til rådighed,” og (2) “… udvikle bibelske, teologiske og filosofiske begrundelser for sådan viden sammen med vejledning for dets brug.” (s. 8). Han konkluderer med følgende ord: “Som opsummering, vi evangeliske bekender med rette den ultimative autoritet af Guds ufejlbarlige Ord. Men vi kan ikke længere tillade os den luksus at evangeliske er over-engagerede for Bibelen” (ibid). Hvad der synes klart er, at Moreland ikke har ændret syn på Skriften og videnskab siden han præsenterede det i 2002. Med andre ord, har han udviklet et argument imod “over-engagement for Bibelen” og for “ekstra-bibelsk viden” med henblik på at fortolke ordet “dag” i Første Mosebog som i overensstemmelse med lange tidsrum. Det rette sted at begynde for at forstå dette, er Morelands opfattelser.

Det første vi bemærker er, at professor Moreland (2002, s. 6), efter at have udtalt, at “vi skal ikke tillade videnskaben at diktere vores eksegese af Det Gamle Testamente for os,” så registrerer han opmærksomt en reel fare:

Argumentet er, at hvis du tager dagene i Første Mosebog som ikke værende seks dage og tager dem som måske længere tidsperioder, hvor trækker du så stregen… hvorfor skulle den samme begrundelse ikke medføre at vi eventuelt er nødsaget til at omfortolke jomfrufødslen og Kristus opstandelse?

Hvad er faren? Hvis først kristne tænker det er acceptabelt at omfortolke dagene i Første Mosebog på en ikke-bogstavelig måde, så har de åbnet døren for at gøre lignende ting med resten af Skriften. Med andre ord, hvis en kristen begynder induktivt at fastholde en forudfattet mening (I dette tilfælde om millioner af år), og få en del af Skriften til at passe til den mening, hvad forhindrer ham så fra at gøre det samme med andre dele af Skriften? Eller hvilken konsistent kontrol er der så i en kristens metode til at fortolke Skriften, som kan forhindre ham fra at dekonstruere hele Bibelen for at holde fast i et evolutionært verdenssyn? Moreland har bemærket faren; hvorvidt vi kan løse det er tvivlsomt, fordi:

De fleste kristne lærde accepterer ikke seks bogstavelige dage… de begynder udenfor Skriften ved at acceptere hvad det videnskabelige samfund siger omkring millioner af år og fortsætter så med at bruge disse “fakta” til at fortolke det Hebraiske ord yom (oversat til “dag” i Første Mosebog 1) på en måde der ikke kan retfærdiggøres fra Skriftens sammenhæng. Dette er ikke sund eksegese. I stedet er det at bruge menneskets fejlbarlige ideer (de vedkendte millioner af år) til at tillægge en forudfattet mening til teksten. Bruges samme principper, er man nødsaget til at omfortolke opstandelsen og jomfrufødslen som myter og allegorier, siden det samme videnskabelige samfund fortæller os, at folk ikke rejser sig fra de døde, ej heller kan jomfruer undfange og føde børn (Ham og Mortenson 2009, s. 2).

Så er vi nødt til at se på problemet med inkonsistens. Hvis kristne ønsker at være konsistente, så må flertallet blandt videnskaben accepteres i alle tilfælde hvor de giver en negativ bedømmelse i sager hvor bibelen taler tydeligt. Her er et eksempel fra neurovidenskab. Ifølge filosoffen Patricia Churchland (2005),

Tilgængelige data indikerer at hjernen er den ting der tænker, føler, vælger, husker, og planlægger… Det er overordentligt usandsynligt, at der eksisterer en ikke-fysisk sjæl eller sind der udøver tænkningen, følelser og opfattelse, og som på nogen rent okkult måde har forbindelse med den fysiske hjerne. Groft sagt, data fra… de forskellige neurovidenskaber antyder kraftigt at der kun er den fysiske hjerne og dens krop… (s. 5)

Når nu 98% af alle nuværende fysikalistiske neurovidenskabsmænd har dette synspunkt om en menneskelig person (se Snead 2007, s. 15), og hvis den neurovidenskabelige konsensus med det syn på en menneskelig person er korrekt og kristne er nødsaget til at acceptere det, så skal alle bibelske henvisninger til liv efter døden (f.eks. Johannes 3:16; 1 Korinther 15; 2 Korinther 5:10; 1 Thessalonikerbrev 4:13-18), nødvendigvis omfortolkes. Hvad ville følgen være af det? Hvis mennesket ikke består af andet end en fysisk hjerne og legeme, så vil de formulde ved døden og gå i opløsning. Ydermere, hvis et naturalistisk syn på mennesket er fastholdt, så vil det næste naturlige skridt være at forkaste den åndelige dimension fuldstændigt, og i sidste ende dekonstruere eksistensen af Gud, engle og dæmoner osv. Listen er uden ende. Hvis nu en kristen vil gøre indsigelse mod videnskabens konsensus, på hvilket grundlag ville han gøre det? Det kan ikke være Skriften, for “videnskaben” har talt. Hvad han da må gøre er, at harmonisere Skriften med videnskab.

Men Moreland begrunder anderledes: “Sagens kerne er, at når du fortolker bibelske tekster, så må du tage hver eneste på dens egne kriterier og du må gøre det bedste du kan for at håndtere den pågældende tekst på dens vilkår.” Dette er ikke konsistent og er i bedste fald vilkårligt, fordi at når en bestemt fortolkningsmåde først er accepteret, så er der ingen grund til ikke at benytte den på andre bibeltekster. For eksempel, der er kun et lille skridt fra at forstå “dag” i Første Mosebog på en ikke-bogstavelig måde, til at forstå “dag” i Anden Mosebog 20:9 på samme måde. At undlade at gøre det, ville være inkonsistent. Så vi har en legitim bekymring her. Som sagt af Ham og Mortenson (2009):

Historisk talt, så har afvisningen i kirken af den bogstavelige sandhed i Første Mosebog, gået forud (og hermeneutisk lagt grundvolden) for afvisningen af den bogstavelige jomfrufødsel og Kristus opstandelse. I det store hele har folk forkastet troen på Første Mosebog 1-11, inden de forkastede troen på evangeliet. Ung-jord kreationister tager ikke, og har aldrig taget, hvert ord eller vers i bibelen bogstaveligt, i modsætning til hvad vores kritikere beskylder os for. Vi har altid anerkendt at der er idiomer, lignelser og andre figurative symbolske sætninger eller sektioner i Skriften. Hvad vi har gjort gældende er, at Første Mosebog 1-11 ikke er en af disse sektioner. Det er ren, sand og ufejlbarlig historie (s. 5)

Moreland sagde, at en gammel-jord fortolkning “er en tilladelig mulighed, hvis det harmoniserer teksten med videnskab, fordi denne mulighed kan retfærdiggøres eksegetisk, uafhængig af videnskaben.” Denne idé kommer ikke fra intet; det følger fra en fejlagtig antagelse han erklærede andetsteds på denne måde: “Desuden, kristne har en særlig intellektuel og moralsk forpligtelse til at følge Augustins råd: vi har pligt til, sagde han, at vise, at vores Skrifter ikke modsiger, hvad vi har grund til at tro på, fra pålidelige kilder udenfor dem” (Moreland 1994, s. 11). Det er simpelthen forkert, kristne har ingen “særlige intellektuelle og moralske forpligtelser til at følge Augustins råd”, især ikke hvis det indebærer at omfortolke Skriften på inkonsistente måder. Kendsgerningen er,

Ingen sådan [gyldig] gammel-jord fortolkning eksisterer. De ignorerer alle mindst nogle af detaljerne i Første Mosebog 1 og Anden Mosebog 20:8-11, som overvældende viser at disse var bogstavelige skabelsesdage. De ignorerer alle det teologiske problem med millioner af års død før syndefaldet og reducerer (bevidst eller ubevidst) forbandelsen i Første Mosebog 3 til intet andet end en åndelig konsekvens der berører mennesket alene. Disse gammel-jord synspunkter ignorerer alle Jesus og Apostlenes vidnesbyrd. De var alle ung-jord kreationister… Ingen af disse gammel-jord omfortolkninger, er “retfærdiggjort eksegetisk, uafhængig af videnskab” men er i stedet klassiske eksempler på eisegesis (læse ind i teksten hvad du vil have den til at sige), hvorved evolutionsteori, hypoteser og antagelser om millioner af år (ikke “videnskab”) bruges for at få teksten til at sige hvad den simpelt hen ikke siger (Ham og Mortenson 2009, s. 7).

Den sørgelige effekt af ​​Morelands synspunkter, som påpeget af Ham, Mortenson, og os selv i begyndelsen af ​denne diskussion, er, at mange kristne vil og har ukritisk accepteret hvad respekterede ledere siger i det offentlige, og derfor ukritisk har accepteret en ubibelsk idé. Og den idé stammer i sidste ende fra Augustins råd, nemlig, at videnskaben retfærdiggør “afvisning af de seks ordinære skabelsesdage, af én simpel årsag; fordi størstedelen af forskerne i denne tidsalder, sammen med de fleste bibelforskere (der ukritisk følger det videnskabelige flertal) mener, at jorden er milliarder af år gammel” (Ham og Mortenson 2009, s. 12).

For ikke så længe siden, konstaterede molekylær biolog og læge Michael Denton (1986), som ikke er en kristen, at “kronen på værket, det naturalistiske syn på verden, [er] den endelige triumf for det sekulære… (s. 353).” Denne observation rejser spørgsmålet om, hvorvidt denne anti-Gud og “naturalistiske opfattelse af verden” er et tilfælde eller om det ikke snarere er et symptom på noget dybere.

Sektion III: To former for visdom

I bogen “The Long War Against God”, skrev Dr. Henry Morris (1989):

Evolutionisme er grundlæggende i antikke og moderne etniske religioner og i alle former for panteisme. Naturalisten Alfred Russel Wallace indrømmede, at han modtog de grundlæggende principper i den darwinistiske form af denne kætteri mens han var i en okkult trance i en malaysisk jungle. Man behøver ikke være teolog for at finde identiteten af åbenbareren. Satan og hans evolutionære evangelie hader Gud som Skaberen, Kristus som Frelseren, og Bibelen som Guds Ord. Moderne evolutionisme er blot en fortsættelse af Satans lange krig mod Gud (s. 10).

Kristne som tænker at kreationist-evolution konflikten blot er en konflikt over bibelfortolkning og videnskabens “stemme”, behøver at tænke om igen. Dr. Henry Morris’ ord afslører karakteren af denne verden og dens hersker som selve antitesen (det modsatte) af Gud (jf. Johannes 12:31, 14:30; 2 Korinther 4:4; 1 Johannes 5:19). Så når kristne befinder sig på en korsvej med hensyn til denne verdens idéer, så er det første spørgsmål ikke, hvorvidt de vil gøre kristendommen relevant for verden, men om hvorvidt de selv er i overensstemmelse med den åbenbarede sandhed fra Gud som fundet i Bibelen.

Det ser også ud til at være budskabet fra Jakobsbrevet 3:15-17. I denne del af Skriften, identificerer Apostlen to former for visdom, som er diametralt modsatte af hinanden: Visdommen “fra oven” og “jordisk” visdom. Karakteristisk for den visdom der er “fra oven”, er, at den er “omgængelig” (v. 17). Det græske ord er “eupeithēs”, som indikerer, at ordet oversat til “omgængelig” også kan betyde “villig til at give efter,” eller at “være lydhør,” eller “føjelig.” Ideen synes at være, at kristne er kendetegnet ved en holdning til at give efter for viden og sandhed, der kommer fra Gud (v. 13-14), i modsætning til en denne-verdslig og stejl attitude, som er karakteristisk for visdommen fra “forneden” Vi kunne derfor undres over, om hvorvidt dette er en ren tilfældighed, at nutidens forskere ønsker at vi skal acceptere den naturalistiske evolutionsteori som en forklarende “teori om alting.” I afsnit I, har vi bemærket overbevisningen hos nogle af de mest fremtrædende forskere på denne planet i vore dag, og vi har også set, at både Charles Darwin og Richard Dawkins sagde, at de vil tro på evolutionsteorien, selv hvis den er falsk.

Så hvad sker der når en kristen accepterer evolutionær teori og dens implikationer? Der vil være bestræbelser på at gøre Skriften relevant for verdens standarder og hensigter, og en miskreditering af Guds Ords autoritet. Lad os overveje hvad ledende evolutionister og ateister har at sige om kristne der interagerer med bibelen på denne måde.

Thomas Huxley som en påmindelse

I hans tid, var Huxley (1825-1895) kendt som “Darwin’s bulldog,” idet han gjorde mere for at udbrede Darwin’s idéer end nogen anden, inklusive Darwin selv. Det er sørgeligt at sige, men Huxley kendte bibelen og forstod kristendom bedre end mange af vore dages teologer. Hvad Huxley tydeligt så var, at indskydning af millioner af år til skabelsesdagene som nedfældet i Første Mosebog, ikke fører til andet end et kompromis af Skriften. Og han brugte dette selvsamme kompromis imod kristne til at hjælpe ham i hans bestræbelser på at underminere den kristne tro. I hans essay, “Lights of the Church and Science,” kom han med følgende udtalelser:

Jeg har temmelig svært ved at forstå, hvordan nogen, for bare et øjeblik, kan have nogen tvivl om, at kristen teologi må stå eller falde med den historiske troværdighed af den jødiske Skrift [Det Gamle Testamente]. Selve opfattelsen af Messias (hebraisk), eller Kristus (græsk), er uløseligt sammenvævet med jødisk historie. Identifikationen af Jesus fra Nazaret med Messias, hviler på en fortolkning af passager fra de hebraiske skrifter, som ikke har nogen bevisværdi, hvis de ikke besidder de historiske værdier tildelt til dem. Hvis pagten med Abraham ikke blev foretaget, og hvis omskæring og ofre ikke var ordineret af Jahve, og hvis de “ti ord” [dvs 10 bud] ikke var skrevet af Guds hånd på stentavler, og hvis Abraham er mere eller mindre en mytisk helt, som Theseus, og hvis historien om Syndfloden en fiktion, syndefaldet en legende, og hvis Skabelsen var en seers drøm, og hvis alle disse konkrete og detaljerede fortællinger af tilsyneladende virkelige begivenheder ikke har mere værdi som historie end hvad historierne om de storslåede perioder af Rom har – hvad er der så at sige om den Messianske doktrin, som er så meget mindre klart formuleret. Og hvad med forfatterne af bøgerne i Det Nye Testamentes autoritet, der på denne teori, ikke blot har accepteret spinkle fiktioner som faste sandheder, men har bygget selve grundlaget for kristne dogmer på legendarisk kviksand? (Huxley 1893, s. 207-208).

Hvad var Huxley’s pointe? Hvis kristne tror Det Nye Testamente, så må de tro på skabelsesberetningen i Første Mosebog som historisk sandhed. Han citerede Matthæus 19:4-5, hvor Jesus henviste til den bogstavelige skabelse “i begyndelsen” og “mand og kvinde,” og spurgte så:

Hvis guddommelig autoritet ikke bliver hævdet i det fireogtyvende vers af det andet kapitel af Første Mosebog, hvad værdi har da sprog? Og igen, spørger jeg, hvis nogen vil lege med historien om syndefaldet som en “type” eller “allegori”, hvad sker der så med fundamentet af Paulus’ teologi? … Hvis Adam ikke skal opfattes som mere virkelig end Prometheus, og hvis historien om syndefaldet bare er en instruktiv “type,” sammenlignelig med den omfattende Prometheus mytologi, hvad værdi har så Paulus’ dialektik (Huxley 1893, s. 235-236)?

Huxley holdt stejlt på, at videnskaben (hvorved han forstod evolutionær, med ideer om lange-aldre i fortiden) havde bevist, at man ikke intellektuelt kan acceptere Første Mosebogs beretning om Skabelsen som historisk sandhed. Han hånede således dem, der forsøgte at harmonisere millioner af års evolutionær historie med Skriften, fordi det ville kræves af dem at opgive en historisk Første Mosebog og samtidig stadig forsøge at fastholde læren i Det Nye Testamente. Kort sagt, så tjener Huxley som en påmindelse om, at kristne, der insisterer på at acceptere evolution og/eller millioner af år, kun kan gøre det konsekvent, hvis de opgiver Bibelen helt. Kompromis er derfor ikke en valgmulighed for en bibelsk kristen.

Opsummering og konklusion

Mange kristne i vore dage, accepterer evolution og/eller millioner af år i forsøget på at vise at bibelen ikke er i konflikt med videnskaben. Beviset antyder, at de, der kommer med sådanne påstande er vildledte og inkonsistente i deres håndtering af Skriften. Grundlæggende er det, at ligesom det er umuligt at tro at fakta kan være både sandt og falsk på samme tid, så er det også logisk umuligt at tro, at to modstridende forklaringer på Skabelsen begge kan være sande på samme tid. Afsnit II fokuserede mere på spørgsmål/emner, der er fastholdt eller afvist, når kristne forsøger at forene videnskabelige teorier med bibelske fakta om livets oprindelse eller de ting, der eksisterer i verden. Når kristne begynder at anklage eller antyde, at deres medkristne er “over-engagerede” for Bibelen, sår de frø af tvivl om Skriftens autoritet, selv om de gør det ubevidst og utilsigtet, eller som følge af pres for at være “fuldt relevant” for verden. Med andre ord, er det kun et lille skridt hen imod at tro, at bibelske kristne “kæmper mod videnskaben”, når de rent faktisk opponerer imod forsøg på at omfortolke Skriften for at forene den med anti-bibelske menneskelige opfindelser. Intet kunne være længere fra sandheden. Hvis “Der står skrevet” var godt nok for Jesus, så burde det være godt nok for os. Sektion III anbefalede, at kristne ville gøre klogt i at genoverveje deres synspunkter om kilden og arten af ​​den naturalisme, der i øjeblikket kontrollerer fortolkninger af bibelske og videnskabelige data. Med andre ord: “Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus.” (Kolossenserbrevet 2:8)

Denne artikel har jeg ikke selv skrevet, men har oversat den fra engelsk. Kilde: Answers in Genesis.

For dem der gerne vil studere emnet yderligere, så er der mange gode litteraturhenvisninger i originalartiklen.