Hvad videnskab fortæller os om skabningens alder

Af Kurt P. Wise

(Kurt P. Wise er professor for Videnskab og Teologi ved Southern Baptist Theological Seminary. Han har en Ph.D i geologi fra Harvard universitet.)

Moderne videnskabs metoder

Videnskab er en af disse menneskelige aktiviteter, der sædvanligvis er let nok at identificere, men meget vanskeligt rent faktisk at definere. Men i dens mest basale form, søger videnskaben at forstå den fysiske verden. Det vil sige, at objektet for videnskabens opmærksomhed er den fysiske skabning. Imod det mål, er standarden for sandhed den fysiske verden selv. Rigtigheden af enhver teori for forståelse, er målt ved hvor godt teorien svarer til dataene (de observerede egenskaber) af den fysiske skabning.

De faktiske metoder, som bruges af forskere til at udforme og evaluere teorierne er forskellige, og har ændret sig betydeligt over århundrederne. Nogle metoder blev afvist af de fleste forskere fra starten, mens andre blev populære før de faldt i unåde, og endnu andre er forblevet. Undersøgelse af fortiden, det der er mest populært i øjeblikket, er at studere den moderne verden, og tillægge til fortiden, hvad der er lært om den moderne verden. Det har vist sig at være en yderst egnet metode at formode at regelmæssigheder (naturlove) og de fysiske processer i verden, ikke ændres på tværs af rum og tid. Den formodning at verden fungerer på en konsekvent, uforanderlig måde kaldes “metodologisk uniformitarianisme”. En anden relateret metodologisk regel som, på grund af dens succes, i øjeblikket er populær i studier af historien, er at appellere til kendte processer snarere end uvante processer. Denne metode kaldes “aktualisme”. For troende, er metodisk uniformitarianisme og aktualisme tiltalende fordi de hver især er i overensstemmelse med den fysiske skabning der opretholdes af en uforanderlig Gud.

Men anvendelsen af disse simple videnskabelige metoder til studier af skabningen udgør vanskeligheder. Blandt disse vanskeligheder er problemet med skabt historie.

Problemet med skabt historie

Når børn bliver fortalt historien om skabelsen, bliver de ofte fortalt at Gud talte, og pludselig, uanset hvad Gud talte, så dukkede det simpelthen op. Hvad der ikke var der det ene øjeblik, var der det næste. Lad os antage et øjeblik, at skabelsen rent faktisk skete på denne simple måde. På et tidspunkt på dag 3 i skabelsesugen (og ikke sandt et øjeblik før), ville floder bruse over kampesten og bugte sig blandt sandtanger og omkring rødderne på vandplanter, og vinden ville ruske i træernes blade og modne frugter ville hænge dinglende fra træer, klar til at blive plukket. På et tidspunkt på dag 4 i skabelsesugen (og ikke sandt et øjeblik før), ville himlen være oversået med lyset fra tusinder af stjerner. På et tidspunkt på dag 5 (ulig øjeblikket før), ville fisk svømme i havet og fugle flyve i luften. Den næste dag ville sommerfugle lige pludselig dukke op flaksende over blomster i fuldt flor, og så videre.

Lad os sige at et kort øjeblik efter en af disse skabelser, vi da introducerede en moderne forsker på scenen og lod ham gøre hvad han normalt gør. Men lad os sige, at selvom han bruger metoder fra den nuværende moderne videnskab, så får han ikke at vide at skabelsen rent faktisk foregik for et øjeblik siden. Hvad ville en sådan forsker udlede? Forskeren ville begynde med indsamling af data om den fysiske verden foran ham. Efter at have udledt arten og naturen af skabningen foran ham, ville forskeren anvende principperne om uniformitarianisme og aktualisme til at udlede hvad der var sket før denne forsker begyndte at observere. D.v.s før skabelsen selv. Det brusende flodvand og den ruskende vind, for eksempel, ville blive sporet tilbage ad en kurs til præ-skabelses positioner, længere og længere opstrøms og op mod vindretningen. Ligeledes ville frugterne og bladene på træerne blive sporet tilbage til tidligere tider. Og det længe før forskerens første observation og deres faktiske skabelse. Stjernelys ville blive sporet tilbage, lys sekunder, lys minutter og lys timer, dage, og år til fjerne præ-observerede og præ-skabelses positioner i universet. Fisk og fugle og sommerfuglene, ville blive sporet tilbage ad en hypotetisk flyverute forud for observationen og skabelsen.

Yderligere studier af forskeren ville lede til opdagelsen af naturlige processer af udvikling, som ville føre til endnu mere præ-skabelses historie. Den omhyggelige iagttager af flodvandet ville nok opdage at kilden er nedbør, som igen skyldes kondensering af vanddamp i luften, som igen stammer fra fordampning af havvand mange kilometer væk. Fra disse iagttagelser, ville netop-skabt flodvand blive sporet tilbage til nedbør, skyer, vanddamp og havvand i evigt mere fjerne præ-skabelses tider og steder. Studiet af vind ville lede til opdagelsen af store tendenser med luftbevægelser fra højtrykszoner til lavtrykszoner og derved på lang skala slutninger omkring præ-skabelses vinde. Undersøgelser af planters vækst og udvikling vil føre til slutninger om præ-skabelses modning af frugt, fra bestøvning af blomster og udvikling af både blomster og blade fra knopper på kvistene og successiv trævækst i sidste ende fra frø. Studiet af lys ville lede til teorier om stjernelys der opstår af fusion i stjerners kerner, millioner af år før skabelsen. Studiet af dyr ville lede til præ-skabelses slutninger om fisk og fugle, der er udvokset fra deres respektive æg og sommerfugle kan følges progressivt baglæns fra pupper, larver og selv æg før det.

Endnu flere undersøgelser ville lede til opdagelsen af naturlige cykliske processer. Flodens vand ville blive opdaget at være en del af en cyklisk proces af vand der fordamper, kondenserer, falder som nedbør og opsamles igen for til sidst at returnere og gentage processen igen og igen. Studiet af vejrsystemerne for vinden, ville føre til opdagelsen af gigantiske konvektionsceller af overfladeluft der opvarmes af solens varme og stiger op, afkøles og synker igen, og varmes op igen i en uendelig gentagende cyklus. Planter og dyr ville blive set blive født, udvikles, vokse til modenhed og producere afkom, der selv ville gå igennem denne cykliske proces igen og igen. Stjerner ville måske også opdages at blive formet af gasskyer og generere lys, indtil de selvdestruerer og producerer gasskyer der starter processen igen og igen. Ved at være cykliske, så vedligeholder processerne skabningen og det er temmelig konsistent med en uforanderlig Skaber og Opretholder. Men ved at være cykliske, så giver de intet vink om hvor de rent faktisk begyndte eller hvor de ultimativt måtte ende. Hvis de rent faktisk var skabt til at vedvare i en uendelig skabning, så ville der ikke være et afsluttende punkt. Lige som James Hutton så berømt konkluderede om jord og klippe cyklussen, så ville forskeren opdage, at “der er ikke nogen efterladenskaber fra en begyndelse og ingen udsigt til en ende.” Vores forsker ville i den situation udlede en fuldt funktionel skabning, der rækker utallige millioner og milliarder af år – og mere – tilbage i præ-skabelses tid. Vores forsker ville udlede både dyb tid og dyb historie – ingen af dem ville rent faktisk være sandt.

Hvis Gud talte en skabning til eksistens, som var fuldt funktionel og forsynet med opretholdende cyklusser, så ville det ikke bare se ud til at være meget gammelt (viser allerede tegn på dyb tid der aldrig har forekommet), men det ville også se ud til at optegne en lang serie af historiske begivenheder (viser allerede tegn på historiske begivenheder der aldrig er sket). På lignende vis, da den samme Skaber lavede vand til vin ved bryllupsfesten i Kana, så skabte Han vin der så ældre ud end det egentlig var (skafferen ved festen udledte at det havde været der mindst i hele festens varighed) og formodentlig med tilsyneladende historie, som aldrig skete (aftapning, modningsproces, gæringsproces, druehøst, vækst, blomstring, pasning, flere års vækst for vinstokken o.s.v.). En moderne forsker der fulgte en sådan skabende begivenhed, ville fuldstændigt misse hele begivenheden og ville rent faktisk udlede, at “Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse (Andet Petersbrev 3:4)”, fordi det rent faktisk er hvad moderne videnskab formoder. Tilføj en lille smule malplaceret oversikkerhed, og man har en spotter, som konkluderer at fordi der ikke var nogen skabelse, så er der heller ikke nogen dom der vil komme. Kort sagt, den moderne forsker kan ikke – hverken i nutiden eller i haven lige efter skabelsen – udlede sandheden om skabelsen. Rent faktisk, så er moderne videnskabs metoder blinde for skabelsen på grund af problemet med skabt historie.

Moderne videnskabs katastrofale fejl

Moderne videnskab kan ikke udlede hvordan skabelsen skete, fordi Gud brugte processer i naturen som vi ikke observerer i nutiden. Siden Gud hævder at have afsluttet hele skaberværket på den syvende dag, så vil videnskaben forfejle at udlede måden, hastigheden og rækkefølgen af skabelsen. Generelt set, så vil moderne videnskab forfejle at udlede den korrekte proces når den proces er uobserveret af mennesker i nutiden. På grund af dette, så vil moderne videnskab bestemt fejle i dens undersøgelser af sådanne ting som undfangelsen og opstandelsen af Kristus – fordi vi ikke observerer faderløse menneskelige undfangelser eller mennesker der genopstår fra de døde. Siden mirakler og undere rent faktisk per definition er udenfor normal menneskelig erfaring, så er i det mindste hovedparten af miraklerne og underne – og sandsynligvis dem alle – udenfor forståelse for moderne videnskab. Videnskab er ikke den rette metode til at studere mirakler.

Men vi har set at videnskabens fejl er selv mere substantiel end det. Videnskab forfejler ikke blot ret at forstå processen af skabelsen, den er også blind for fakta og begivenheder i skabelsen selv. Forskeren udleder en ubrudt historie igennem skabelsen, som havde den aldrig forekommet. Dette er ikke blot fordi processerne ved skabelsen er udenfor erfaring for en forsker, det er også fordi Gud vævede forskellige processer ind i skabningen, som havde til formål at opretholde skabningen ubestemt ind i fremtiden. Disse cykliske processer, gør skabelsen effektivt blind for moderne videnskab. Hvis opretholdende cyklusser generelt set var igangsat ved skabelsen eller genigangsat efter en cyklus-brydende begivenhed, så er der mange aspekter af den begivenhed selv, der ville være usynlige for forskere der bruger formodninger i form af uniformitarianisme og aktualisme. Jo mere lokaliseret denne begivenhed er, desto mere usynlig vil den begivenhed være. Jo mere universets historie var designet til at fortsætte ufortrødent gennem en given begivenhed, desto mere ville man forvente at videnskaben ville forfejle at bemærke begivenheden overhovedet. Så ikke blot ville moderne videnskab forfejle at forstå naturen af undfangelsen og opstandelsen af Kristus, den ville – ligesom resten af verden på den tid – end ikke udlede at nogen af begivenhederne har foregået i det hele taget. Det samme kan siges om hovedparten af miraklerne og underne nedfældet i Skriften. Selv om mange af dem rent faktisk var globale, så er de fleste af begivenhederne i Første Mosebog 1-11 usynlige for videnskaben.

For eksempel så overvej først verden før menneskets fald. Bestemte elementer af Første Mosebogs beretning, såsom livets træ og en talende slange, er klart udenfor moderne erfaring og ville aldrig kunne udledes fra moderne videnskab. Hverken naturen af fristeren, ej heller årsagen til menneskets fald eller naturen af forbandelsen kunne udledes fra videnskab. Men det er kun begyndelsen. Før oplysningstiden, troede kirken at den præ-faldne verden var ikke blot uden kødædere, men rent faktisk var uden animalsk død overhovedet. Det var en verden, der ikke blot kunne have fortsat for evigt, men den var uden torne og tidsler og en verden uden lidelse. Sådan en verden er så ukendt (og utænkelig) for os i dag, at moderne videnskab ikke kan (og ville ikke) udlede noget lig det som del af jordens historie. Og siden Gud bestemte den forbandede skabning til at fortsætte gennem tiden – i det mindste indtil den endelige dom – så etablerede Han (og/eller reetablerede) cykliske processer for præservering af skabningen i denne faldne tilstand. Forskeren projekterer moderne cyklusser af opretholdelse gennem forbandelsen på samme måde som han projekterer disse samme cyklusser igennem skabelsen. I begge tilfælde formoder han eksistensen af den nuværende verden og dens processer da de ikke eksisterede – i det ene tilfælde (præ-skabelse) da der ikke var nogen verden overhovedet, og i det andet tilfælde (præ-fald, post-skabelse) da verden eksisterede, men i en uforbandet tilstand med processer af præservering designet til at opretholde den verden for evigt. Hvis den forbandede verden forandredes så hurtigt som Skriften antyder, så vil den moderne forsker ikke bare forfejle at forstå hvad der skete ved faldet, men forfejle at udlede at det overhovedet skete. Han ikke blot forfejler at opdage specifikke elementer af verden mellem skabelsen og faldet, men han vil rent faktisk forfejle at opdage at denne verden overhovedet eksisterede.

Verdenen før oversvømmelsen, udgør lignende vanskeligheder. For det første, ville moderne videnskab være blind for specifikke elementer som Keruber med trukne sværd, mennesker der lever over 900 år eller producerer afkom ved 500 års alderen og vandrer direkte ind i Guds nærvær i stedet for at dø. Videnskaben ville heller ikke være i stand til at udlede naturen af verden før oversvømmelsen, strukturen af menneskets stamtræ, eller forsyningen under denne tid med ydelser og ofre. Men der er også det faktum, at Gud lovede aldrig igen at gentage syndfloden. Hverken årsagen til syndfloden eller naturen af syndfloden ville kunne udledes. Men Gud lovede også aldrig igen at afbryde dag/nat og sæson cyklusserne. Det indikerer, at ikke blot var der processer udenfor menneskelig erfaring involveret, men at syndfloden på en måde afbrød de normale opretholdende cyklusser. Ikke blot ville videnskaben så være ude af stand til at udlede naturen af syndfloden – og rent faktisk potentielt misse dets plads i jordens historie overhovedet – men også forfejle ved projektering af nuværende opretholdende cyklusser tilbage gennem syndfloden ind i verdenen før syndfloden. Bibelen omtaler ufamiliær geografi før syndfloden. Edens lokation i den moderne verden, er ukendt på grund af fraværet af Eden selv, den gådefulde ufamiliære natur af Edens floder (èn stor flod der splitter op i fire), og den manglende overensstemmelse mellem den bibelske beskrivelse af Edens omgivelser og geografien i den moderne verden. Men der er antydninger om en endnu større forskel i den globale fordeling af vandfald og oceaner og kontinenter i tiden før syndfloden, kombineret med muligheden for et andet klima, anden geologi, anden atmosfære og anden biologi, så kan det være at denne præ-syndflods verden havde anderledes opretholdende cyklusser end dem der blev etableret efter syndflodens afbrydelse af sådanne cyklusser. Hvis såfremt, så ville moderne videnskab – lige som i tilfældet med skabelsen og faldet – ikke bare forfejle at forstå eller i det hele taget opdage syndfloden, men også ukorrekt udlede naturen af verdenen før den. Med bare en smule overmod ville den moderne forsker let sige, “Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse (Andet Petersbrev 3:4)”, og være uvidende om hvad Bibelen siger, ikke blot om skabelsen, men også om syndfloden.

Og hvis patriarkerne mellem Noah og Abraham levede så længe som Bibelen indikerer, og forvirringen af sprog skete så hurtigt som teksten siger, så ville moderne videnskab også forfejle at udlede begivenheden vedrørende Babel og den korrekte natur af menneskets historie mellem syndfloden og Babel. Kort sagt, hvis begivenhederne i Første Mosebog 1-11 er korrekte som præsenteret i Skriften, så ville moderne videnskab ikke være i stand til at udlede nogen af dem på egne præmisser. Uden Skriftens åbenbaring, ville moderne videnskab katastrofalt forfejle at udlede noget lig en akkurat historie for jorden før tiden for Abraham. Hvis hvad vi læser i Bibelen, som det er populært udbredt i børns bibelhistorier, er sandt, så ville videnskaben være ude af stand til at udlede èn eneste sandhed om jordens historie før Abraham som det er givet i Skriften. Videnskabens succes rate ville være nul procent!

Og det er ikke bare moderne videnskab der ville fejle således. Hvis metodologisk uniformitarianisme og aktualisme blev anvendt af folk der levede i nogen periode af jordens historie, så ville der være en katastrofal fejl i at udlede den resterende del af jordens historie. Hvis Adam havde brugt disse metoder før faldet, så ville han ikke have set skabelsen, og han ville ikke kunne have forudset at sådan noget som forbandelsen overhovedet ville kunne forekomme. Han ville også have projekteret præ-fald omstændigheder ind i både præ-skabelses og post-forbandelses tider. Ligeledes ville mennesker før syndfloden være blinde for både skabelsen og forbandelsen, og ville have været ude af stand til at forudse hverken syndfloden eller den efterfølgende verden. Så domme som forbandelsen, syndfloden og dommen der skal komme, er uforudsigelige for de mennesker der lever før dem. Uden guddommelig åbenbaring, kommer guddommelig dom uvarslet over enhver.

Begyndende med Første Mosebog 12, så fokuserer Bibelens tekst på bestemte menneskelige afstamninger og forlader den globale historie for jorden – og tager ikke den globale historie op igen før i den sidste bog i Bibelen. Videnskaben fejler ligeledes i denne store mellemliggende sektion af Skriften, men da Skriftens beretning er mere lokaliseret og fokuserer mere på menneskets historie end på den fysiske verdens historie, så kan videnskaben dække sine fejl ved at hævde, at Bibelen adresserer forskellige emner fra moderne videnskab. Men videnskabens fejltagelse er lige så katastrofal. Skriftens Gud er involveret i skabningen. Han operererer konstant og konsekvent på en måde, der er forskellig fra det “naturlige” forløb af skabningen. Mennesker søger ikke af natur Gud (Johannes 15:16; Efeserbrevet 1:4; Andet Thessalonikerbrev 2:13.) Gud drager os til Ham. Mennesker kan ikke af natur frelse sig selv (Matthæus 19:25-26; Markus 10:26-27; Lukas 18:26-27.) Gud må frelse os. Mennesker kan ikke af natur stille Gud tilfreds (Hebræerbrevet 11:6). Gud har givet troens gave så at vi kan stille Ham tilfreds. Mennesker kan ikke ved egen kraft undgå syndens magt (Johannes 8:34.) Gud giver kraften til at sejre over synd. Hvorvidt naturlige love og processer kunne være tilstrækkelige til at generere menneskers og dyrs fysiske legemer, så er der ingen processer der er i stand til at generere sjæl for nogen af dem. En “involveret” Gud ville forpurre videnskabens forsøg på at undersøge en sådan involvering. Det er rent faktisk de fleste folks forståelse om en bønne-besvarende Gud, som kan virke imod videnskabens handlinger. Alt taget i betragtning, så virker det på en måde overraskende, at nogen troende af den levende Gud fra Skriften, ville acceptere den umiddelbare succes for videnskaben. Kirkens høje syn på videnskab, må være et trist mål for hvor meget kirken egentlig ikke tror på en bønne-besvarende Gud.

Nødvendigheden for særlig åbenbaring

For at være sikker på at vi ville udlede begivenhederne ved bryllupsfesten i Kana ret, så har vi fået overdraget en guddommelig åbenbaring om begivenhederne. Dette er ikke blot fordi vi ville udlede disse begivenheder ukorrekt fordi de skete for så længe siden, men også fordi vi ville udlede begivenhederne ukorrekt selv om vi havde været der! Fordi skafferen for festen ret sandsynligt ville udlede begivenheden ukorrekt, så udførte Jesus miraklet umiddelbart foran tjenerne ved festen og sendte dem til skafferen. Jesus bad tjenerne fylde renselseskarrene med vand. Tjenerne vidste at karrene var fulde af vand, for de havde selv haft alt arbejdet med at fylde dem med deres egne hænder. Derefter sagde Jesus til dem, at de skulle hælde op fra karrene og bringe det direkte til skafferen. Som teksten tydeligt gør klart, så vidste tjenerne, at hvad de gav til skafferen havde været vand. Jesus sendte øjenvidner til sandheden til skafferen. Selv om tjenerne var tavse, så kunne skafferen have konsulteret med tjenerne, men gjorde det ikke. Jesus sendte øjenvidners vidnesbyrd om sandheden om vinen som skafferen forfejlede at konsultere. Uden dette vidnesbyrd, udledte skafferen en fornuftig, men ukorrekt, historie om vinen.

På lignende vis har Jesus – skaberen af alt – også forsynet os med øjenvidnes vidnesbyrd om skabelsen, og har rent faktisk givet øjenvidnes vidnesbyrd om faldet, syndfloden og Babel også. Den treenige Gud var ikke blot det bedst mulige øjenvidne (Ved at være det ærligste, mest korrekte og bedst egnede til at kommunikere, og have den bedste forståelse og bedste perspektiv), men var også det eneste øjenvidne før nogen anden observatør var blevet skabt. Mindst en af de grunde til beretningen – givet først verbalt til Adam før det blev givet ved inspiration til Moses – var fordi mennesker ville udlede en ukorrekt historie hvis de manglede informationen. Uden den information, ville de bedste menneskelige forsøg forfejle katastrofalt i at udlede et eneste faktum relateret til Første Mosebog 1-11. Ikke blot var hvert eneste ord af Første Mosebog 1-11 korrekt (som vi tror når vi accepterer Skriftens ufejlbarlighed), og ikke blot var hvert eneste ord af Første Mosebog 1-11 velegnet til åndelige formål (som vi udleder fra Andet Timotheusbrev 3:16), men hvert eneste ord var nødvendigt for mennesket for korrekt at udlede den faktiske historie om skabelsen. Uden den (eller ved at ignorere den) kan mennesker ikke bare ikke udlede den korrekte historie, men de vil helt sikkert udlede en ukorrekt historie om verden.

Så sandt nok, er Bibelen ikke en lærebog om videnskab. Dette er fordi at uden brug af Bibelen, kan ingen lærebog om videnskab nå frem til de sandheder som Skriften giver. Bibelen er derfor større og mere fundamental end nogen lærebog om videnskab nogensinde vil kunne blive. Hvis en person ønsker at kende sandheden om oprindelsen af alting, så er det obligatorisk at de først rådfører sig med Bibelen og godtager hvad Skriften hævder. Vi starte med Bibelen ellers vil vi bestemt fejle i jordens historie. Vi må ikke ændre i meningen med teksten for at tilpasse den til moderne videnskab, for videnskab kan ikke være korrekt når den studerer en situation hvor Gud bruger (eller brugte) processer forskellige fra dem der observeres af forskere i nutiden.

Ifølge Andet Timotheusbrev 3:16, så er Skriften både nyttig og tilstrækkelig for menneskets åndelige opdragelse. Hvis de bibelske data også er nødvendige for at udlede den korrekte historie om skabelsen, så er de bibelske data måske også tilstrækkelige. Ligesom den information vi er blevet givet i Skriften, ikke kan udledes af mennesker på egen hånd, så måske at resten af historien kan udledes ved omhyggelige menneskelige studier. Det kunne være del af det herredømme mandat der blev givet til mennesket, at starte ud med Guds særlige åbenbaring og omhyggeligt studere den fysiske verden for så at udlede den resterende del af historien. I så fald, så antyder beretningen i Første Mosebog 1-11 kort sagt, hvor meget ansvar Gud gav mennesket at varetage i deres herskende rolle.

Hvor gammel er skabningen?

Videnskaben kan pontentielt bestemme alderen af ting, og kunne derfor bruges i forbindelse med spørgsmålet om skabningens alder. Men i betragtning af hvad der lige er blevet sagt, så må vi først konsultere med Skriften for at se om Gud har åbenbaret noget i Hans Ord, som er relevant for det spørgsmål. I så fald, så må den information udgøre rammen hvori vi bestemmer den faktiske alder af tingene. Og rent faktisk så giver Bibelen vigtig information om skabningens alder.

Ved først at arbejde os tilbage fra Abrahams tid, så lader Genealogierne i Første Mosebog kapitel 5 og 11 os rekonstruere tiden fra Abraham og tilbage til syndfloden og skabelsen af Adam før det. De menneskelige levealdre relateret i afsnittene er et godt stykke udenfor moderne videnskabs erfaring. Rent faktisk, så udover ikke at kunne udlede disse aldre, så finder moderne videnskab dem også umulige. Genealogierne i Første Mosebog 5 og 11 tager enten fejl eller de er korrekte, som det kun kan vides ved guddommelig inspiration. Ydermere så antyder de unikke genealogiers formular og unikke kronologiske information (f.eks. forælderens alder) i Første Mosebog 5 og 11, at de ikke bare er designet forskelligt fra andre genealogier i Skriften, men de er specifikt designet til kronologi. Det antyder derfor at disse genealogier blev givet til os uden huller og med pålidelige tal. Med denne arbejdshypotese, er skabelsen af Adam omkring 2000 år før Abrahams fødsel.

For det andet, så er der længden på skabelsesugen. Hvis, som Bibelen hævder, Gud virkeligt skabte ved ordet af Hans mund og Gud virkeligt endte sin skabelse ved afslutningen af dag 6 i skabelsesugen, så kan moderne videnskab hverken udlede måden eller hastigheden af Hans skabelse. Som indikeret ovenfor, så uden guddommelig åbenbaring, ville vi ikke være i stand til bare at udlede at skabelsen skete, og slet ikke hvornår det skete, hvor længe det tog, hvilken rækkefølge det skete i, eller hvordan det skete. Hvis Gud skabte på den måde det fremgår af skabelsesberetningen, så vil vi være ude af stand til at udlede noget som helst som er relateret til os i skabelsesberetningen! Vi er totalt afhængige af Guds øjenvidneskildring af hvordan og hvornår skabelsen skete. En naturlig læsning af denne beretning leder til den samme konklusion som er holdt næsten universelt af jøder og kristne hele vejen op til oplysningstiden – at skabelsen skete på en uge af seks jord-rotations dage. Undtagelser for denne konklusion kom fra forhold udenfor Skriften (f.eks. Augustin konkluderede at skabelsen var øjeblikkelig baseret på teologiske grunde. Grosseste og Descartes og Rosenmüller og andre efter dem baseret på videnskabelige grunde).

Givet ved to årtusinder i disse Adam til Abraham genealogier og en uge fra begyndelsen af skabelsen til skabelsen af Adam, så dateres skabelsen til omkring 2000 år før Abrahams fødsel, eller omkring 6000 år siden. Af dette kan vi konkludere at den faktiske alder for universet som et hele – inkluderet de indeholdte galakser, stjerner, planeter og jorden – er omkring 6000 år.

Kommer videnskaben til redning?

Følgende de begrundelser der er præsenteret ovenfor, så kunne man forvente at hvis moderne videnskab ignorerede Skriftens hævdelser, så ville moderne videnskab udlede dyb historie og dyb tid længe før det rent faktisk begyndte. Og sandt nok, så udleder moderne videnskab aldre for universet som, for det meste, er millioner af gange ældre end Bibelen antyder. Igen, af de grunde givet ovenfor, så ville videnskab også forventes ukorrekt at rekonstruere måden, hastigheden og rækkefølgen af skabelsen. Og, igen, ingen af de objekter der er listet i Første Mosebog 1 (jorden, månen, stjernerne, planter, dyr, mennesker o.s.v.) er foreslået af moderne videnskab til at være formet øjeblikkeligt af noget der bare nærmer sig Guds ord. Moderne videnskab udleder heller ikke rækkefølgen af oprindelsen givet i Første Mosebog 1. Moderne videnskab bytter om på jorden før solen, planter før dyr, og flyvende væsner før landdyr, som rækkefølgen givet i Første Mosebog 1. Som vi konkluderede ovenfor, så er moderne videnskab ikke det rette sted at begynde for at afgøre alderen eller naturen af skabelsen.

Kan vi bruge videnskab til at bestemme noget som helst om alderen af ting? Måske. Når vi vender os til den bibelske beretning, så lærer vi ikke bare om skabelsen, men også om syndefaldet og Guds reaktion i form af forbandelsen. Verden før faldet var designet til at vare ved for evigt og kunne – på grund af de opretholdende cyklusser der er indlagt i den – fremstå uendeligt gammel. Men ved forbandelsen, bliver vi fortalt, blev universet underlagt forgængelighed (Romerbrevet 8:19-21), suk og vånde (Romerbrevet 8:22) og slides som en klædning (Salme 102:26-28). Hvorom det måtte være muligt at bestemme hvor gamle ting virkeligt er, så burde det være muligt at afgøre ved hvor længe ting har forfaldet.

Et eksempel kunne være nedbrydelsen af DNA. Slettende mutationer akkumulerer i organismers DNA, og øger hvad der er kaldt den genetiske last for organismer. Selv om vi ikke kan måle den genetiske last direkte, så kan vi måle nogle relaterede fænomener. I menneskeligt DNA for eksempel, akkumuleres nye mutationer af alle typer (neutrale, slettende, og formodede gavnlige) med en hurtig rate (i størrelsesordenen en til ti mutationer per generation per person). Antallet af mutationsforskelle mellem alle mennesker virker overordentlig konsistent med hvad der ville have akkumuleret på de 6000 år siden Adams fald og gennem befolknings-flaskehalsen ved syndfloden og Babel. Et andet eksempel er omkring jordens magnetfelt – en vigtig beskytter af livet på jorden. Det ser ud til at jordens magnetfelt er aftagende i intensitet, og taber halvdelen af sin styrke for hvert 1400 år eller deromkring. Det virker ikke muligt for dette henfald at have foregået for så længe som 10.000 år – hvilket er ret konsistent med et jordpåvirkende syndefald for kun omkring 6000 år siden. På lignende vis er tabet af materiale for nogle kometer i deres kredsløb omkring solen, som antyder at de har mistet materiale i mindre end 10.000 år (det er konsistent med en solsystem påvirkning af syndefaldet for kun 6000 år siden). Selv fraværet af supernova rester i vores umiddelbare nærhed af galaksen, som er ældre end flere tusinde år, antyder at stjerner er eksploderet i denne region i mindre end 10.000 år (muligvis konsistent med et galaksepåvirkende syndefald for kun 6000 år siden).

Tiden før syndefaldet er ret ukendt for os. Det virker meget muligt at forestille sig, at menneskeligt DNA ikke muterer, eller at magnetfeltet ikke taber energi, eller kometer ikke taber stof, eller stjerner ikke eksploderer. Som et resultat ville moderne videnskab ikke bare ikke udlede en sådan præ-syndefald verden, men ville også benægte dens eksistens. Rent faktisk ville moderne videnskab argumentere at DNA, jordens magnetfelt, kometer og eksploderende stjerner har været til i milliarder af år. Alligevel ser der ud til at være bevis for at den moderne faldne verden kun har henfaldet i omkring 6000 år – lige som Bibelen hævder. Øjeblikkelig skabelse af en skabning der indledningsvis var designet til at eksistere for evigt, og som begyndte at forfalde for kun 6000 år siden, forklarer ikke bare beviserne på kun tusinder af års henfald, men også indikationer på dyb tid.

Hvis nogen ønsker at bestemme hvor længe det ville tage ved brug af moderne love og processer at skabe noget, så ville videnskaben formentlig give det bedst mulige estimat. Hvis nogen ønsker at vide hvor gammelt noget virkeligt er, så må man konsultere et pålideligt vidne. Det eneste pålidelige vidne til alderen for universet og jorden er Bibelen. Som videnskabsmand er jeg overbevist om, at det er Bibelen – og ikke videnskab – der er det korrekte sted at begynde for bestemmelse af alderen for ting. Jeg tror også at Bibelen er meget klar omkring at skabningen kun er omkring 6000 år gammel. Og på grund af den kritiske vigtighed for forståelse af verden, foreslår jeg, at dette betyder at skabningen virkeligt er omkring 6000 år gammel. Og på trods af at moderne videnskab udleder en meget anderledes historie for skabningen, så indikerer autoriteten og vigtigheden af Skriften, ikke bare at skabningen er tusinder af år gammel, men forklarer også hvorfor moderne videnskab når til så forfejlede konklusioner som den gør og hvorfor nogle data virker ret konsistente med en skabning der kun er tusinder af år gammel. Det er fordi Gud skabte en fuldt fungerende fuldmoden verden for kun omkring 6000 år siden.