Hvad holder mennesker fra Kristus?

Lad os tage vores bibler her til morgen og som vores skriftlektion gå til Matthæus evangeliet kapitel 8. Vi er i et igangværende studium af dette vidunderlige evangelie, med optegnelserne af vores Herre Jesus Kristus’ liv, som set af Matthæus, inspireret af den Hellige Ånd. Jeg har givet budskabet her til morgen, fra vers 16 til 22, titlen, “Hvad holder mennesker fra Kristus?” Den kunne også hedde, “Hvad får Kristus til at afvise mulige efterfølgere?”

På mange måder, er det fuldstændigt ubegribeligt, absolut uforklarligt, at folk kontinuerligt undlader, at anerkende Jesus Kristus herredømme. På mange måder, er det ud over enhver forstand, at folk ville forkaste Jesus Kristus som Frelseren. Den usammenlignelige, unikke, elskende, barmhjertige Guds Søn. Verdens frelser er stadig foragtet af mennesker, som Han var da Han først kom.

Og mens vi studerer Matthæus evangeliet, vil det blive helt klart for dig, at vantroen og afvisningen fra folk, er i stik modstrid med al fornuft, for Hans akkreditiver er åbenlyse. Beviset for Hans personlighed, som Gud i menneskekød, er hævet over enhver modsigelse. Hans ord, Hans gerninger, Hans død, Hans opstandelse, alle disse ting taler højt, de taler tydeligt, de taler umiskendeligt om den virkelighed, at Han er Kristus fra Gud, verdens Frelser.

Og selv om der siges i Johannes 1:11, “Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”, og selvom Han sagde i Johannes 5:40, “og dog vil I ikke komme til mig og få liv”, og selvom de råbte ved Hans korsfæstelse, “vi vil ikke have den mand til konge over os.” Alle disse udtalelser om forkastelse og nægtelse af at anerkende Kristus, går stik imod de selvsamme bekræftelser, som folk udtalte, når de blev konfronteret med Ham. Med andre ord, så sker afvisningen på trods af overvældende beviser.

Verden er som en dommer i en retssag, som har hørt en overvældende og vandtæt bevisførelse og træffer afgørelse i stik modstrid med de fremførte beviser. For eksempel var Jesus autoritet åbenlys. I Matthæus 7:28-29 siges der, “Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære, for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.” Jesus ord var absolut unikke. I Johannes 7:46, siger de, “aldrig har noget menneske talt sådan.” Jesus tjeneste var unægteligt guddommelig. Den blinde mand sagde til sine udspørgere i Johannes 9:30, “det underlige ved det er, at I ikke ved, hvor han er fra, han har dog åbnet mine øjne.”

Jesus visdom var overnaturlig. I Matthæus 22, konfronterede de Ham med en mønt og de sagde, ”Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?” Han svarede, ”så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” Og Skriften siger, ”da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.”

Hans renhed var ubenægtelig. Han konfronterede dem i Johannes 8 og Han sagde, ”hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?” og der var dødstille. Hans sandfærdighed var hævet over enhver tvivl. I Johannes 8:46 siger han, ”når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke?”

Hans magt fascinerede dem. I Lukas 8:25, siger de, ”hvem er dog han, siden han kan befale over både storm og sø, og de adlyder ham?” Hans forsyninger mættede dem. Han mættede dem på bjergskråningerne, og i Johannes 6, mødte de frem igen og igen og Han sagde, ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte.” Hans helbredelser fjernede deres sygdomme. ”Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed”, siger Matthæus 9:8

Hans kærlighed bogstaveligt talt benovede dem. De stod ved Lazarus grav og de så Jesus, da han begyndte at græde og de sagde, ”se hvor Han elskede ham.” Hans magt over dæmoner chokerede dem. Da Han kastede dæmonen ud i Matthæus 9:33, sagde de, “aldrig før er noget lignende set i Israel.” Hans domme var ærefrygtindgydende. Da Han kom til figentræet, visnede det. I Matthæus 21:20 står der, ”de undredes.”

Hans fremtræden var overmenneskelig. Han var tavs foran Pilatus, som havde magt over Hans liv. Han viste ingen frygt. Han forsvarede sig ikke og Matthæus 27:14 siger, ”men han svarede ham ikke på et eneste spørgsmål, så statholderen undrede sig meget.” Hans lære var så langt udover enhver anden lærer de nogensinde havde kendt, at der står i Johannes 7:15, ”jøderne undrede sig og sagde: Hvordan kan han have forstand på Skriften, når han ikke er oplært i den?”

Og som tolvårig dreng, var de skriftlærde i templet forbløffede over Hans spørgsmål. Hans uafhængighed af deres juridiske system rystede dem. Farisæerne forargedes over, at Han ikke først vaskede hænder inden måltidet. Han trodsede deres ceremonier. Hans afvisende holdning chokerede dem. Kvinden der havde haft 5 mænd, og som nu levede med en hun ikke var gift med, en ægteskabsbryder, en utro, Han talte med hende, og Han elskede hende, og Han rensede hende, og der står i Johannes 4:27, ”de undrede sig over, at han talte med en kvinde.”

Ser du, alt vedrørende Ham var forbløffende. Alt vedrørende Ham var menneskeligt set uforklarligt. Alt vedrørende Ham var fantastisk, overmenneskeligt, overnaturligt, guddommeligt. Og de så det hele. Er det noget under, at der i Markus 6:6 står, “og han undrede sig over deres vantro.”

Hvorfor? Jeg mener, hvordan kan du være udsat for sådan et ubegrænset antal af overbevisende akkreditiver og så gå fra det? Hvordan kan det være? For nogle er det en åbenlys forsætlig kærlighed til synd. Og i Johannes 3:19-20 står der, “og menneskene elskede”… hvad? …”mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.” Og nogle mennesker elsker bare deres synd og de trodser beviserne og holder fast i deres ondskab. Disse mennesker ulejliger sig ikke med at møde op, de render den modsatte vej.

Men så er der en anden kategori af mennesker, og de er den type, der ser det attraktive i Jesus, karismaen, kraften, og de er tiltrukket af det. Det er spændingssøgerne. De ønsker at deltage i handlingerne og er medvirkende og deltagende i aktiviteterne og kirken har den slags typer i dag også. Og de hævder måske, at de er genfødte. Og de siger måske, “vi følger Jesus,” og de er tiltrukket af det mirakuløse ved Hans person, men de er lige så fortabte som dem der vender sig og render fra lyset. Og vi skal møde tre af dem i dette afsnit.

Men til at starte med, så lad os begynde ved begyndelsen, vers 16. Matthæus har netop nedfældet tre mirakler. Tre mirakler, som meget vel kan have forekommet den samme dag. Jesus afsluttede den forbløffende mesterlige bjergprædiken i kapitlerne 5 til 7. Folk var bjergtagede over Hans autoritet. Selve læren tiltrak en folkemængde. Han havde allerede udført tusinder, uden tvivl, helbredelser og folkemængden var massiv nu og fulgte Ham rundt i Galilæa. Det kan meget vel være, at disse tre mirakler var udført på sabbatdagen og nu er sabbatdagen ovre og vi kommer ind i vers 16.

“Da det blev aften,” og forresten, aftenen, solnedgangen, markerede enden på sabbatten, og indtil dette tidspunkt ville jøderne ikke foretage sig noget for ikke at overtræde sabbat loven, men da aftenen kom, “bragte de mange besatte hen til ham, og han drev ånderne ud ved sit ord og helbredte alle de syge.” Så snart sabbatten var ovre, kom de til Ham med alle de syge og dæmonbesatte og de begyndte at presse sig på Ham med deres behov, og Han helbredte alle. Sådan var det altid. Du behøver ikke lede og grave for at finde et mirakel, der var i tusindvis af dem. Han helbredte alle. Hvis deres sygdomme og svagheder var åndelige, forbundet med besættelse af dæmoner, så helbredte Han det. Hvis det var fysiske sygdomme, så helbredte Han også det. Han helbredte dem alle. Det var ikke et spørgsmål om deres tro. Det var ikke et spørgsmål om deres omstændigheder. Han helbredte alle. Han gav bevis for Hans Messiasforhold og Hans guddommelighed, det står helt fast.

I Matthæus 12:15 står der, ”da Jesus fik det at vide, drog han bort derfra, men store folkeskarer fulgte ham, og han helbredte dem alle.” Matthæus 14:14, ”Og da han kom i land, så han en stor folkeskare, og han ynkedes over dem og helbredte dem, der var syge.” Ukvalificerede, ubegrænsede helbredelser! Lukas 5:17, ”En dag, da Jesus underviste, sad der nogle farisæere og lovlærere, som var kommet fra alle landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem. Og han havde kraft fra Herren, så han kunne helbrede.” Også i kapitel 9 af Lukasevangeliet, vers 6, har du en lignende erklæring, ”Så begav de sig af sted og gik fra landsby til landsby, og de forkyndte evangeliet og helbredte overalt.” Som jeg fortalte dig i sidste uge, med alle intentioner og formål, forviste Jesus alle sygdomme fra Palæstina. Fantastiske, enorme, omfangsrige, var Hans mirakler.

Når nogen vandrer landet rundt, så tiltrækker de sig derved en flok mennesker og det er præcist hvad der skete. Selv falske healere i dag kan tiltrække en flok, og selv de mennesker der går derfra lige så syge som de kom, insisterer ofte på at finde en anden healer. Jesus helbredte alle og naturligvis blev menneskemængden større og større og det er hvad vi finder i vers 16, denne massive menneskemængde.

Hvorfor helbredte Han dem alle? Vi kunne vel sige, at det var på grund af Hans medlidenhed og vi ville have ret. Han havde medlidenhed med folk. Han afskyede sygdom, fordi Han vidste at sygdom var resultat af… hvad? … synd. Det betyder ikke, at hver gang du er syg, er det fordi du har begået en bestemt synd. Hvad det betyder, er, at fordi der er synd i verden, så er der sygdom i verden. Fordi der er sygdom i verden, er der død i verden. Så Han afskyede synd og død og sygdom. Og så i medlidenhed med folk, helbredte Han dem.

Men der er mere end det. Han helbredte dem, tænker jeg, af en anden grund. Han helbredte dem, fordi Han ville give dem et glimt af Hans Kongerige. Vil du vide hvad der sker når Kristus etablerer Hans evige Kongerige? Der vil ikke længere være død. Der vil ikke længere være sorg. Der vil ikke længere være sygdom, og her kommer Han og udrydder sygdom fra Palæstina, oprejser de døde. Dette er alt sammen et glimt af Hans evige Kongerige. Lige som på Forklarelsen på bjerget (Matthæus 17:1-2) da Han lagde sit kød tilside og afslørede sin herlighed, Således giver Han dem et glimt af det herlige Kongerige hvor sygdom er udryddet for evigt.

Men der er en tredje grund til at Han helbredte og den er givet i vers 17, og det er om det Ånden taler. Han gjorde det med et bestemt formål, med henblik på at opfylde Esajas profeti. Nu havde Det Gamle Testamente forudsagt, at Messias ville komme og profeterne havde sagt mange mange ting om Messias, om Kristus fra Gud, om verdens Frelser, om Guds Lam, som ville borttage synden. Skriften sagde mange ting, og Jesus, da han kom, var opfyldelsen af alle disse ting, og blandt alle profeternes forudsigelser, var denne af Esajas 53:4, “Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.”

En af de ting Messias ville gøre, var at tage sig af sygdomme og lidelser. Jesus var i færd med at gøre dette. Rent faktisk, så hør hvor vidunderligt Jesus var i færd med at klargøre det Kongerige hvori Han totalt vil eliminere sygdom, al død, al sygdom, og al synd. Og her giver Han dem en forsmag på dette.

Nu siges der i Matthæus 8:17, “Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme.” Dette er fra Esajas 53. Det er et vigtigt vers i bibelen, fordi det er forudsigelsen af Kristus’ død. Lad mig lige læse adskillige vers for at hælpe med at få fat i sammenhængen. “Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar.” Det er de udtalelser Matthæus citerer. “Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al vor skyld ramme ham. (Esajas 53:4-6).”

Bemærk at Han blev slået for vores overtrædelser. Han blev knust for vores skyld. Herren har lagt al vores skyld på Ham. Jesus døde for vores synd, vores skyld, vores overtrædelser, og når der står, “ved hans sår blev vi helbredt,” henvises der ikke specifikt til fysisk helbredelse, men om helbredelsen af syndens sygdom. Men, når du helbreder synd, helbreder du indirekte sygdom, fordi sygdom er et resultat af synd.

Folk spørger, er der fysisk helbredelse i forsoningen? Svaret er ja, der er fysisk helbredelse i forsoningen, men det er ikke for nu, det er for senere. Jeg vil sige på denne måde: Da Jesus døde på korset, fjernede Han da vores synd? Ja. Har du, som en kristen, nogen problemer med synd? Ja. Han tog sig af vores synd, men opfyldelsen af dette er fremtid i dets fuldførelse, ikke sandt? Da Han døde på korset, fjernede og borttog Han da døden? Ja. Dør kristne? Ja. Opfyldelsen er stadig fremtid. Da Han døde på korset, fjernede og borttog Han da sygdom og svagheder? Ja. Bliver vi stadig syge? Ja. Dette er også stadig fremtid.

Ja, der er helbredelse i forsoningen, lige som der er befrielse fra død i forsoningen, lige som fuld restaurering til den herlige position den troende skal have for Guds åsyn i evigheden, er at finde i forsoningen, men vi venter stadig til den dag. Og der er folk, der kommer til os og siger, “Kristne burde aldrig blive syge, fordi der er helbredelse i forsoningen; de burde aldrig blive forkølede, de skulle aldrig få kræft, de skulle aldrig blive lamme, du skulle aldrig få noget af dette hvis du er kristen, fordi der er helbredelse i forsoningen.” Rent logisk, skulle de så også sige, at kristne aldrig synder, kristne burde ikke dø. Selv de folk der underviser dette dør, så det må være lidt svært for dem.

Kristus døde for vores synder, ikke vores sygdomme. Evangeliet er de gode nyheder om tilgivelse, ikke helbred. Kristus blev gjort til synd for os, ikke sygdom. Kristus borttog vores synd, ikke vores sygdomme. Han døde på korset for vores synd. Og vi ville aldrig fortolke Esajas 53 anderledes. Vi ville bare sige, at Esajas 53 mente, at Han helbredte os fra synd. Det var lige dette der mentes i Matthæus, og når der i 1 Petersbrev 2:24, da Peter siger, “Ved hans sår blev I helbredt,” siger han med dette, at Han bar vores synder på Hans eget legeme på korset. Peter taler om den åndelige helbredelse fra synd. Men Matthæus åbner for os, den kendsgerning, at udtalelsen “[Men] det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar,” rækker videre fra syndens problem til problemet med sygdom. Ja, der er helbredelse i forsoningen. Ja, der er helhed der, men kun for så vidt at det kommer til os i frelsens fylde, i forløsningen af vores legemer, når vi bliver herliggjort i Hans evige kongedømme.

Så vi ser her, at det vi virkeligt har her, bare er en forsmag på riget, et smugkig på kongeriget. Ja, en dag vil Han borttage og fjerne vores sygdomme. En dag vil Han borttage og fjerne vores svagheder og lidelser, og dette er en forsmag på det, som er hvad Esajas sagde. Ser du det? Det mægtige ord!

Nu er der mange andre måder du kan betragte dette på. Hvordan bar Han vores sygdomme? Jeg tænker Han på en måde bar vores sygdomme ved at Han følte sympati med smerten. Ser du, Kristus var alvidende. Bibelen siger, at Han vidste hvad der var i menneskets hjerte. Han kunne læse tanker. Nikodemus, husker du nok, kom til Ham og stillede et spørgsmål og Han besvarede det ikke. I stedet stillede Han et spørgsmål, som Nikodemus havde i tankerne, men aldrig spurgte om. Det gjorde Han ofte, fordi Han vidste hvad der var i mennesket, og hvis Han er alvidende, så ved Han alt hvad du nogensinde har følt og tænkt, og hvis Han er fuldt alvidende, så ved Han det til det yderste, derfor kan Han forstå hver eneste smerte du nogensinde føler.

Det er derfor Bibelen siger, at Han er en medfølende ypperstepræst, der er berørt af følelserne af vores… hvad? …skrøbeligheder. Samme ord. Jeg tror Han bar vores sygdomme i den forstand, at Han sympatisk føler den smerte som vi føler. Du ved, Han så folkeskaren, gjorde Han ikke?, i Lukas som jeg læste for dig, og Han blev bevæget af… hvad? ..medfølelse. Det ord betyder, at føle med. Han følte deres smerte, ser du, og Han er en medfølende ypperstepræst. Han fik ikke vores sygdomme, men Han følte til fulde vores smerte.

Så der er en måde hvorpå Han tog vores skrøbeligheder og tog vores sygdomme, ved at føle med os i smerten der kommer af det. For det andet, tænker jeg, at der er en måde hvorpå Han tog vores skrøbeligheder og sygdomme, ved at Han følte roden af dem. Jeg tænker at da Han så sygdom, følte Han syndens magt. For eksempel, stod Han ved Lazarus’ grav, elskede Lazarus, Han havde været i deres hjem mange gange, bror til Maria og Martha. Lazarus havde været død nu i mange dage og nu stod Jesus ved graven. Bibelen siger, at Han blev meget bevæget i sin ånd. Han bogstaveligt vred sig i smerte i sit hjerte og næste vers siger, at Han græd. Hvorfor? Hvad sørgede Han over? Hvad græd Han for? Du siger, “fordi Lazarus var død.” Nej, nej, fordi Han var ved at forandre dette. Han var i færd med at kalde ham ud af graven. Han græd ikke over det. Han sørgede ikke over det. Men for hvad da? Fordi at når som helst Han så sygdom og død, oplevede Han den stedfortrædende bitre realitet af Golgata. Han vidste hvad der forårsagede al denne smerte og al denne hjertesorg, var syndens ondskab og Han levede sit liv i skyggen af korset og kunne aldrig se sygdom uden at føle syndens smerte. Han var såret, fordi Han så at det var synden der forårsagede det.

Det er derfor at der i Matthæus 9, er et meget vigtigt vers. I vers 5, siger Han, “Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå?” Svaret er, at ingen af dem er lettest at sige. De er begge det samme. Hvis du har elimineret sygdom, har du elimineret dets årsag, synd. Hvis du har elimineret synd, har du elimineret dets resultat, sygdom. Så hvilket er lettest? Ingen af dem er lettest. Hør her, den der kan tage sig af sygdom, kan tage sig af synd, fordi sygdom og synd er uadskilleligt forbundet med en forbandelse.

Så Jesus kom og tog sig af roden og frugten. Men jeg tænker først og fremmest, at det at Han tog vores skrøbeligheder og bar vores sygdomme, betyder at når Messias kommer og bringer korset, vil Han tage sig af synd på en sådan ødelæggende måde, at al sygdom og skrøbelighed vil blive borttaget ultimativt. Disse helbredelser er kun en forsmag på denne vidunderlige dag. Kongen var der og Han tilbød Hans kongerige og gav en forhåndsvisning af dets elementer. Han var til skue og så tydeligt et bevis var det Han fremviste, at selv en vildfaren tåbe ikke kunne tage fejl.

Nu var der mange farisæere, der havde vendt sig bort og havde forladt Ham. De elskede deres synd. De elskede mørket frem for lyset. Men der var andre der var tiltrukket af Ham. Af Hans personligheds magnetiske tiltrækning, spændingssøgerne, og de kom, men i hvert tilfælde var der noget der afholdt dem fra ægte helhjertet omvendelse. Lad os se på hvad det var. Tre klassiske fortilfælde: Nummer et, personlig komfort… personlig komfort, Matthæus 8, vers 18, “Da Jesus så, at der var en folkeskare omkring ham, befalede han, at de skulle tage over til den anden bred.” De var på den vestlige bred af Galilæa sø. Folkemængden var blevet så massiv og Herren var træt i Hans fysiske legeme. Ombord i båden, faldt Han i søvn, nede mellem træplankerne. Han havde behov for tid til bøn og udhvile. Han havde brug for et pusterum, for meditation og folkemængden lagde et pres på Ham, som ikke nødvendigvis var i Guds plan, så Han sagde, “Jeg tror det er bedst vi trækker os tilbage, går til et andet sted, og befalede dem at tage afsted til den anden side.”

Da Han sagde dette, lagde det umiddelbart pres på sagen om engagement hos bestemte folk, fordi at indtil nu, havde Han en masse folk der fulgte Ham. Markus fortæller os faktisk, at da Han tog afsted i den lille båd, var der en masse andre små både der fulgte Ham som en hel flåde der fulgte med. Så nogle folk var meget opsatte i beslutningen, skal jeg med i en båd eller skal jeg blive. Hvad gør jeg? Og vi møder disse tre slags folk i vores lektion her til morgen.

Den første mand var så interesseret, men han kom aldrig til sand frelse, fordi han ønskede personlig komfort mere end han ønskede Kristus. Vers 19, “Og en skriftklog kom til ham og sagde: Mester, jeg vil følge dig, hvor du end går hen.” Mand, det lyder godt, ikke sandt? Du kunne synge den sang: Jeg vil følge dig hver eneste dag. Vidunderligt. Hej, vi har en i live her, Herre, og gæt engang, han er en skriftklog. Du ved, de skriftkloge, var autoriteterne i loven. De skriftkloge var dem, der havde officiel sanktionsret hos farisæerne. De skriftkloge var kvalificerede af jødisk autoritet til at undervise. De skriftkloge var højtuddannede. De skriftkloge var loyale mod systemet. De var lærerne, de var ikke efterfølgerne af lærere, og de var generelt fjendtlige mod Jesus, var de ikke? De slog sig generelt sammen med farisæerne i deres modstand og opposition, så her har vi en skriftklog, og endda i live. En skriftklog! Og han siger, Mester, didaskale, lærer, rabbi, mester, hvilken bekræftelse. Jeg vil ubetinget fortsat følge dig hvor du end går. Du har mig fuldt ud. Sikken en bemærkelsesværdig udtalelse om dedikation, permanent tilslutning. Jeg er sikker på, at den skriftkloge tænkte, at Jesus var den største lærer han nogensinde havde hørt. De forundredes alle over dette. Jeg er sikker på, at da han så miraklerne, sagde han, “Dette er fra Gud. Dette er helt enestående. Det er helt utroligt. Dette er attraktivt. Jeg må helt tæt på denne mand. Manner, hvor end Han går, vil jeg også gå. Han er uimodståelig.”

Hvis denne mand dukkede op i dag, ville vi sige, hej, fint, vi tager dig ind. Vi er ivrige efter at gøre dette, men Jesus var ikke så ivrig. Lyt til hvad Han siger til ham. Hvilken mærkelig udtalelse. Jeg ved ikke om det kom lige ud af det blå ved første øjekast, “ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.” Hvad? Hvad er dette? Gentag lige, Ræve? Hvordan kommer de ind i billedet? Fugle? Du ved, dette er en lignelse. Han siger helt enkelt, at den basale komfort som selv de vilde dyr har, den har jeg ikke.

Johannes 7:53, siger, “Så gik de hver til sit.” Han havde ikke et hus og tilbragte natten liggende på jorden i bøn til Faderen. I Lukas kapitel 8, oplistes for os, de kære kvinder der var hjælpsomme imod Ham. Hvor ofte fortælles der ikke om, at Han blev i det lille hus i Betania. Se, Han havde ingen personlig komfort. Han havde ingen jordiske ejendele. Han havde intet, som Han kunne tilbyde denne mand. Du spørger så måske, “Hvorfor bragte Han da dette op?” Fordi Han kunne læse hans tanker og vidste hvad denne mand var i færd med. Denne mand sagde i grunden, “Mit liv er fuldt og rigt og jeg har alt jeg ønsker og min livsstil tilfredsstiller mig og jeg ønsker bare lige at tilføje dig til min livsstil. Jeg ønsker bare at tage alt mit ragelse og trække det med og følge dig.” Jesus nægter at give efter for et øjebliks popularitet.

Du husker tilbage i Johannes kapitel 2, at Han havde udført disse samme mirakler i Jerusalem? Og der står, vers 23, “mange kom til tro på hans navn.” Og der står, “Men selv betroede Jesus sig ikke til dem, fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket.” Ved du hvad det betyder? Det betyder at Han ikke havde nogen tiltro til deres tro. Han vidste den var hul og tom, overfladisk, spændingssøgende. Rent faktisk karakteriserede Han disse mennesker i lignelsen om sædemanden (Matthæus 13). Han sagde, “Der er nogle korn du kaster og de får en lille rod og gror hurtigt op, og så snart solen kommer frem, brændes den og visner.” Der er den slags mennesker, du ved, som er ivrige efter at springe med på vognen, og de ser ud som om de er levende for Kristus, men så snart forfølgelserne begynder, så snart det ikke længere er komfortabelt, så snart de ikke længere har de basale bekvemmeligheder i livet, så vil de ud, solen afsveder det og det dør.

Denne skriftkloge så Jesus og var magnetiseret. Men Jesus kendte hans menneskelige natur. Han vidste den var vægelsindet. Han vidste den var selvcentreret. Han kendte den menneskelige natur, og vidste den hungrede efter sensationer. Folkemængden, miraklerne, spændingen, den skriftkloge var fascineret. Som Lenskey sagde, “Han ser soldaterne på parade. Han ser de fine uniformer. Han ser de blankpolerede våben og er ivrig efter at melde sig til hæren, men glemmer de udmattende marcher, de blodige kampe, gravene, måske umarkerede.” Ser du, for Jesus var han alt for imødekommende, alt for ivrig. Han er alt for komplet i hans tilbud. Han er som et korn på stenet grund, der mangler rod og det dør i den brændende sol af den pris der må betales. Ser du, mennesket har aldrig forstået det grundlæggende princip i discipelskab, og det er selvfornægtelse. Det er selvofring. Det er lidelse. Så Jesus slog ham med det. Han sagde, “Jeg ønsker bare at du skal vide én ting: Du vil ikke få nogen personlig komfort ud af dette.”

Ved du hvad det næste vers siger? Det siger ingenting om ham. Ved du hvorfor? Han er ikke længere tilstede. Han er forsvundet i det hvide mellemrum mellem vers 20 og 21. Herren naglede ham lige på stedet. Han er gået. Er Jesus ikke ulig os? Vi sukkerovertrækker budskabet. Vi ønsker at gøre det spiseligt, så at alle så let som muligt kan tage imod det. Han derimod, gør det så svært som muligt for at holde dem ude, medmindre de har et ægte engagement.

Jeg elsker udtalelsen: “Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved.” Menneskesønnen dukker op første gang i Daniel 7:13. Daniel profeterer at Messias ville være Menneskesønnen, og Jesus kom og sagde, “Jeg er Menneskesønnen.” Ved du hvor mange gange dette er brugt i evangelierne? 80 gange! Jesus bekræftede at Han var Menneskesønnen. Hvad er det? Det er et udtryk for ydmyghed. Søn af Gud taler om guddommelighed. Menneskesøn om Hans ydmyghed. Han siger, “I min ydmyghed, har jeg end ikke hvad ræve har.” Og ræve var meget almindelige i denne del af verden i disse tider, og de ville grave huler i jorden. Og fuglene var allevegne og de havde deres reder, og Han sagde, “Jeg har end ikke det. I min ydmyghed har jeg ikke den helt basale komfort i livet og hvis du vil følge mig, så må du være villig til at tilsidesætte dette.”

I Matthæus 10:16, siger Han, “Se, jeg sender jer ud.” Videre siger Han til sine Apostle, “Jeg sender jer ud. Jeg sender jer ud som får blandt ulve.” Det er ikke en særlig indbydende ting, er det vel? Du vil sende os ud som får midt iblandt ulve? Og husk lige på, at tage jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne. Og de skal udlevere jer. Vær ikke bekymrede, jeg vil give til jer, hvad I skal sige.

Vers 22, “Og I skal hades af alle på grund af mit navn.” Vers 23, “Når de forfølger jer.” Vers 24, og tænk ikke, at i vil stå over jeres mester. Vers 25, “Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester.” I Johannes 15:18, siger Han, “Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer.” Så bliv ikke overrasket over at mennesker hader jer. De hader mig. Bliv ikke overrasket over at de vil søge at slå jer ihjel og mene at de derved tjener Gud. Forfølgelse, i denne verden skal i have trængsel. Han sagde det til dem. Alle som lever gudfrygtigt, 2 Timotheus 3:12, “Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus.”

Matthæus 5:11, “Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.” Hebræerbrevet 11, lidelse på lidelse for alle disse troshelte for hvem der i enden siges, “de var for gode til denne verden.”

Der er en pris at betale for at være en kristen. Denne mand var ikke villig til at betale den pris. Han ønskede bare at tilføje spænding til hans liv. Han var en potentiel Judas og ingen har brug for mere end én af hans slags. Så Jesus drev ham væk. det er som en ung mand, der kommer og udtrykker ønske om optagelse på seminariet og vi er nødsaget til at sige til ham, “Fint, men er du forberedt på at tilsidesætte denne verdens bekvemmeligheder og studere flittigt for at nå dit mål?” Eller en opdagelsesrejsende der ønsker at samle et hold for at udforske nogle ukendte egne af jorden og alle stiller sig i kø, indtil han giver en lille tale om sneen og isen, den brændende varme, sumpene, de vilde dyr og lige pludselig begynder tropperne lige så stille at forsvinde.

Men den unge person, som ønsker at være en stor atlet, og træneren siger til ham, “ja, men er du er villig til at yde det offer der kræves for at blive bedst?” Ser du, vi gør Jesus en stor bjørnetjeneste, hvis vi leder folk til at tro, at det er let at være kristen. Det er ikke en let vej. Jeg er enig i, at der er ikke noget mere spændende end at være kristen. Der er ingen større herlighed end enden på den vej, men Jesus sagde aldrig, at det ville være let. Han sagde altid, at du måtte tage dit… hvad? …kors op.

Du ser folk der ønsker personlig komfort, de ønsker at gøre deres ting, de vil både have deres kage og spise den samtidig, de ønsker bare at tilføje Jesus til deres allerede etablerede livsmønster. Han afviser dem. Det er rigtigt, Han afviser dem.

Der er en anden person i dette kapitel. Den første fik ikke adgang til kongeriget, fordi han ønskede personlig komfort. Den anden ønskede personlige rigdomme: vers 21. Se lige her: “En anden af hans disciple.” Nu er ordet discipel ikke et officielt ord med stort D. Det betyder helt enkelt lærling, efterfølger, og på dette bestemte tidspunkt, har Han en masse mennesker der følger Ham på alle forskellige niveauer. Og en anden af disse efterfølgere sagde til Ham, “Herre, giv mig lov til først at gå hen og begrave min far.”

Nu siger du måske, at det lyder som en rimelig anmodning, ikke sandt? Vi kan ikke lade den gamle mand bare ligge død tilbage, må have ham i jorden på ordentlig vis. Jøderne balsamerede ikke, så når nogen døde, så måtte de begraves i en fart. På den anden side, så plejede jøderne at undervise, at du skulle sørge over din far og mor i 30 dage, når de døde, så måske taler han om at han blot behøver en måned til at få sine gøremål overstået, og for resten fortæller Første Mosebog os, at en søns sidste pligt overfor hans forældre, var at sørge for, at der blev taget hånd om deres begravelse. Det er en meget elskværdig ting at gøre, så det lyder som en meget rimelig anmodning. Jeg mener, manden vidste Jesus var på farten. Han er på vej til at gå ombord i en båd og tage afsted, og han siger, “Jeg kan ikke lige komme, men jeg prøver at finde dig igen senere, efter at jeg har begravet min far.”

Men der er langt mere end øjet lige ser, fordi at sætningen, “Jeg må først gå hen og begrave min far,” er et dagligdags udtryk, der bruges i mellemøsten selv i vore dage. For nyligt konverserede en doktor Waldmeyer med en tyrker, Waldmeyer er en missionær i mellemøsten, og talte med en rig ung tyrker og anbefalede ham at tage på en bestemt rejse til Europa sammen med ham, missionæren, og han tænkte at han kunne disciplinere ham og udføre bestemte opgaver sammen med ham, og efter hans uddannelse der skulle følge, kunne de så arbejde sammen. Til dette svarede tyrkeren, “Jeg må først og fremmest begrave min far,” og missionæren Waldmeyer sagde, “Åh, unge mand, jeg havde ingen anelse om, at din far var død. Det er jeg ked af, jeg håber ikke jeg virkede for ufølsom.” Han sagde, “Åh nej, han er ikke død. Det er bare en talemåde vi bruger. Min far er i høj grad i live. Jeg må bare sørge for at være i nærheden og opfylde mine forpligtelser til han går bort. Og derefter, selvfølgelig, vil jeg modtage min arv.” Åh, nu ser jeg det. Jeg må først gå og begrave min far, som end ikke er død endnu, betyder at jeg må vente i lang tid på min arv. Kan jeg ikke bare hænge lidt med? Denne mand er vaklende på dette punkt, og når jeg har det hele, så tænk på hvordan jeg kan bruges i bevægelsen, ser du det? Denne mand havde pengene i tanke. Han legede med trivialiteter og det tog modet og engagementet ud af hans discipelskab. Hans far var end ikke død.

Med andre ord, lad systemet passe sig selv. Han siger ikke, at kristne forbydes at gå til begravelser. Han siger ikke, at hvis du er kristen, så forventes der ikke, at du ikke tager dig af, at din far og din mor bliver begravet. Det er en lignelse og det Han mener er verdens forbipasserende gøremål, folk der kommer og går, formuer der går fra den ene til den anden, er alt sammen en del af et dødt system. Du er kaldet til et levende kongerige, gå og forkynd riget. Du ser at menneskets prioriteter er forvansket. Sekulære sager er forbeholdt for folk der er sekulære. Det menneskelige system tager vare på sig selv, men denne mand, hvad siges der at han gjorde? Det står der heller ikke noget om. Han forlod et sted mellem vers 22 og 23. Han forsvandt. Hvorfor? Personlig ejendom var det helt store for ham. Han havde ventet i lang tid på hans del af kagen. Nu droppede han ud. Han kunne lide spændingen og karismaen og underne og miraklerne og dette var fantastisk stof og han ville med på vognen, men der var intet engagement. Han ønskede sine penge.

Det minder mig om en anden mand i det 19’ende kapitel af Matthæus, vers 16, som kom til Jesus og sagde, “Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv.” Du siger, “Åh, er det ikke vidunderligt?” Og Herren siger til ham i vers 21, “Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” Han sagde, gå og giv alt til de fattige. Er det hvordan du bliver frelst? Ved at sælge alt og give det til de fattige? Nej. Men hvis dine penge står i vejen og pengene er din afgud, så må du først skaffe dig af med dine penge før du kan blive frelst. Det var hovedsagen. Du bliver ikke frelst ved at bortskaffe dine penge, du fjerner bare forhindringerne, så at du kan få adgang til kongeriget. Dine penge står i vejen.

Her kommer den unge mand og han siger, “Åh ja, jeg har holdt loven, jeg ønsker evigt liv.” Og Jesus siger til ham, ved nøjagtigt hvad der forgår i hans liv, Han er alvidende, kender hver eneste detalje, Han siger, “Ok, tag alt du har og giv det til de fattige,” og Han ramte ham lige på det bløde sted. Det næste vers siger, “Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.” Han blev bedrøvet, ked af at han ikke kunne komme ind i riget, fordi han holdt fast i sine penge. Sikken en tåbe, men mange folk er ligesom ham. Hvor trist er det ikke. Personlig komfort, personlige rigdomme, afholder Kristus fra at acceptere folk der kommer til Ham. De er tiltrukkede, de er fascinerede, de er overvældede og de går derfra for evigt fordi prisen er alt for høj.

Der var en tredje fyr, der kom den dag. Kun matthæus fortæller os ikke om ham. Lukas gør. Lukas 9, lige hurtigt, dette er fascinerende. Tredje fyr, og Lukas giver os grundlæggende den samme historie, men han tilføjer denne. I vers 61 af det niende kapitel, et langt kapitel. “Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig lov til først at tage afsked med dem derhjemme.” Du siger, “Jamen selvfølgelig, smut du lige hjem og kys din mor, giv din far hånden og sig farvel.”

“Jesus sagde til ham,” og Han giver ham et ordsprog der går helt tilbage til år 800 f.kr. Det fremkom ved en mand ved navn Hesed. Det var et meget anvendt ordsprog dengang. “Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige.” Det Han grundlæggende siger, er, at det er meget svært at pløje en lige fure når man ser bagud. Jeg ville mene det er temmeligt rigtigt, ville du ikke? Jeg er ikke vant til at pløje, men jeg kan levende forestille mig at hvis man prøver at pløje en lige fure på den måde, så ville man nok ramme en del ved siden af. Det er hvad Han siger.

Hvad vidste Jesus om denne unge mand? Åh, Han vidste en hel del mere end på overfladen. Jeg vil følge dig, lad mig først gå hjem og sige farvel til dem derhjemme. Det er ikke hans kone og børn, det er hans mor og far. Giver det dig et lille vink? Hænge i moders skørt? Har du hørt om det? Han var under pres, magt og indflydelse af hans forældre og Jesus vidste, at hvis han vendte hjem til moders skørt, presset fra familien for at blive fremmedgjort, de følelsesmæssige pres og intimidering, og for at blive udstødt, så ville han aldrig vende tilbage. Der er mange af den slags folk. De er kommet til Kristus, men de er bange for hvad deres familie vil sige, hvad deres familie vil gøre, hvad deres far vil sige. De er bange for at blive fremmedgjort, og så bliver de i et falsk religiøst system, eller holder sig tilbage fra Kristus af frygt. Måske de bare dukker op fra tid til anden i kirken, for lige at kigge ind og de prøver at pløje en lige fure ved at se bagud.

Hør her, det kan bringes ned til disse folk, Matthæus 10:34, “Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for”… hør her …”at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd.” Forstår du det? Hvis du holder dig tilbage fra fuld engagering, så er du ikke egnet til at komme ind i Guds rige. Der er ikke tale om kristen tjeneste, folkens. Der er tale om frelse. Du kan ikke blive frelst med den slags bånd. Du er ikke egnet til at komme ind i mit Kongerige. Et halvt hjerte er ingen hjerte.

Emnet er ikke tjeneste. Det er frelse. Fordi han ikke kunne give sig helt, gav Jesus ham intet. Ingen halvvejs discipelskab, intet halvhjertet nogetsomhelst, intet. Personlige relationer, personlige rigdomme, personlig komfort, står alt sammen i vejen. Sørgeligt! Du siger, “men, står der ikke i Johannes 6:37, ‘den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort?’, men du siger, “Disse folk kom og Han jog dem bort.” Jo, men ser du, hvis du fortsætter med at læse i Johannes 6, så finder du ud af mere. “Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.” Og så læser du senere i kapitlet, “Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer.” Hvad mener Han med det? Du tager enten det hele eller du får intet.

Og der siges derefter, vers 66, “Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.” De var ikke villige til at give deres fulde tilslutning, og Han afviste dem. “Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort,” såfremt han kommer på mine betingelser. Fuld overgivelse, med en ydmyg indstilling, en tigger i hans ånd, sørgende over hans synd, hungrende og tørstende efter retfærdighed, grædende efter barmhjertighed, og villighed til at blive forfulgt, hadet og hånet for mit navns skyld.

Herremanden kommer til slaven en dag og han siger, “Du har en glæde og lykke som jeg ville ønske jeg havde.” Han spurgte, “Hvad er det?” Slaven svarede, “Det er Jesus Kristus.” Han siger, “Jeg vil gerne have den Kristus du har.” Slaven svarer, “Så gå hjem og tag det hvide tøj på, og kom så her ned i mudderet og arbejde sammen med os, så vil du møde Ham.” Han svarede, “Aldrig i livet, det er under min værdighed.” Et år senere kom han tilbage til slaven og var i større problemer og han sagde, “Jeg ønsker det du har.” Slaven svarede, “Det jeg har, er Jesus Kristus.” Han spørger, “Hvordan kan jeg komme til at kende Kristus som du gør?” Han svarer, “Du tager det hvide sæt tøj på, og kommer så her ned i mudderet til os og arbejder, så vil du møde ham.” Han svarede, “Det vil jeg ikke gøre.”

I desperation, nogen tid efter, kommer han tilbage for tredje gang og siger, “Jeg må bare have det du har.” Og slaven svarede, “Du ved hvordan. Du tager dit hvide tøj på, og kommer her og arbejder i mudderet med os, så vil du møde Ham.” Herremanden sagde, “Jeg gør det!” Slaven sagde, “Du behøver ikke gøre det.” “Hvad mener du med at jeg ikke behøver at gøre det?”, spurgte han. “Du behøver bare at være villig, det er det hele.”

Ser du, Herren ønsker måske ikke at borttage din personlige komfort. Han ønsker måske ikke at borttage dine personlige ejendele. Han ønsker måske ikke at borttage dine personlige relationer, men du må være villig til at det kan ske, hvis Herren ønsker det, ser du det? Det er anerkendelsen af Hans herredømme i dit liv. Hvis du kommer og siger, “Jeg vil komme, men jeg vil holde fast i dette og dette,” og du giver Ham et halvt hjerte, så får du intet. Hvis du giver Ham alt, så lader Han dig måske beholde portionen. Han giver dig måske mere end du havde. Det er villighed der er hovedsagen.

Disse tre mænd gik deres vej, og William MacDonald siger så rammende, “De forlod Kristus for at skabe et komfortabelt sted for sig selv i verden og for at tilbringe resten af deres liv med at kæle for det ubetydelige.” Sikken en erklæring. Er du en ægte discipel? Har du set nærmere på beviserne? Folk har igennem århundreder været forundrede over Jesus autoritet, Hans ord, Hans tjeneste, Hans visdom, Hans renhed, Hans sandfærdighed, Hans magt, Hans forsyninger, Hans helbredelser, Hans kærlighed, Hans domme, Hans ro, Hans undervisning, Hans uafhængighed. De var forundrede, de var overvældede, de var forbløffede, men de gik deres vej, fortabte, fordi de aldrig kom på Hans betingelser.

Lyt til dette, som afslutning: Bishop Rhyle sagde, “Den sørgeligste vej til helvede, er den der løber under prædikestolen, forbi bibelen, og ned midt igennem advarslerne og invitationerne.” Jeg håber du hører hvad Guds Ånd siger.

(Denne artikel har jeg ikke selv skrevet, men har oversat den fra engelsk. Oprindeligt skrevet af: John MacArthur Grace to You)