Frelst? Hvad er det?

Nu da vi træder ind i denne højtidssæson for os som troende, står vi over for en mulighed og et ansvar, som jeg synes er unikt for sæsonen og det er at være klar til at forkynde evangeliet for de folk, der er omkring os, som ikke kender Herren Jesus Kristus. Vi har netop hørt fra Travis om befalingen fra Jesus om at gå ud i alverden og kalde mennesker til at være Hans disciple, idet i døber dem og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer (Matthæus 28:18-20). Dette er vores opgave, det er derfor vi er her i denne verden, for at være tjenere for forsoning og med et budskab om forsoning med Gud, så at syndere kan blive frelst. Vi taler om at blive frelst. En af de mennesker, der blev døbt her i aften henviste til at blive frelst.

Hvad er det vi taler om? Hvad er det vi ønsker at folk skal blive frelst fra? Det er det store spørgsmål. Svaret på dette spørgsmål, for så vidt hvad Skriften angår, er et simpelt svar. Vi ønsker at se mennesker frelst fra den evige straf. Den straf, der aldrig ophører. Bevidst eksistens, bevidst liv i et legeme der er genopstået og egnet til evig straf. Bibelen taler om det som noget der foregår på et sted, som vi kender som helvede. I Det Gamle Testamente, henviser ordet ”Sheol” til det på en generel måde. I det Nye Testamente bruges ordet ”Hades” undertiden med henvisning til dette. Men ordet helvede, der kommer fra det græske ord ”Gehenna” taler altid om, hvad der i Johannes Åbenbaring bliver kaldt ildsøen, hvor folk bliver straffet og pint for evigt.

Jeg tænker at vi på en måde komfortabelt distancerer os selv fra den realitet. Generelt i kirken, er det bestemt noget der bliver set let hen over, hurtigt gennemgået, ignoreret. Der er dem der hævder at være prædikanter, som aldrig taler om helvede, ikke vil tale om helvede, undgår det for enhver pris, når sandheden er, at det burde være det allerførste vi taler om, når vi taler om evangeliet. Det er om frelse fra helvede.

Doktrinen (læren) om helvede, sandheden om helvede, realiteten af helvede, har fundet sin vej ind i vores kulturs tænkning. Ifølge den sidste meningsmåling som jeg kunne finde, så tror 75% af de folk der lever i Amerika på helvede. De tror på, at der er et helvede. Det er kristendommens indflydelse. Af disse 75%, er der 4% der tror der er en lille chance for at de aldrig vil ende der. Så vi har fået vores budskab udbredt. Der er et helvede. Men vi har ikke fået det budskab udbredt, at du er på vej dertil allerede. Det er sagens kerne.

Vi lever i en verden hvor synd bliver frit begået. Synd er så meget en del af vores kultur, at alle tænkelige former for synd er acceptabelt, undtaget pædofili. Det er den sidste synd som stadig ikke tolereres. Og du ser harmen, i det mindste i sportsverdenen, hvis ikke i den katolske kirke, over synden pædofili. Du finder ikke samme harme over utroskab, du finder ikke den samme harme over homoseksualitet, du finder ikke den samme harme over løgn, bedrag, tyveri osv.

Mord er stadig uacceptabelt, medmindre den pågældende person ikke fortjener at leve. Mord på et barn er stadig horribelt. Men vi er meget vant til at synde. Og vi er meget komfortable med synd og som resultat er der i samfundet meget få konsekvenser for folk der synder. Så når folk vokser op i en verden hvor ting, der engang blev defineret som synd, men ikke længere bliver defineret som synd, og adfærd er uden konsekvenser i samfundet, hvor, når barnet kommer hjem i tolvårs alderen og fortæller sin mor at han er homoseksuel, så bliver hun en fortaler for homoseksualitet. Absolut ingen konsekvenser for den form for umoralsk adfærd. Der er et fordrejet syn på godt og ondt og en forplumret forståelse for retfærd. Vi ved ikke hvad synd er, bortset fra, at synd aldrig kan være det som jeg gør, men det kan det dog være, hvis det jeg gør skader andre, det ville være synd. Men enhver handling jeg foretager mig, er jeg fri til at gøre og der burde ikke være nogen konsekvenser i det hele taget.

Og sandheden er så, at hvis kulturen ikke udøver nogen konsekvenser og familien ikke udøver nogen konsekvenser, og samfundet ikke placerer nogen skyld på folk med den form for adfærd, som er syndig adfærd, så bliver folk så vant til syndig adfærd uden konsekvenser, at når du introducerer det budskab at de for evigt til fulde vil betale for hver eneste synd, så er det bare så fremmedartet for deres tænkning. Folk synder uden umiddelbare konsekvenser og at prøve at overbevise dem om, at der længere fremme ad vejen, måske årtier fra nu, venter udskudte konsekvenser, det er svært at sælge.

Du kunne for eksempel prøve at overbevise nogen om Romerbrevet 2:5, som siger at du ”samler dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares”. Du vil ikke slippe af sted med noget som helst, ingen utugtig handling, ingen utroskab, ingen syndige tanker, ingen syndig adfærd, ingen synd med læberne, ingen løgn, intet bedrag, du vil ikke slippe af sted med noget af det, du ophober blot uretfærdighed, og vil blive konfronteret med og dømt for det alt sammen. Du akkumulerer vrede for dig selv. Du har brug for et stort lagerrum der kan indeholde al den vrede der vil bryde løs over dit hoved.

Det er et meget vanskeligt budskab at overbevise folk om, som er så vant til at synde. Og samtidig er de så vant til at slippe af sted med det i kulturen og i verden, men bekendende kristne er også vant til at slippe af sted med det i den ”såkaldte” kirke. Den ”såkaldte” kirke, hvor man er meget, meget tilbageholdende med at konfrontere synd, meget tilbageholdende med at udøve den disciplin som bibelen taler om, at lære folk om konsekvenserne af synd. Forældre er meget tilbageholdende med at give alvorlige konsekvenser for deres børns synd, som nok er det vigtigste udover evangeliet som dine børn nogensinde vil lære, at synd har gennemgribende og smertelige konsekvenser. Vi skal fortælle folk, at hver eneste utilgivet synd, hver eneste synd begået af hver eneste person der afviser Jesus Kristus, vil blive retfærdigt straffet af Gud, for evigt, i et sted, kaldet helvede.

Dette er ikke noget nyt. Det er hvad bibelen altid har sagt. Du kan gå tilbage til Moses. Du kan gå tilbage til mosebøgerne, den første sektion af bøger i bibelen. I Femte Mosebog 32:22, læser vi dette: “Min vrede står i flammer, den brænder til dødsrigets dyb.” Vores Herres første Ny Testamente prædiken, var en prædiken om helvede. Jesus er en helvedesild-prædikant. Jeg hører folk sige, “Jeg ønsker ikke at tale om helvede, det er så meget negativt.” Jesus var en helvedesild-prædikant. Matthæus 5:22, Hans første prædiken som udlagt i Det Nye Testamente, “Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.”

Her er Jesus ankommet til Jerusalem og begynder den første del af Hans tjeneste, og derfra tage op til Galilæa og afslutte Hans tjeneste og hvor Han end gik, prædikede Han om helvede. Bjergprædikenen foregår på en bjergskråning i Galilæa. Han taler om det brændende helvede, som om Han forventede at alle kendte til det. Han behøver ikke at give dem en definition eller en beskrivelse, det var en meget velkendt del af deres bibelske forståelse.

Samme prædiken, vers 29, “Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede.” Vers 30, “Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.”

I det tiende kapitel af Matthæus, det meget velkendte vers som ofte er citeret, og vi vil vende tilbage til det om lidt, Matthæus 10:28, hvor vi læser dette, “Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” I kapitel 11 taler Han om helvede. I Matthæus kapitel 18, taler Han om helvede. Han taler om helvede i kapitel 23 adskillige gange. Han siger at farisæerne er skyldige i at producere sønner af helvede og at de selv er sønner af helvede.

Ja, Jesus var en helvedesild-prædikant. Når vi taler om frelse, så må ordet nødvendigvis bruges… ordet må nødvendigvis bruges fordi vi taler om redning. Frelse er et ord der betyder befrielse eller redning og spørgsmålet er… fra hvad? Den moderne form for korrumperet kristendom, ville tilbyde mange psykologiske og selv materielle substitutter for helvede. Vi ville sige, “Tja, Jesus ønsker at frelse dig fra ensomhed eller Han ønsker at frelse dig fra formålsløshed, eller Han ønsker at frelse dig fra ængstelse, eller Han ønsker at frelse dig fra fattigdom, eller Han ønsker at frelse dig fra sygdom, eller Han ønsker at frelse dig fra skuffelser.” Nej, nej, Han ønsker at frelse dig fra helvede, fra det brændende helvede, søen af ild, der er evig. Skriftens budskab er, at frelse er en redning, en redning fra et virkeligt sted kaldet helvede.

Jesus talte mere om helvede end nogen anden i bibelen. Rent faktisk talte Han mere om helvede end alle andre i bibelen tilsammen. Og Han definerede det som bevidst, evig straf… bevidst, evig straf. Vores Herre Jesus troede på evig helvede. Vi vil tale om nogle af de ting Han sagde om det et lille øjeblik. Han talte kontinuerligt om helvede og Han advarede syndere om at undfly helvede på grund af dets forfærdelige virkelighed.

Gå til Lukas 16 et øjeblik. Og i Lukas kapitel 16 har du Jesus der faktisk fortæller en historie om en mand der blev sendt til helvede. Du vil nok huske dette. “Der var en rig mand”, Lukas 16:19, “som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår.”

“Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.” Det er på en måde det Gamle Testamentes henvisning til et komfortabelt sted, et fredeligt sted hvor Abraham er, og Abraham er selvfølgelig en sand troende som troens fader, som modtog retfærdighed fordi han troede. Så dette ville være himlen. Og dertil kom den fattige mand.

Den rige mand, på den anden side, døde og blev begravet i Hades, som, selvfølgelig her refererer til helvede på grund af den måde det bliver beskrevet. Han slog øjnene op, og var i pine, og så Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Dette er en lignelse og der er nogle navne som Herren bruger. Han plejer ikke at bruge navne i Hans lignelser, men i dette tilfælde gør Han. Han bruger navnene på Lazarus og Abraham. Og den rige mand, som er chokeret over at være havnet i helvede, råbte til Abraham, “Fader Abraham! forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.”

Så her fortæller Jesus os, at der er et sted du vil gå til efter døden. Dette er et sted med pine. Dette er et sted med tørst, dette er et sted med smerte. Dette er et sted med brændende ild. Alt dette er i det vi lige har læst. Abraham sagde, “Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.”

Når du engang er der, er du der for evigt. Ingen udvej. Dette er vores Herres fortælling der beskriver helvede. Tog Guds Søn fejl omkring det? Har benægterne af helvede ret, og der er mange, mange af dem? Det er blevet populært i disse dage at benægte doktrinen om helvede på én af tre måder, ok? Jeg vil give dig lidt indsigt i dette. Nummer et er det synspunkt der kaldes annihilationisme… annihilationisme. Dette siger at ikke-troende ophører med at eksistere. Når de dør, vil de blive tilintetgjort, de eksisterer ikke længere. Det synspunkt understøttes ikke af bibelen, siden bibelen taler om evig, bevidst straf.

Det andet synspunkt der fremsættes, og for resten, folk kommer med meget sofistikerede argumenter for dette. Jeg læste en bog, 475 sider om annihilationisme, der prøver at argumentere fra Skriftens tekst, med titlen “The Fire That Consumes”. Og der er mange andre… mange andre. For nyligt er der en bog, der sætter spørgsmålstegn om doktrinen om helvede, og er fortaler for et annihilationistisk synspunkt, som er skrevet af en mand ved navn Rob Bell. Det andet mulige synspunkt der fremsættes i dag, er universalisme… universalisme. Dette siger at alle ikke-troende i sidste ende bliver frelst. De vil ikke blive tilintetgjort, men vil blive frelst. Disse mennesker ville sige, ja, der er et helvede. Og her er hvad der adskiller dem fra de første. Der er et helvede, men helvede var skabt for djævelen og hans engle, og det er hvad der siges, selvfølgelig, i Johannes Åbenbaring. Så de er de eneste der vil havne der.

I det Romersk Katolske Universitet, Fordham Universitetet i New York, er der en teologiprofessor som sagde dette, “Det er der… helvede findes… men sandsynligvis er der ingen der vil havne der.” Dette er universalistens synspunkt, at i sidste ende vil Gud frelse alle sammen. Dette svarer ikke til Skriften, fordi hele Skriftens budskab er, at den ugudelige for evigt er ekskluderet fra Guds nærvær og for evigt bliver straffet. Hvis alle bliver frelst i sidste ende, så er alt i bibelen der taler om evig straf utroværdigt, fejlagtigt. Så hvad enten du har alle synderne der udslettes eller alle synderne der bliver frelst i sidste ende, så har du stadig ikke forklaret hvad bibelen siger omkring evigtvarende straf.

Der er et tredje synspunkt, kaldet… vi vil kalde det inklusivisme. Vi har nu annihilationisme, universalisme og inklusivisme. Det sidstnævnte er mit ord for det. Nogle mennesker vil havne i helvede, men det vil være de mennesker der har hørt evangeliet og har afvist evangeliet, og de mennesker der aldrig har hørt evangeliet vil ikke ende i helvede, de vil blive frelst. Så det er en form for en selektiv inklusivisme. Ikke-troende, der aldrig har hørt evangeliet, vil blive frelst, fordi de ikke er ansvarlige for deres situation. De vil blive frelst.

Men problemet med dette er, at du ikke kan blive frelst medmindre du tror på Kristus. Der er ikke frelse i noget andet navn end i Jesus Kristus navn. Universalisme har dets fortalere, tro mig. Der er mange fortalere for Universalisme, men de plejer at være bibelbenægtere. Inklusivisten, der siger at folk som aldrig har hørt budskabet er dem som vil blive frelst og ikke resten, har samme problem, fordi de ikke har understøttelse for deres synspunkt i bibelen overhovedet. Og de plejer at være svage i deres syn på Skriften og har det med at smide de vers væk som de ikke bryder sig om. Det dominerende synspunkt er det første jeg gav dig, kaldet annihilationisme og jeg vil lige tale lidt mere om det et øjeblik, fordi du sikkert vil møde det alle vegne. Det er et meget moderne synspunkt. Det er en populær idé. Mange af de mest bemærkelsesværdige, brugbare, mindre effektive, duelige bibellærere er hoppet med på annihilationisme, eller som det sommetider også kaldes, “sjælesøvn.” Det er den populære idé fordi det føles komfortabelt og det føles retfærdigt for de mennesker der er fortalere for den.

Hvordan argumenterer de så for deres sag? Hvordan fører de en sag, hvor ikke-troende bare bliver udslettet, udryddet, tilintetgjort, udraderet for evigt? Deres første argument kommer fra det vers jeg lige læste for dig i Matthæus 10:28, “Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” De plejer at gå dertil og de hæfter sig ved ordet “fortabt” der nogle gange oversættes med “ødelægge”, ok? Hæng lige med et øjeblik, fordi dette vil være gavnligt for dig. Det er et Græsk ord, Apollumi. Det kan lyde lidt velkendt i dine ører, fordi i Johannes Åbenbaring 9:11, bliver Satan givet navnet Apollyon, ødelæggeren. Apollumi er ordet ødelægge. Men det er ikke dets eneste betydning. Det er ikke den eneste mulighed. Men de siger, at dette ord siger, at dem der er under Guds dom, vil blive ødelagt, både sjæl og legeme i helvede og derved blive udslettet og destrueret, annihileret for evigt, ikke-eksistens.

Er det den korrekte forståelse af det ord? Heldigvis har vi det ord 80 gange i det Nye Testamente, så vi har en god bredde af forståelse for hvordan verbet Apollumi bliver brugt. Det har en meget bred betydning. I Matthæus 2:13, er det det ord der bruges hvor der står i dette vers, “For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.” Herodes tænkte ikke på sjæle-annihilation, han tænkte på mord.

I Matthæus 8:25, i den umiddelbare fare for stormen, er disciplene bange, og de er bange for at drukne. Så i Matthæus 8:25, har ordet Apollumi med drukning at gøre. I Lukas 5:37 hører vi en lignelse fra Jesus om at fylde ung vin på gamle lædersække, og vinsækkene sprænges og det er det samme ord, Apollumi, sprængte vinsække.

I Lukas 15 er det brugt tre gange til at tale om et mistet får, en mistet mønt, og en fortabt søn. Så ordet kan betyde at dræbe, at drukne, at blive ubrugelig som i tilfældet med vinsækkene, eller blive fortabt. I Johannes 6:27, er der en udtalelse om mad der forgår, og det er igen ordet Apollumi, forgår, ubrugeligt og fordærvet.

I Johannes 17:12, siger vores Herre, “Da jeg var sammen med dem, holdt jeg dem fast ved dit navn, det du har givet mig, og jeg vogtede dem, og ingen af dem gik fortabt, undtagen fortabelsens søn, for at Skriften skulle gå i opfyldelse.” Judas omkom. Ophørte han med at eksistere? Nej, Jesus sagde at han gik til sit eget sted… han gik til sit eget sted.

Her er et vers mange af jer har personlig erfaring med, Lukas 21:18, der henviser til hårtab. Ja, Austin, det er noget for dig, ikke sandt? I Apostlenes Gerninger 8:20, husker du nok konfrontationen imellem Peter og Simon magikeren, og Simon forsøger at købe sig til Helligånden og Peter siger, “Gid dit sølv må forgå og du selv med.”

Romerbrevet 14:15, “Den, som Kristus døde for, må du ikke bringe i fordærv ved det, du spiser.” I Markus 14:4, bruges det om spildt parfume. Hvorfor lade den dyre parfume sådan gå til spilde, siger Judas, om den kostbare olie der blev hældt over Jesus. Så vi ser, at det er muligt at oversætte ordet til ødelægge, men det er ikke ordet for annihilation, tilintetgørelse, ikke-eksistens.

Ydermere, i Matthæus 3:12, kalder Skriften helvede for uudslukkelig ild. Også Matthæus 10:28, “frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Det er en uudslukkelig ild. Den går aldrig ud, fordi den altid har brændstof.

I Johannes Åbenbaring 14:9, står der, “Hvis nogen tilbeder dyret og dets billede og sætter dets mærke på sin pande eller hånd, skal han også drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat.” Evig røg og ingen hvile, dag eller nat, for evigt.

Så du kan ikke gøre en sag ud af ordet Apollumi, som brugt i Matthæus 10:28. Så de prøver at gå til et andet ord. Hvis du kigger på 2 Thessalonikerbrev 1:9, står der, “De”… det er dem der ikke adlyder evangeliet fra vers 8, dem der forkaster evangeliet… “skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt.” De vil betale med evig undergang. Dette er ikke ordet Apollumi, dette er et andet ord, Olethros… Olethros. Straffen af evig undergang, de foreslår at undergang, evig undergang betyder at du er destrueret for evigt, du ophører med at eksistere. Det er ikke hvad dette ord nødvendigvis betyder.

Første Korintherbrev 5:5, bruger det samme ord og der står, “[Jeg har] allerede fældet min dom over den skyldige”… taler om en synder i menigheden… “[han skal] overgives til Satan, så det kødelige kan ødelægges, for at ånden kan frelses på Herrens dag.”

Det er åbenlyst, at det ikke er annihilation af hans kød. Han bliver ikke en ånd adskilt fra legemet, som i denne adskilte tilstand vil blive frelst.

Så ødelæggelse af kødet betyder en form for nedbrydelse, men betyder ikke nødvendigvis annihilation. Ydermere, betaler disse straffen af evig adskillelse fra Herrens åsyn og Hans herligheds kraft, som betyder at de er et sted adskilt fra Gud. Det kan ikke betyde annihilation af en persons fysiske legeme i 1 Korintherbrev 5:5 og der menes ikke annihilation af personens sjæl og legeme her, for det refererer til et sted hvor de vil være adskilt fra Gud. Så jeg siger blot, at de har store vanskeligheder med at prøve at gøre deres sag gældende med ord… med ord.

Måske et vers der vil samle det hele sammen, er 1 Timotheus 6:9, det sidste kapitel af 1 Timotheus. Der står, “Men de, der vil være rige, falder i fristelse” vi kender dette vers, “og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.”

Tænker du, at dette betyder absolut annihilation, ikke-eksistens? Nej. Hvad det siger, er, at hvis du bringer dig selv i en situation hvor du ønsker at være rig, så vil du blive fanget af fristelser og snarer; de vil lede dig til tåbeligt og skadeligt begær der vil sende dit liv ud i total ruin. Ikke annihilation. For resten, undergang her i verset… 1 Timotheus 6:9, er Olethros og fortabelse kommer fra verbet Apollumi. Så begge ord bliver brugt her til at henvise til noget andet end annihilation.

Så nogle af disse tekster, hvis du forbinder prikkerne, så ville vi kunne konkludere dette: Begge disse ord betyder at nogen eller noget med et brugbart formål eller funktion, bliver ubrugeligt, ødelagt for dets formål eller anvendelse. En revnet vinsæk, mad der fordærves, et liv der ødelægges af kærlighed til penge, og de fristelser der kommer ud af det, uanvendeligt for noget brugbart formål, en ødelagt sjæl, en sjæl ødelagt for dets brugbarhed, ikke dets eksistens. Det er derfor jeg sagde, her til morgen, og jeg sagde det igen her til aften, helvede er bedst betragtet og mest klart ved ordet Gehenna, der er et ord der kommer fra Hinnoms dal. Hinnoms dal lidt øst for Jerusalem og en smule mod syd. Jeg har været der mange gange, det er et sted hvor der i forgangne tider var en losseplads og det var en altid brændende ild, der aldrig gik ud. Og det blev en metafor for ildsøen, for helvede. Du smider alt hvad der er ubrugeligt ud på lossepladsen, i ilden.

Da jeg var en lille dreng, der voksede op, havde alle i kvarteret en forbrændingsovn i baghaven… det var før smog. Der var ingen skraldebiler. Vi brændte alt i forbrændingsovnen, alt hvad der var ubrugeligt, alt hvad der skulle kasseres, og der var næsten altid noget der brændte i ovnen, dag og nat. En sjæl der for evigt er ruineret, uanvendelig for Gud, der har et forvrænget og skæmmet billede… vi talte om det her til morgen, er kastet i skraldebunken, i Gehennas eller helvedes brændende ild. Det er hvad de ord taler om, ikke annihilation. Du kan ikke bygge sådan en sag fra Skriften.

I Matthæus kapitel 26, vers 24 tænker jeg, taler Jesus om Judas og Han siger, “Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham”… Han siger dette i øvresalen hvor Han har holdt nadver med sine disciple. ”Men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.”

Hvorfor siger Han det? Det ville være bedre for det menneske, om han aldrig var født. Hvorfor? På grund af de konsekvenser der er ved at komme over ham. Det ville være uden betydning hvis han skulle annihileres, hvis han skulle tilintetgøres.

Helvede er evig bevidst straf. Der er ingen vej udenom dette. Lad os nu gå til Matthæus 25 et øjeblik, nok om det med at besvare lamme argumenter. Jeg forstår følelserne bag dem. Men jeg vil gerne have dig til at se på Matthæus 25:46, fordi dette er en uundgåelig parallel eller kontrasterende parallel. “Og de,” siger vores Herre, “skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” Begge ord, “evig,” er identiske. De er det samme på originalsproget. Så hvis helvede ikke er evigt, så gæt engang? Så er himlen heller ikke. De går bort til evig straf. De retfærdige vil gå ind til det evige liv. Hvis der er evigt liv, så er der evig straf. Slip af med helvede, og du er nødt til at slippe af med himlen som evigt varende. Tog vores Herre fejl om det? Har kritikerne ret? Har benægtere af helvede ret og Herren tager fejl? Hvis Herren tager fejl, hvorfor tager han så fejl? Er Han uvidende om sandheden? Hvis Han er, så er Han ikke Herren over alle. Så er Han ikke vejen, sandheden og livet. Eller så det kun ud til at være forkert, fordi Han ikke kunne finde en måde at sige det på så at vi virkeligt kunne forstå det? Jeg tror ikke du ønsker at gå dertil.

Han tog ikke fejl. Han var ikke uvidende. Han var ikke ude af stand til at sige hvad Han ønskede at sige. Lad mig lige få dette helt på det rene. Havde Jesus til formål at undervise om annihilation, men på en eller anden måde, så kom det forkert til udtryk, og Han kom til at undervise det modsatte? Er det hvad der foregår her? Han ville undervise i annihilation, men forkludrede det hele? Vrøvl.

Der er yderligere bekræftelse af helvedes realitet fra nogle andre perspektiver. Jeg vil lige tale det igennem med dig et øjeblik, der er så meget der kunne siges om dette. Der er en pastor på østkysten, der prædikede 76 timer lange prædikener om helvede. Det ville tømme en kirke. wow, men, det dukker op, og når det dukker op i Skriften, så tager vi det derfra. Én gang er nok til at få ordentlig fat i budskabet. Men lad mig lige give dig nogle perspektiver der vil hjælpe. For det første, så lad os tage at se på det fra et rationelt perspektiv, kun rationelt. Vi skal bruge vores tænkeevner, Gud har givet os evnen til at tænke rationelt. Satan og hans dæmoner vil blive sendt til ildsøen for evigt. Hvorfor? Fordi de gjorde oprør imod Gud . Satan og en tredjedel af de hellige engle gjorde oprør imod Gud, men vi er i familie med Satan. Johannes 8:44, ”I har Djævelen til fader”, siger Han. I er af samme natur som jeres fader, Djævelen.

Ikke-troende er i den familie og vi gør oprør ligesom englene gjorde oprør og vi må modtage den samme straf som enhver der gør oprør imod Gud fortjener, den samme slags straf, samme natur af straf, den samme varighed af straf, fordi vi begår den samme forbrydelse.

I det tyvende kapitel af Johannes Åbenbaring, blev djævelen, vers 10, der forførte dem, styrtet i søen af ild og svovl, hvor dyret og den falske profet også er. Dyret og den falske profet er kun mennesker. Den endelige Antikrist og hans kohorte, den falske profet, de er også i ildsøen og de pines dag og nat i evighedernes evigheder. Så denne pine er forberedt for Satan og hans dæmoner. Denne straf er også for mennesker der fik sig selv til at følge Satan, navnlig dyret og den falske profet. Og de er bare to af alle de mennesker der vil lide den samme skæbne som de rebelske engle, fordi de begik den samme forbrydelse, deler den samme skyld og modtager den samme straf.

Nu er der nogle der siger, “Svarer straffen virkeligt til forbrydelsen?” Vi tænker stadig rationelt et øjeblik. Nu er det jo lovgiveren der bestemmer det, gør han ikke? Lovgiveren bestemmer det. Loven der er skrevet, bestemmer forbrydelsens omfang og hvad der er en passende straf for overtrædelse og Gud har bestemt, at overtrædelsen er alvorlig nok til at den skal dømmes således. Og det er altid den forhindring folk har svært ved at komme over. Hvordan kan en midlertidig synd eller synder resultere i en evigtvarende straf? Det virker overdrevet.

Lad mig hjælpe dig med det. Mængden af tid hvor en synder begår synd er irrelevant. Hvis synderen dør som 15-årig, 35-årig eller 110-årig, så er tidsmængden irrelevant. Forbrydelser mod den uendelige hellige og ophøjede Gud, er uendeligt ondt og straffen svarer til forbrydelsen. Uendelige forbrydelser mod en uendelig Gud fortjener en uendelig straf. Og det er her nøglen er. Syndere, som går til helvede, omvender sig aldrig. De har aldrig omvendt sig. De fortsætter med at gøre oprør. Enhver beskrivelse af helvede, indikerer for os, at det er … hør godt efter … det er ikke en forbedrende oplevelse. Det er ikke forbedrende retfærdighed. Det er gengældende retfærdighed. De forbliver Guds-hadere for evigt, således at straffen aldrig opvejer synden. Forstår du det? Det er virkelig vigtigt.

I helvede fortsætter de med at hade Gud. I helvede fortsætter de med at forbande Gud. I helvede fortsætter de med at spotte Gud og handle blasfemisk imod Gud og hade Kristus. Så straffen indhenter aldrig synden fordi synden aldrig, aldrig i al evighed ophører. Det forstår du, det er virkeligt vigtigt. Det er derfor bibelen i Markus 3 beskriver dette som evig synd… som evig synd.

Lad mig lige fortælle dig noget. Jeg tror at syndere er mere syndige i helvede end de var på jorden, fordi deres synd er tilbageholdt i nogen grad, nødvendigvis tilbageholdt. Alle kan ikke være så onde som de ville vælge at være fordi der er konsekvenser. Der er tilbageholdenhed. Der er forventninger. Men i helvede, er der ingen. Enhver er så depraveret som han kan blive.

I Judas 7, siges der, at de undergår en straf af evig ild. Og denne straf, ifølge vers 15, er for den ugudelige for alle de ugudelige gerninger de har gjort på en ugudelig måde og alle de hårde ord, disse ugudelige syndere har talt imod Ham. Ordet ugudelig bliver brugt gentagne gange der og når de kommer til helvede, er de lige så ugudelige som de altid har været, faktisk mere, så at i det miljø, uden tilbageholdenhed, fortsætter de med at blive straffet fordi de for evigt fortsætter deres oprør.

Lad mig lige tale lidt mere om det teologisk. Det er en rationel tilgang for at forstå hvad Skriften siger, en teologisk tilgang. Og det ville være at forstå Guds natur. Guds ære og Guds herlighed er manifesteret i straffen af det onde. Gud må, fordi Han er hellig og fordi Han er absolut retfærdig, straffe synd.

Hør her… der er mange dele af Skriften vi kunne kigge på, men her er Esajas 66 vers 22 til 24, hvor Herren siger, “For ligesom den nye himmel og den nye jord, som jeg skaber, skal bestå for mit ansigt, siger Herren, sådan skal jeres slægt og jeres navn bestå.” Med andre ord, så vil du leve for evigt i den nye himmel og den nye jord. “Hver måned på nymånedagen og hver uge på sabbatten skal alle mennesker komme for at tilbede mig, siger Herren. Og de skal gå ud og se på ligene af dem, der brød med mig. For deres maddiker dør ikke, og deres ild slukkes ikke. De skal være til afsky for alle mennesker.”

Det er igen Esajas 66 der siger, at på grund af hvad mennesker har gjort imod Gud, vil de opleve en uudslukkelig ild. Igen er det Guds karakter der er på spil. Daniel 12 fortæller os i vers 2, at mange skal vågne til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky.

Matthæus 18 kalder det en evig ild og et brændende helvede. Matthæus 25 refererer til evig ild forberedt til djævelen og hans engle. Vi er ret godt bekendt med alt dette. Og helvede er Guds helvede hvor Han straffer dem der nægtede at give Ham ære og herlighed. Han handler i verden for at åbenbare Hans herlighed og mennesker afviser den herlighed og betaler for den afvisning.

Helvede er ikke forbedring. Det har ingen forbedrende effekt. De vil i al evighed være oprørske, elske synd, være blasfemiske imod den Hellige Ånd, og forkaste Herren Jesus Kristus. Hvis der er nogen tilfredsstillelse af noget som helst i helvede, så er det, at de kan være så onde som de overhovedet kan blive uden restriktioner, fordi der ikke er nogen influering fra Gud der.

Så den teologiske forståelse er meget vigtig. Helvede er for dem der hader Gud. De handler imod Hans nåde. De handler imod Hans hellighed. De handler imod Hans suverænitet. De handler imod Hans ære og herlighed. Og det vil de fortsætte med for evigt.

Som det tredje, kunne vi se på det bibelsk. Først og fremmest kan vi se på det rationelt, og teologisk. Disse overlapper en smule, men den endelige er bibelsk. Hvad siger Bibelen? Vi har citeret mange forskellige skrifttekster. Jeg tænker at en af de mest interessante ting om helvede, i det mindste for mig, er Prædikerens bog 9:10, hvor der siges, “Alt, hvad din hånd finder på at gøre, skal du gøre af al din magt, for i dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller visdom.” Wow, det lyder som evig kedsomhed… ingen aktivitet, ingen planlægning, ingen læren, intet overhovedet. Ingen fremgang i det hele taget.

Job 10 vers 21 og 22, beskriver helvede som evig mulm og mørke. Det samme gør Matthæus 22:13, et sted med evigt mørke. Igen, Matthæus 8:12 og Matthæus 22:13, beskriver det som et sted med evigvarende smerte… evigvarende smerte. Der er et afsnit af Skriften udenfor det Nye Testamente, som jeg mener formentlig er et der bliver meget overset. Og det er en passage i Ezekiel 32, meget interessant, vers 17, “I det tolvte år på den femtende dag i måneden kom Herrens ord til mig: Menneske, istem klage over den larmende hob og de fornemme i Egypten, du og folkenes døtre! Jeg styrter dem ned i jordens dyb til dem, der er gået i graven.” Disse nationer er gået til helvede. “Stig ned og læg dig blandt de uomskårne! Blandt dem, der er dræbt af sværdet, skal de falde. Sværdet er draget!” Taler her specifikt om Egypten. “Egypten og hele dets larmende hob skal trækkes derned. De mægtige krigere taler fra dødsriget til ham og alle hans hjælpere. De uomskårne, som er dræbt af sværdet, steg ned og lagde sig.”

Her er horderne og Egyptens hedningestyrker der ender i helvede. De er gået ned. De ligger stille, de uomskårne, slået af sværdet. Og gæt engang? Assyrien er dér med hele sin flok, med dets grave rundt omkring. De er alle slagne, faldet for sværdet. De fik deres grav i afgrundens dyb. Elam er dér, vers 24, med hele sin larmende hob rundt om dets grav. Alle de dræbte, som er faldet for sværdet, og som steg uomskårne ned i jordens dyb, spredte rædsel i de levendes land. De må bære deres skændsel sammen med dem, der er gået i graven. Vers 26, “Dér er Meshek-Tubal med hele den larmende hob rundt om dets grav. Alle de uomskårne, som er dræbt af sværdet, spredte rædsel i de levendes land. Skulle de faldne blandt de uomskårne ikke ligge sammen med krigerne, som gik ned i dødsriget med deres krigsvåben? De ligger med deres sværd under hovedet og deres skjold over knoglerne, for krigerne spredte rædsel i de levendes land.” Med andre ord, jøder og hedninger, de er alle dér. Edom er dér. Dér er Nordens fyrster, vers 30, Sidonitterne er dér. De vil alle være dér og når Egypten ankommer, vers 31, vil de se at de alle er dér. De er der allesammen.

“Jeg spredte rædsel for ham i de levendes land; men han skal lægges blandt uomskårne sammen med dem, der er dræbt af sværdet, Farao og hele hans larmende hob, siger Gud Herren,” vers 32. De vil alle ende i helvede. Sikken et dramatisk billede. Og de vil være der med en identitet der er genkendelig. De vil se Farao ankomme. Bibelen taler om helvede i meget specifikke ord… Smerte, forvisning, svovl, forbandelse, mørke, afsavn, ødelæggelse, angst, ild, tænder-skærende, skyld, håbløshed, ensomhed, pine, lidelse, pres, fængsel, straf, ruin, adskillelse, skam, foragt, rygende, skraldebunke, gråd, i al evighed.

Der er mange veje til helvede… mange veje til helvede. På en måde går hver synder der på vejen med sine egne syndige valg, mange veje til helvede, enhver synd, alle synder skaber en vej der ender i helvede. Du kan gå stolthedens vej, eller du kan gå der som en pædofil. Du kan gå som en selvretfærdig religiøs leder, eller du kan gå som en medsammensvoren af Adolf Hitler. Mange, mange veje til helvede.

På den anden side, så er der kun én måde at undgå helvede, ikke sandt? Kun én vej. “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, Johannes 3:16.” Første Thessalonikerbrev 1:10 siger, “Jesus, der frier os fra den kommende vrede… fra den kommende vrede.”

Jeg vil gerne afslutte ved at gå tilbage til historien Jesus fortalte i Lukas 16, bare lige kort. Vi stoppede historien ved vers 26, men vil lige gøre det færdigt. Vi samler op på vers 27. Det sidste ord i vers 26 var, “de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det.” Ingen kan komme fra der til himlen og ingen fra himlen vil nogensinde komme derover.

Men i historien, lignelsen som Jesus opfandt, bønfalder den rige mand Abraham og siger, i vers 27, “Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre.”

Det er en henvisning til Skriften. Men han sagde, “Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.”

Hvordan evangeliserer du mennesker? Du leder dem til den hellige Skrift. Selv en person der kommer tilbage fra de døde vil ikke overbevise dem hvis de er uvillige til at lytte til Skriften. De vil ikke blive overbevist. Skriften er den eneste overbevisende måde Helligånden bruger til at regenerere og frelse sjæle fra helvede.

Så at kende evangeliet, kende det bibelske evangelie, det er det vi skal bruge. Det er Skriften. Så næste søndag aften, vil vi gå videre fra “Frelst? Hvad er det?” til “Frelst? Ved hvad?” Vi vil tale om vigtigheden og den essentielle karakter af evangeliet.

SLUT PÅ SØNDAGENS PRÆDIKEN: SE YDERLIGERE NOTER NEDENFOR.

Jeg ved at budskabet er færdigt, men ville gerne tilføje en smule til prædikenen du lige har hørt.

I diskussionen af doktrinen om det evige helvede, evig straf, forsøgte jeg at dække så meget som muligt på en time. Men det var umuligt. Tidsbegrænsninger ved gudstjenesten, begrænsede mig til den afsatte tid.

Men der er et andet aspekt af læren om evig straf, som jeg gerne ville tilføje til budskabet og som jeg mener er meget vigtigt for os, for at have en komplet forståelse. Vi talte om den kendsgerning, at folk ender i helvede fordi de forkaster evangeliet. De går til helvede fordi de er født i synd og begår synd og gør oprør imod Gud. Og jeg sagde at det ikke var et spørgsmål om hvor mange synder der begås, eller hvor mange år hvori det foregår, eller størrelsesordenen af synden, det er det samme helvede for alle. Men jeg ville gerne tilføje en fodnote som jeg tror er vigtig at bemærke, fordi Guds retfærdighed er meget specifik… Guds retfærdighed er meget individuel. Sommetider ser man i middelalderkunst, afbildninger af helvede, og der er en form for stor tragt, som alle smides ned i og vil gennem denne tragt havne i det samme brændende miljø.

Men helvede er meget mere individuel end det. Og Skriften indikerer for os, at ikke alle lider i samme grad i helvede. Vi ved at Bibelen underviser at der er grader af belønning i himlen, at ikke alle troende vil modtage den samme belønning når de går til himlen. Vi vil modtage det samme evige liv, den samme perfektion, den samme evige retfærdighed, den samme mulighed for at leve i himlen og være i Faderens hus og alt dette. Men der vil være grader af belønning i himlen.

Samtidig vil der være grader af straf i helvede. Og Skriften indikerer dette meget tydeligt. Lad mig læse Lukas kapitel 12 for dig, begyndende i vers 41. “Peter spurgte: Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?” Og dette var en lignelse om Herrens komme og om at være klar til Hans tilbagevenden.

“Herren svarede: Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer.”

I denne lignelse som Herren fortæller, har du et billede af en troende der er en trofast, pligtopfyldende tjener, der gør hvad hans Herre ønsker og er klar til at møde hans mester når Han kommer. Det er billedet på en troende der er rede til at møde Herren når Han vender tilbage.

Men på den anden side, i vers 45 og 46 har du en meget anderledes scene. Her er en tjener der siger i sit hjerte, “Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro.” Det er et billede af en vantro, den der ikke er rede til Herrens tilbagevenden. Den der ikke har andet end foragt for hans Herre og mester, og han kan se frem til en frygtelig dom.

Tjenerne i historien afspejler hver eneste person i verden. Hver eneste person i verden er ansvarlige for hvordan denne person behandler Guds gode gaver, der er åbenbaret for ham. Med andre ord, en mulighed for at lære sandheden at kende. Guds lov, skrevet i hjertet af hver eneste menneske, samvittighed. Sandheden om Gud manifesteret fra skabelsen, det lys der skinner i hvert hjerte. Hvad den person gør med muligheden for at kende sandheden og muligheden for at høre evangeliet, bestemmer en persons destination. Den der tror sandheden, som accepterer Guds sandhed, som modtager evangeliet, det er dem der vil blive belønnet ved at modtage alt hvad mesteren ejer.

På den anden side, de andre der spilder deres eksponering af sandheden, spilder deres eksponering af guddommelig åbenbaring og forkaster evangeliet når de har hørt det, de vil få den strengeste straf. Så du har en gruppe i historien, der trofast får meget ud af varetagelsen af evangeliet, og de modtager privilegiet af at være i Kongeriget, går til himlen. Du har en anden gruppe, der ikke er trofaste og ikke gør brug af evangeliets muligheder, ved varetagelse af evangeliet og de bliver straffet med en frygtelig dom der beskrives af Jesus som at blive hugget ned, og så kommer advarslen som Han giver i enden, “en tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” Dette taler om evig straf. Begge bliver straffet, den ene med få prygl og en med mange prygl. Og hvad udgør forskellen? Ikke mængden af synd, ikke arten af synd, ikke intensiteten af synd, ikke antallet af år synderen har levet og akkumuleret langt mere synd end en der ikke har levet så længe, men hvad en person har gjort ved evangeliet… ved guddommelig sandhed. Det er hvad der afgør straffens omfang i helvede. Jo mere af sandheden om evangeliet du kender til, og afviser, des strengere vil straffen blive. Med den forståelse, er evangeliet uendeligt farligt hvis afvist.

Der vil være grader af straf for den ikke-troende i helvede, ikke baseret på kategorier af synd, ikke baseret på mængden af synd, men baseret på sandheden de forkastede. Det er derfor Hebræerbrevet 10:29 siger dette, “hvor meget hårdere straf mener I da ikke, at et menneske fortjener, når det træder Guds søn under fod og vanhelliger pagtens blod, hvormed det selv er helliget, og håner nådens ånd?”

Mand, det er et stærkt vers. Hvor strengere straf vil der ikke komme over den person, der kender til Guds Søn, kender til Hans udgydelse af sit eget blod for at bringe frelse gennem den nye pagt, behandler det vanhelligt og derved håner Guds Hellige Nådige Ånd? Den selvsamme Hellige Ånd der var kraften bag Jesus selvofring. Han bragte sig selv som offer ved Helligånden. Du foragter Kristus når du med fuld viden afviser evangeliet og du håner Helligånden.

For resten siger Hebræerbrevet 10:29 dette og derpå i det næste vers, “Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde, siger herren.” Og derefter: “Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.” Så dommen afhænger af en persons viden om evangeliet. Det er en langt strengere straf der venter den der kender sandheden, evangeliet, og forkaster det.

Der er en anden beretning i Matthæus 11, vers 22 til 24, som jeg gerne vil have dig til at lytte til. Vers 22 begynder sådan her, “Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.” Hvad der siges er, at folk der bor i byen Kapernaum i den nordlige ende af Galilæa sø, som blev udsat i udstrakt grad for Jesus liv og tjeneste, vil blive hårdere straffet i Helvede end de forfærdelige synder, som markerede befolkningen i Sodoma og Gomorra, groft umoral og homoseksualitet, så rædsomt, at Gud begravede disse byer med ild og svovl. Hvad det betyder, er, at de mennesker, der lider i helvede i dag fra Sodoma og Gomorra ikke lider i samme grad som dem i Kapernaum, der afviste Herren Jesus Kristus.

Der er en anden passage der informerer os om graderne af straf og det er fra 2 Petersbrev kapitel 2 fra vers 17. Hør hvad Peter skriver. Han taler om falske lærere, “Disse mennesker er udtørrede kilder og tåger, der jages af stormen, og dystert mørke venter dem. De bruger opblæste og tomme ord, og ved hjælp af deres udsvævelser forfører de i kødeligt begær andre, som lige har gjort sig fri af de folk, der lever i vildfarelsen; de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen; for det, man ligger under for, er man slave af.”

Det er en beskrivelse af falske lærere. Meget malende beskrivelse, kilder uden vand, tåger der blæses væk af stormen, mørke der er reserveret for dem. De er arrogante, de taler tomme ord, de lever i kødeligt begær, ved sensualitet og de forfører disse folk som knap nok er undsluppet. Med andre ord, de på en måde moraliserer, de på en måde har knap nok undsluppet den værste form for korrumpering. Dette er ikke ægte frelse. Det er kun knap nok undsluppet.

Og så siger det næste vers, “de lover dem frihed, skønt de selv er slaver af fordærvelsen.” Og så siges der om dem, “Hvis mennesker gennem erkendelsen af vor Herre og frelser, Jesus Kristus, har gjort sig fri af verdens urenhed,” Hvad betyder det? Frelse? Nej, slet ikke. Hvad det betyder, er, at de er blevet moralske. De har en påtaget religion. De er blevet lovbundne, de lever moralsk synlige liv udadtil. De har separeret sig selv fra verdens tilsmudsning og siger nu, at de er religiøse og er tjenere og teologer og religiøse. De har kun overfladisk undsluppet.

Men der står, “men hvis de igen lader sig besnære og overvinde af den, er det sidste værre for dem end det første. For det havde været bedre for dem slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende end først at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget; så er det gået dem, som ordsproget træffende siger: Hunden vender tilbage til sit eget bræk, og: Når en so er vasket, vælter den sig i sølet.”

Falske lærere vil få den hårdeste straf i helvede, fordi de ikke blot kendte retfærdighedens vej gennem Kristus, men der siges endda at de kom til kendskab af Herren. De moraliserede sig selv. De foregav at være kristne. De identificerede sig selv, står der, med deres Herre og Frelser Jesus Kristus overfladisk, kun overfladisk. Og i enden, vendte de sig bort. Det ville være bedre for dem, om de aldrig havde kendt evangeliet, end at kende evangeliet og vende sig væk fra det. Det siger det samme, de vil have mindre streng straf i helvede hvis de aldrig kendte sandheden.

Igen er det ikke arten af synd der begås, og igen er det ikke mængden af synd der bestemmer graden af straf, men det er sandhed afvist, som bestemmer den hårdeste straf. Og den strengeste straf er for alle disse falske lærere, dem der kendte sandheden, som endda proklamerede sandheden, og som identificerede sig med sandheden, identificerede sig med Kristus, moraliserede deres liv udadtil, men som aldrig var sandt frelste, fordi de i grunden… forkastede det evangelie de foregav at bekræfte.

Der vil være meget specifikke grader af straf i helvede for alle syndere, baseret på viden der blev afvist, og sandhed forkastet.

Denne artikel har jeg ikke selv skrevet, men har oversat den fra engelsk. Oprindeligt skrevet af: John MacArthur Grace To You