Sprutti.dk

Jesus er vejen, sandheden og livet

Forudsætninger for studie af sandheden

Sandhed

Hvis der er noget der kendetegner os mennesker, så er det total overfladiskhed. Vi lader os uden videre bedrage, og er endda ofte i stand til at bedrage os selv, ved at bilde os selv ind, at vi altid evaluerer vigtige emner logisk og sagligt.

Virkeligheden er en helt anden. Politiken havde en rammende artikel om menneskets evne til at håndtere sandhed. Artiklen bekræfter kun hvad vi egentlig godt selv vidste i forvejen.

Bibelen opregner kortfattet vores egentlige tilstand:

Der er ingen retfærdig, ikke en eneste.
Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud.
De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.
Deres strube er en åben grav, med deres tunger taler de svig; der er slangegift under deres læber, deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse.
De er rappe på fødderne til at udgyde blod.
Vold og ulykke er på deres veje;
fredens vej kender de ikke.
Gudsfrygt har de ikke for øje.
Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud.
(Romerbrevet 3:10-19)

Det der er virkeligt frygteligt sørgeligt er, at du kan gå lige forbi Gud uden at ænse det, og for evigt miste alt fordi du ikke forstod grundbegreberne.

Hvad er sandhed?

Allerede på så tidligt et stadium er filmen allerede knækket for mange, som ikke forstår den helt basale logik. Man hører sommetider nogen sige: "Du har din sandhed, jeg har min". Men det er et ulogisk svar, så lad os starte med at definere hvad vi forstår ved sandhed.

Sandhed er det som det er i virkeligheden, eller som bliver resultatet af en given begivenhed.

Du kan for eksempel benægte at den amerikanske præsident Abraham Lincoln nogensinde har eksisteret. Betyder det derved, at han er en myte? Selvfølgelig ikke. Det er faktum uanset om du tror det eller ej. At det så også er en kendsgerning som oven i købet kan dokumenteres med utallige uafviselige beviser gør det kun bedre. Hvis du derimod siger "Jehovas vidners, Mormonernes og Luthers Gud er den samme", så er det logisk usandt, da de har direkte hinanden modstridende lære om Gud, og sandhed kan ikke logisk være både sand og usand i samme sammenhæng.

Da der logisk kun kan være èn endegyldig sandhed, og det er det, som det er eller bliver i virkeligheden, så er det også logisk sandt, at alt andet end sandheden er usandt, altså løgn.

Konklusion

Da Gud er sandhed og af natur ikke kan lyve, og sandhed er virkeligheden, så er Guds ord per definition virkeligheden. Guds ord er derfor aldrig i modstrid med virkeligheden. Gud er nøjagtig hvad Han selv åbenbarer i bibelen. Ændrer man på det, er det ikke længere bibelens Gud, men en afgud.

Det er derfor absolut fundamentalt at forstå, at ændrer du blot en lille smule på sandheden, så er det ikke længere sandhed, men løgn.

Mere behøver vi ikke for at komme i gang, så her er: Den, der er af Gud, hører Guds ord