Det er altid lærerigt, det er altid oplysende, det er sommetider nervepirrende, at gå til siderne i Guds ord og se hvad den har at sige og hvor relevant den taler til vores tid og vores liv. Det vil være sandt igen i aften, mens vi går i vores Bibel til det første kapitel af Romerbrevet. Og her vil vi se på et velkendt afsnit af Skriften, velkendt for enhver der studerer Bibelen. Romerbrevet kapitel 1, begyndende i vers 18, og frem til afslutningen af dette kapitel.
Jeg vil lige læse det første vers, for lige at sætte scenen for udfoldelsen af denne dybe sandhed. Romerbrevet 1:18, "For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed."
Denne sektion er om Guds vrede. Indrømmet ikke et populært emne, bestemt ikke et populært emne i verden og end ikke et populært emne i kirken. Men et absolut kritisk og centralt emne for nogen forståelse af evangeliet, Guds vrede.
Der er et antal forskellige aspekter af Guds vrede. Der er hvad vi kan kalde evig vrede, fordi det er den straf som Gud bringer over ikke-troende syndere for evigt i helvede. Det er evig vrede. Og Bibelen taler ofte om det. Der er også eskatologisk vrede, det er den Guds vrede, som bliver udløst ved verdens ende, som beskrevet af nogle af Det Gamle Testamentes profeter, beskrevet af Jesus Kristus selv i talen på oliebjerget (Mattæus 24), og klart udlagt for os i Johannes Åbenbaring. Eskatologisk vrede, det aspekt af Guds vrede, som er udløst ved verdens ende.
Der er også hvad vi kalder kataklysmisk vrede, som en tsunami, en vulkan, en orkan, et jordskælv, fly der flyver ind i tvillingetårnene og forårsager tusinders død. Kataklysmer sker i denne verden. Og de er afspejlinger af Guds dom. Der er også hvad vi kalder konsekvensafhængig vrede, som er så og høste vrede, hvor du lever en bestemt livsstil og sætter bestemte kræfter i gang, som vil afstedkomme dom.
Men der er en anden slags vrede, og det er den vrede, som er præsenteret i dette afsnit, og det er vreden af opgivelse. Det er den vrede, som bliver udstillet når Gud vender ryggen til et samfund. En af de mest tragiske scener i Skriftens sider, vil være en god illustration af det. Det er en scene, der involverer den stærkeste mand, der nogensinde har levet, den mægtige Samson. Han er den oprindelige Superman, og en rigtig én. Ifølge Dommerbogen 16 vers 18 til 21 læser vi dette, "Dalila var nu klar over, at han havde fortalt hende sandheden, og hun sendte bud efter filisterfyrsterne og sagde: »Kom, for denne gang har han fortalt mig sandheden.« Filisterfyrsterne kom op til hende, og de havde pengene med. Hun dyssede ham i søvn i sit skød, og hun tilkaldte en mand, som skar hans syv hårfletninger af. Fra da af var han uskadeliggjort og havde mistet sine kræfter. Så sagde hun: »Filistrene er over dig, Samson!« Han vågnede og tænkte: »Jeg skal nok slippe fra det og ryste mig fri ligesom de andre gange.« Han vidste nemlig ikke, at Herren havde forladt ham. Men filistrene greb ham og stak øjnene ud på ham og førte ham ned til Gaza, hvor de lagde ham i lænker, og i fængslet blev han sat til at dreje kværnen." På grund af hans synd, forlod Herren ham. Dommen af opgivelse.
Til sønnerne af Israel, sagde Gud i Dommerbogen 10:13, "Men I svigtede mig og dyrkede andre guder. Derfor vil jeg ikke frelse jer mere. Gå hen og råb til de guder, I har valgt! De kan frelse jer, nu I er i nød." Gud siger, "Jeg er færdig med jer." I Ordsprogene 1:24-31, finder vi en lignende udtalelse. "Fordi jeg kaldte og I afslog, fordi jeg løftede hånden og ingen ville lytte, fordi I lod hånt om alle mine råd og ikke ville vide af min retledning, derfor ler jeg over jeres ulykke, spotter, når rædslen kommer over jer, når rædslen kommer over jer som et uvejr, når jeres ulykke kommer som en hvirvelvind, når nød og trængsel kommer over jer. Da vil de kalde på mig, men jeg svarer ikke, de vil søge mig, men finder mig ikke, fordi de hadede kundskab og ikke valgte at frygte Herren. De ville ikke vide af mit råd, de forkastede al min retledning. Lad dem så nyde frugten af deres færd og mætte sig med det, de har planlagt!"
I Hoseas 4:17 er det skrevet at Gud sagde, "Efraim er bundet til gudebilleder, lad ham være!." Der kommer et tidspunkt hvor Gud opgiver mennesker. Gud kommer til et punkt, hvor Han lader folk gå, overlader folk til konsekvenserne af deres egne syndige valg. De vil ikke acceptere Hans retledning, de forkaster Hans råd, og som Ordsprogene siger, så æder de frugterne af deres egne valg og de er overladt til konsekvenserne af deres egne valg. Om farisæerne sagde Jesus i Mattæus 15:14, "Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften." Det er de mest forfærdelige ord, "Lad dem være".
Det er frygteligt at tænke på. Frygteligt at tænke at du kunne blive opgivet af Gud, at muligheden for at blive frelst er forpasset, at nådens dag er ovre. De afsnit, jeg læste for dig, relaterer til et individ, angående Samson. Men for det meste, så angår det grupper, såsom farisæerne eller det refererer til nationer, såsom Israel. Og jeg mener det er meget relevant at tale om dette, fordi jeg vil forsøge at vise dig fra dette afsnit i aften, at det er ret overbevisende at Gud har opgivet vores nation. Gud har opgivet Amerika og har overladt os til effekterne af dets syndige valg. Åh, dette er ikke den første og eneste nation det sker for, det er hvad historien fortæller. I Apostlenes Gerninger 14:16, sagde Apostlen Paulus, "I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje." Dette er bare historien der gentager sig. Alle nationerne i historien går deres egne veje. Så som fortidens nationer, sådan følger vi den samme cyklus af at have sandheden, afvise sandheden og blive opgivet af Gud.
C.S. Lewis skrev dette i hans bog, The Problem of Pain, "De fortabte nyder for evigt den forfærdelige frihed de har krævet og er derfor selv-slaver." Gud vil opgive syndere til deres egne valg og til konsekvenserne af disse valg. Og hvad er lige denne opgivelses handling fra Guds side? Det er fjernelsen af tilbageholdende nåde. Det er når Gud lader gå og opgiver et samfund til deres egne syndefulde friheder og resultatet af disse friheder. Der er ingen skrift der mere direkte konfronterer denne opgivelse og dens konsekvenser end Romerbrevet 1 gør. Her er det mest grafiske og den mest omfattende diskussion af hvad det betyder at blive opgivet af Gud og det er det bedste afsnit, som jeg kender af, til at forklare det moralske kaos og den forvirring som vi oplever i vores egen nation på dette tidspunkt. Guds vrede er allerede i funktion i vores kultur. Vi venter ikke på det, vi oplever det lige nu.
Gå ned til vers 24, og her er den definerende sektion af hvad der menes med at være opgivet af Gud. Vers 24, "Derfor prisgav Gud dem." Vers 26, "Derfor prisgav Gud dem." Vers 28, midt i verset, "Prisgav Gud dem." Tre gange har du den udtalelse, "Gud prisgav dem." Dette udtryk, paradidomi på Græsk, kan have en retslig betydning. Det kan blive brugt som dom overfor en kriminel, som derefter blev overgivet til straf. Hver af disse fraser, udtrykker det faktum, at Guds vrede er udført juridisk for at dømme syndere. Det er Gud, der officielt opgiver dem. Det er Gud der lader dem gå til de uafbrudte årsag og virknings effekter deres syndige valg producerer. Når denne dom falder, er der en fratagelse af tilbageholdende nåde og synden løber uhæmmet gennem et samfund. Synd er både årsagen til dette og effekten og denne cyklus af årsag og virkning fortsætter og bliver ved og ved. Synd er årsagen og synd er resultatet. Synd er årsagen og synd er konsekvensen.
Nu vil jeg lige have dig til at bemærke opgivelsens vrede i dens forløb. Det vil hjælpe dig til at forstå hvorfor jeg siger at vi erfarer det netop nu, ikke bare i Amerika men i verden, og specielt i den vestlige verden i dag. Se på vers 24, når opgivelsens vrede træder i kraft, denne vrede der er defineret for os som Gud der prisgiver dem, følger tre trin. Det følger tre sekventielle trin. Ordet "derfor", selvfølgelig, forbinder os til den foregående passage, der har som indledende udtalelse, "For Guds vrede åbenbares fra himlen." Og derefter er der et antal udtalelser om hvorfor Guds vrede er åbenbaret, fordi sandheden er undertrykt, fordi det der kan vides om Gud er forkastet, o.s.v. og så i vers 24, kommer du tilbage til hvad denne vrede er, "Derfor prisgav Gud dem." Og først og fremmest, "Derfor prisgav Gud dem i deres hjertes begær til urenhed, så at de indbyrdes vanærede deres legemer."
Den første indikation i et samfund af opgivelsens vrede, er seksuel umoral... seksuel umoral. Når et samfund bliver pornografisk, når den generelle karakter af et samfund kan blive set at være umoralsk, så er vreden i effekt. Når mennesket er opgivet af Gud, når et samfund er opgivet af Gud, så opererer de kun ud fra lidenskaberne af deres egne urene hjerter. De følger hjertets lyster, der fører til urenhed. Hjertet er ugudeligt, hjertet er umoralsk og legemet følger efter. Så du ser dette i vers 24. Først dominerer lysterne hjertet, som fører til urenhed og kroppen følger på de mest usømmelige måder. Hjertet er forvredet, ugudeligt og utilbageholdende og legemet følger med og du har en pornografisk kultur.
Vi kan ret let gå tilbage i vores eget land til den seksuelle revolution i forbindelse med hippie bevægelsen, og begyndende med Playboy imperiet og siden hen, er dette samfund blevet stadig mere pornografisk indtil selv Internettet er domineret af millioner og atter millioner af umoralske pornografiske websteder for at fodre de umættelige lyster som dominerer vores kultur. Det leder til nedbrydelse og ødelæggelse af ægteskaber. Det leder til forfærdelige og skrækkelige misbrug af børn, pædofili, alle former for børnemisbrug, alle former for pornografi som involverer børn, der fortsætter med at gå grassat i et vildt tempo, fordi tilbageholdende nåde er blevet fjernet. Og sex bliver hæmningsløst, ægteskab bliver uden betydning, efterhånden som folk engagerer sig i umoralsk adfærd, utro og uden forpligtelse.
Dette er bare det første trin. Så du kigger på et samfund og spørger, er det drevet af seksuel umoral? Er det fyldt med hjertets lyster, som leder til urenhed og legemet følger med i usømmelighed? Svaret for vores eget land og vores eget samfund er - ja. Og det er svært at forestille sig en nation i denne medie-mættede vestlige verden som vi lever i, det ville være svært at forstå en nation i denne tilstand, som ikke trækker hele verden, der er influeret af vores kultur via medier, med sig. Så det er ikke bare en national sag, det vedrører hele verden. Men det er bare trin et.
Trin to er i vers 26, "Derfor prisgav Gud dem" ... Her er det andet trin ... "til vanærende lidenskaber." Nu er der ikke bare tale om lidenskaber, vi taler om vanærende, nedværdigende lidenskaber. Vi er på vej ned. Der er større udskejelser her. De vanærende, nedbrydende lidenskaber kan blive defineret som vildt begær, perversion eller endda inversion. Og her er det at finde, "Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige." Ligefremt og simpelt, Lesbianisme, homoseksualitet. Og Helligånden refererer her først til degraderingen af kvinder, fordi de normalt er de sidste der bliver påvirket af moralsk forfald fordi de har et moderinstinkt, et beskyttende instinkt for deres egne børn, men når opgivelsens vrede er i kraft, så falder selv kvinder for vanærende lidenskaber. Og i vores kultur er den lesbiske bevægelse højrøstede, skamløse og endda ofte voldelige. Beviser på at absolut alle dyder er forsvundet fra moderskabet, den højeste, normale menneskelige relation er opgivet og de mennesker som gør det er ophøjet som kulturelle ikoner. Al dyd er forsvundet når homoseksualitet invaderer det kvindelige køn.
Og vers 27 tilføjer, "Og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig derved den straf for deres vildfarelse, som de fortjente." Og der er en lille notits om denne konsekvensvrede. Hvad er den velfortjente straf for deres vildfarelse? At de får kønssygdomme, som AIDS. Det vil eskalere også i denne opgivelsens vrede. Der vil også være konsekvensførende vrede for syndige valg, som fører til dødelige sygdomme.
Homoseksualitet er det andet trin. Så se på et samfund. Når du ser et samfund, der er pornografisk, som er dybt involveret i seksuel umoral, med hor og utroskab som en livsstil, som en dominerende livsstil, som ikke bare eksisterer, men er anbefalet og bifaldt af andre i enhver måde i medierne, så ved du at opgivelsens vrede er i funktion. Og når et samfund også ophøjer homoseksualitet, lesbianisme og mandlig homoseksualitet, eller sodomi, så ved du at det vil synke stadigt dybere.
Men der er et tredje trin, og det tredje trin er i vers 28, "Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud." ... her er det tredje trin ... "prisgav Gud dem til en forkastelig tankegang." Først er hjertet råddent og legemet følger efter, derefter ryger forstanden. Hvad er en forkastelig tankegang? Ordet der bruges, betyder bogstaveligt - testet og fundet uegnet. Diskvalificeret for dets oprindelige formål, et ikke-fungerende sind. Fornuften er så korrumperet at den er forkrøblet. Tænkeevnen, den intellektuelle tænkeevne kan ikke længere fungere. Den moralske lov, skrevet af Gud i hjertet, er bogstaveligt blevet trampet ned og erstattet med kulturel umoral. Samvittigheden kan ikke længere fungere. Og så, siger vers 28, gør de ting der ikke sømmer sig, ikke er moralsk. Så umoral går i alle mulige retninger, og nu kan de ikke længere finde tilbage, fordi sindet er så fordærvet. Folk tænker ikke ret. Folks hjerner følger ikke længere de tankebaner de burde. De anbefaler alle de ugudelige ting og afskriver alle de dydige ting. Og hvad strømmer ud af denne pornografiske, homoseksuelle, fordærvede kultur? Al ondskab... Vers 29, "De blev opfyldt af al slags uretfærdighed, ondskab, griskhed, usselhed; fulde af misundelse, blodtørst, stridslyst, svig og ondsindethed; de løber med sladder, de bagtaler andre, hader Gud, farer frem med vold, er hovne og fulde af pral; de finder på alt muligt ondt." ... De opfinder endda nye former for ondskab ... "er ulydige mod deres forældre." Du undrer dig måske over hvordan i alverden dette er havnet her? Det var en overtrædelse, som var forbundet med dødsstraf i Det Gamle Testamente. Ulydighed imod forældre, det kunne du miste livet ved. "De er uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige." Og det er kun en delvis liste. Det er som om nogen åbnede syndens kloak, og lod det løbe gennem samfundet. Og selv om de kender Guds retsordning, det er skrevet i hjertet, Romerbrevet kapitel 2, det er skrevet på Skriftens sider, og de ved også at de der praktiserer sådanne ting fortjener at dø. De ikke bare gør det selv, men bifalder også at andre gør det samme. De ved det er forkert. De kender konsekvenserne. De gør det alligevel og bifalder endda at andre gør det samme. Jeg tænker på præsident Bill Clinton som, da han blev afsløret i skandaløs umoral, vandt større stigning i meningsmålingerne. Det er Romerbrevet 1, selvfølgelig steg de, fordi alle de andre syndere føler sig komfortable med en leder der er som dem.
Dette er bare en hvilken som helst dag i nyhederne. Dette er bare det normale liv i denne verden i alle dens syndige former. Uden samvittighed, uden fornuft, uden tilbageholdenhed, bliver et samfund som driftstyrede vilde umoralske dyr, som går grassat. Det når til niveauet af Jerry Springer Show, hvor det bare er så bizart og korrumperet, at vi ler af den ukonventionelle korruption. Du kan se på samfundet her i landet og spørge dig selv - Er dette et pornografisk, homoseksuelt, fordærvet samfund, som manifesterer alle disse karakteristikker eller ej? Svaret er umiskendeligt klart. Medierne, TV, Musik industrien o.s.v. er alle støtter og formidlere af det stof og på tværs af landet. Uddannelsesinstitutioner og især universiteter er bogstaveligt udklækningssteder for udbredelsen af alle former for sådanne onder.
Dette er hvad der sker, når Gud opgiver et samfund. Jeg ser på vores samfund og siger, "Her er det." Og det bringer os til spørgsmålet om teksten - Hvorfor gør Gud det? Hvorfor opgiver Gud et samfund? Lad os gå tilbage til vers 18.
Nu ved vi hvordan det ser ud når Han gør det, men hvorfor gør Han det? "For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed." Guds vrede er allerede i kraft i vores kultur. Og Gud har opgivet vores samfund i bred udstrækning og lader vores samfund gå sin egen vej, uden tilbageholdenhed. Men Gud har opgivet vores samfund, fordi vores samfund forlod Gud først. Der er ikke noget sikrere og mere sørgeligt bevis på et fordærvet gudløst samfund end når det samfund ikke vil tolerere vrede imod synd. Vores samfund vil ikke tolerere vrede imod synd. Vores samfund lever for synd og ønsker ikke at nogen skal nægte dem deres onder. Så her er vi under Guds vrede af opgivelse. Det er ikke længere som det engang var. Tilbageholdende nåde er trukket tilbage og samfundet bliver mere umoralsk, mere homoseksuelt og mere råddent for hver dag der går. Og hvorfor? Jeg vil vise dig en sekvens, begyndende i vers 18 som har ført os til dette. Hovedårsagen er opsummeret i én udtalelse. "Vi undertrykker sandheden."
Ethvert samfund der undertrykker sandheden, bogstaveligt i originalteksten, som konstant forsøger at undertrykke sandheden og de undertrykker den med uretfærdighed, eller bedre, ved deres ugudelighed. Vi nedtramper sandheden, vi bringer dem til tavshed, som taler sandheden, klamrer os til vores synd. Vi har set lyset, vi hader lyset og vi løber til mørket, foragter lyset, forbander lyset. At undertrykke sandheden, må indebære at vi har sandheden. Gud eksisterer og Han har gjort Sin eksistens kendt for os. Han har guddommeligt indkodet i os, i vores sind, at operere med en årsag og virkningssammenhæng og kan gå tilbage til det faktum, at virkningen, verden, må have en første årsag, Skaberen. Og vi ville være i stand til at forstå at der var en Gud, bare ved ræsonering. Også i Romerbrevet 2, Han har guddommeligt lagt i os, en lov, skrevet i vores hjerter, som er en moralsk etisk standard, som må adlydes ellers vil den aktivere samvittigheden, som er et advarselssystem i hvert eneste menneske, der advarer mod truslen for tab af velbefindende og giver frygt og ængstelse hvis advarslen ignoreres. Så er der Guds åbenbaring i Skriften. I den vestlige verden, har vi haft Guds ord i århundreder. Men denne nation og resten af verden har undertrykt sandheden med uretfærdighed, trampet den ned til fordel for synd.
Lad mig lige på en måde udlægge disse vers, fra vers 18 og ned til vers 23, og give dig fire specifikke sekventielle begrundelser for Guds vrede. Nummer et, åbenbaring.
Nummer et, åbenbaring. Mennesker har fået sandheden. Vers 18 siger, "Vi undertrykker sandheden." Vers 19 beskriver så kilden til dette, "Det, man kan vide om Gud, ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem. For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning." De er uden undskyldning, fordi det er så indlysende at en skabning må have en Skaber, et design må have en designer. Gud har indlagt beviset på åndelig og moralsk sandhed og om Hans egen eksistens og Hans storhed og Hans magt i selve menneskets indretning. Vi taler om de fem sanser, men vi har mere i funktion i os end bare fem fysiske sanser. Vi har to åndelige sanser. Fornuft er den ene og moral er den anden. Disse er så stærke i os, at de ville lede os til Gud som Skaberen, en almægtig Skaber, de ville lede os til Gud som en lovgiver og derfor en dommer, hvis vi bare fulgte hvad der så kraftigt virker i os, at de ville lede os til Gud, en magtfuld Skaber og lovgiver. Rent faktisk, er de så stærkt virkende i os, i enden af vers 20, at vi alle er uden undskyldning. Du kan ikke undskylde dig med uvidenhed og i vores land og den vestlige verden, har vi yderligere Bibelen, kirker og kristne institutioner og højskoler, som oprindeligt var funderet som kristne institutioner. Igennem historien, har denne nation haft sandheden. Gud har givet sig til kende ved naturlig åbenbaring, i skabningen, opfattet ved ræsonering og ved loven skrevet i hjertet, opfattet ved samvittighed. Det som kan vides om Gud. Gud kan kendes. Kristus er lyset der oplyser alle mennesker. Alle har nogen kendskab til Gud i dem. I sindet, i sjælen, i fornuften, i samvittigheden, i vores opbygning, i hvad det vil sige at være menneske. Og når du til det lægger særlig åbenbaring ved Skriften og at vi har hørt sandheden lige siden denne nations eksistens. Vi har hørt sandheden. Sandheden er altid angrebet. Vi lever i en moderne verden. Evolution har fremført et massivt angreb på sandheden, ved at benægte behovet for en årsag og virkningssammenhæng for universet. Hvilken form for idioti er det?
Når som helst hedningerne blev evangeliseret i Apostlenes Gerninger, når som helst hedningerne havde behov for at høre om Gud, så ville prædikanterne fortælle dem om Gud som skabte alting, Apostlenes Gerninger 14 og Apostlenes Gerninger 17. De ville tage dem tilbage til skabelsen, fordi alle vidste at der måtte være en Skaber, Han måtte være almægtig, Han måtte være en designer. Han måtte være moralsk, fordi der var moral i hjertet, som viste sig i de love mennesker lavede i strukturen af deres relationer. Denne Gud var også en Gud der havde personlighed, fordi personlighed ikke kan komme ud af ikke-personlighed. Så når de evangeliserede hedningerne, så begyndte de med Skaberen, som Paulus på Marshøjen. Ved evangelisering af jøder, så startede man med Det Gamle Testamente. For hedningerne var det den generelle åbenbaring af Gud, for jøderne var det den særlige åbenbaring af Gud. Og nu har vores samfund haft succes med at eliminere behovet for en Skaber med evolutionsteorien og benægter Skriftens autoritet. Og selv kirken er gået langt over stregen ved at fjerne vitale doktriner fra Skriften, fordi folk ikke ønsker at høre det. Men sandheden er at finde dér. Det er i samvittigheden, det er i fornuften, som bringer dig til Gud og det er i Skriftens åbenbaring. Syndere er uden undskyldning, fordi hvad der kan vides om Gud ligger nemlig åbent for dem ved at skabe dem på den måde Han gjorde. Så ved at se på skabningen, ser du Hans usynlige egenskaber, evige kraft, guddommelige natur, det er klart og tydeligt og du har ingen undskyldning.
Åbenbaring, det er det første. Gud har åbenbaret sig selv for mennesket. Mennesket har modtaget sandheden. Her i landet endda den bibelske sandhed. Det andet ord i denne progression, er afvisning. Mennesket har vendt sig fra sandheden. Vers 21, "For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte." Og selv om mennesket finder Gud ved ræsonering, så afviser han Ham. Og når udsat for sandheden om Gud i Skriften, så forkaster mennesket Ham. Mennesket undertrykker sandheden i hans syndighed, fordi han elsker mørket frem for lyset. Og han kaster sig i dybet, og tror han kan leve sit liv som han lyster uden konsekvens overhovedet. Og derved udsætter han sig selv for Guds allerstrengeste dom.
Så vi ser på et samfund i dag, i særdeleshed her i Amerika og i den vestlige verden, som er så omfattende influeret af evangeliet og vi ser folk som ikke ærer Gud. Gå tilbage til vers 21, "For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud." Det vil sige, at de ikke vil takke Ham for at være kilden til alt hvad de har. Menneskets problem er ikke at han ikke kan finde Gud, menneskets problem er ikke at han ikke kan anerkende Gud. Menneskets problem er ikke at han ikke kan finde sandheden. Det er at han ikke vil ... og det er tilbage til Johannes 3 igen ... de elsker mørket frem for lyset, fordi deres gerninger er onde. De ønsker ikke at give Gud ære. At ære Gud, ville betyde at de anerkender at de er ansvarlige overfor Ham og for Hans lov og derfor er under Hans dom. Mennesket ville hellere leve helt uden Gud med det i udsigt.
Jeg tænkte dette igennem for nogle år siden og tænkte at mennesket kan lide at leve med fem dominerende løgne. Disse er meget komfortable for synderen. Den første af disse løgne er, at livet er tilfældigt ... livet er tilfældigt. Vi er alle produkter af evolutionært tilfælde, ikke noget formål, ingen Skaber, ingen ansvarlighed. Vi lever grundliggende i et univers, hvor formlen er "ingen gange intet er lig alt." Ingen har ansvar, ingen satte os her. Vi står ikke til regnskab over for nogen. "En rotte er en gris er en hund er en dreng", var mantraet for en organisation. Ingen skabte os, vi har ingen formål med at være til, og det er derfor vi er frie i denne tilfældige verden til at gøre hvad vi vil.
Den anden dominerende løgn er, at sandhed er relativt. Ingen absolutter, ingen standard, du skal bare på en måde flyde med strømmen af den offentlige mening, som vi kender ret godt. Etik kan ændres hvis du har nok gennemslagskraft og nok magt og nok vedholdenhed, men der er ikke nogen absolut sandhed. Vi er alle frie til at have vores egen sandhed og forlange friheden til at leve vores liv ifølge vores egen sandhed, som er af vores egen opfindelse.
Den tredje dominerende løgn er, at folk er grundliggende gode. Og hvis de gør noget dårligt, så er det fordi nogen har misbrugt dem. Andre har skylden, de mangler selvværd, de har psykologiske problemer baseret på miljømæssige faktorer. Men folk er grundliggende gode. Jeg er basalt set god, jeg er et godt menneske... Du hører dem sige det hele tiden.
Den fjerde dominerende løgn der dominerer vores kultur er, at enhver kan forandre sit eget liv, få kontrol, få overtagelse, blive den person du ønsker at blive. Du har styrken til at blive hvad du gerne vil være. Det er den største løgn nogensinde. At du kan blive til den du ønsker at være. Folk siger til deres børn, "Du kan blive til alt hvad du ønsker at være." Lad mig sige dig ligeud, hvis du er sløv, så vil du dø sløv. Hvis du er dum, så vil du dø dum. Hvis du er pessimist, så vil du dø som pessimist. Der er bestemte ting du aldrig kan forandre. Du kan ikke gøre alt det du ønsker at gøre, det er latterligt. Men det passer godt med mantraet i denne maniske form for frihed i den syndemættede kultur.
Og den femte og mest dominerende løgn er, at målet med livet er selvtilfredsstillelse. Du går efter at føle dig veltilpas med dig selv, blive tilfreds med hvem du er. Du hører folk sige, "Dette er hvad jeg er, tag det eller lad være. Jeg er glad for hvem jeg er. Dette er mig, og jeg er som jeg er." Og du ønsker bare at sige, "Jamen, vi ville ønske du ikke var, så gå bare et andet sted hen." Det er denne form for åbenlys selvillusion, at livet er tilfældigt, sandhed er relativt, folk er grundliggende gode, enhver kan forandre sit eget liv hvis han vil, og målet med livet er selvtilfredsstillelse. Sandheden er lige det modsatte af det. Gud er suveræn og intet er tilfældigt. Bibelen er absolut sandhed. Alle mennesker er grundliggende syndige. Kun Kristus kan forandre vores liv. Og selvfornægtende overgivelse til Jesus Kristus er målet med livet. De har fuldstændigt forkert fat i det.
Så hvorfor skulle de give den Gud ære som de fornægter? Hvorfor skulle de takke Ham? De tror de har opnået alt ved egen hjælp. De kan se på skønheden af denne verden, med alle de gode ting som Gud har lagt i den ved Hans generelle nåde og de kan ikke takke Ham for en solopgang, for kærlighed, for børn, for et godt måltid, for en ferie, for hvile, for søvn, for en komfortabel lænestol. De kan ikke takke Ham, for så ville de anerkende at Han er kilden. Det er som Esajas, der skrev om hans egen tid, "Du var tryg i din ondskab. Du sagde: Der er ingen, der ser mig. Din visdom og kundskab førte dig på afveje, du sagde ved dig selv: Jeg og ingen anden! (Esajas 47:10)" Dette er det moderne mantra... Jeg er herre i eget hus, jeg er kaptajnen for min egen skude. Tom, unyttig, selvcentrerethed. Og i denne tomme selvcentrering, bliver mørket bare dybere. Gå tilbage til vers 21, "For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud," og vi taler kollektivt om et samfund her, "men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte," ubrugelige, tomme, menneskelige ideer, unyttige. Og som jeg sagde, ind i dette vakuum strømmer mørke og enden af vers 21 siger, "de blev formørket i deres uforstandige hjerte." De ville ikke vide, og nu kan de ikke vide. Mørket dominerer. Lyset er gået ud. Intellektuel mørke og moralsk mørke er blevet til åndeligt mørke... dødbringende mørke.
Vreden kom på grund af åbenbaring og den kommer igen og igen og igen til samfund igennem hele menneskehedens historie, fordi de ikke vil anerkende Gud, som har åbenbaret sig selv, så at du har åbenbaring og efterfølgende afvisning. Og når afvisningen kommer, så går lyset ud og mørket kommer. Og et tredje trin følger, rationalisering... rationalisering. Hvis ikke dette var så tragisk, så kunne det være morsomt, vers 22, "De hævdede at være vise, men blev tåber." Idiotien af vers 21 bliver forstærket i vers 22. Deres mørke er så omfattende, at de end ikke kan begribe deres sande tilstand. Så de hævder de er vise.
Det minder mig om en dame, som gik til psykiater, hun havde en and i en snor. Og doktoren spørger, "Hvad kan jeg gøre for dig frue?" Hun siger, "Det er ikke mig, det er min mand, han tror han er en and." Dette kunne stille spørgsmålstegn om hendes evne til at opfatte realitet, kunne det ikke? Det er som fyren på sindssygeanstalten der bliver ved med at sige, "Jeg er Napoleon, jeg er Napoleon, jeg er Napoleon." Og fyren i sengen ved siden af siger, "Nej du er ej, nej du er ej." Og den første siger, "Hvor ved du det fra?" og får svaret tilbage, "Jeg er Gud."
Du forstår at det er grinagtigt. Der er ikke noget mere latterligt, ikke noget mere absurd, ikke noget mere bizart end at give dig selv en Ph.D. når du er en tåbe, lykønske dig selv med din visdom og kundskab og indsigt og bedrift, når dit hjerte er kulsort og komplet udelukket for sand visdom. Hævdende at de er vise, er de stolte over at stå frem og erklære hvor vise de i realiteten er. Og det minder mig altid om kejserens nye klæder. H.C. Andersens historie om kejseren der var overbevist om, at han var iklædt de prægtigste klæder, men realiteten var, at han var splitternøgen, og han paraderede rundt i hele byen og fremviste hele sin pragt. Og alle skraldgrinede. Tåber, móros som er fjolser, idioter, tåber. Vi har et samfund af stolte tåber, der fremstiller sig selv som var de betydningsfulde, som var de vise. De er på utallige talk shows, hvor de endeløst laller deres dårskab ud.
Det leder os til et fjerde element, den nedadgående spiral går fra åbenbaring til rationalisering. De fortæller sig selv at de er vise, når sandheden er at de er tåber. Men den fjerde grund til Guds vrede er den værste. Åbenbaring, fornægtelse, mørke rationaliseret og her den fjerde, religion... religion. Dette er meget interessant. Vers 23, "De skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr." Hvor tåbeligt. Religion, mennesker der skaber deres egne guder for at fremme deres egne ubrugelige ideer. Du kunne tænke at religion er mennesket på sit højeste. Lad mig sige det ligeud, religion er mennesket på sit laveste. Falske religioner er mennesket på bunden... på bunden. Det er mennesket der har forladt sandheden fra Gud og jo længere han kommer væk, des dybere synker han ind i sataniske falske religioner. Religion er ikke mennesket på sit højeste. Det er mennesket på sit absolutte lavdepunkt. Dette er den sidste dråbe. Som vers 25 indikerer, vi ville ikke læse det tidligere, fordi jeg gerne ville gemme det til nu. Vers 25, "De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen." De dyrkede fortsat og opfandt deres egne religioner, men det de tilbad, var deres egen frembringelse, egen skabelse af en gud, et dyr, en fisk, en stjerne, en konstellation eller en afgud frem for Skaberen. Vers 28 siger det igen, "Fordi de ikke regnede det for noget værd at kende Gud." Det betyder ikke, at de ikke er religiøse, hele verden er religiøse, fanatisk religiøse.
Ser du, mennesket stiger ikke op fra hedenskabens møg og uvidenhed, til Guds sandhed. Det er ikke sådan det virker. Mennesket udvikler sig ikke opad. Han er for nedadgående. Han falder fra Guds sandhed til religionens slim, falske religioner, sataniske modstykker. Religion er ikke mennesket når han er bedst, religion er mennesket når han er værst. Religion er ikke mennesket på sit højeste, men mennesket på sit laveste. Det er ikke mennesket der stiger op, men mennesket i frit fald. Det er ikke mennesket der finder Gud, men mennesket der finder Satan og bliver tilfreds med ham. Den ultimative dårskab er at afvise Gud og skabe en ikke-Gud som ikke eksisterer og tilbede det. Hvor idiotisk er det? En falsk Gud, en falsk Jesus, og du gør det og kalder dig selv vis, klog og uddannet og du docerer om din religion og har alle former for kompleksitet i dit sataniske system, alle mulige slags mennesker der render rundt med titler og kåber og autoritet og indflydelse og magt. Dette er tåbeligt.
Afguderne kommer i alle forskellige slags og former, fra primitive statuer i de laveste kulturer til de mere ophøjede guder af selvet og sex og moder natur. Fra den Romerske ørn til den plettede ugle, til guldkalvene i Egypten til miljøflippernes delfin-guder, fra tilbedelse af en pind til dyrkelse af jorden, fra Aboriginals til miljøforkæmpere, fra panteistisk tilbedelse af verden til økofeminisme, fra økofeminisme til Islam og enhver anden religion. Jeg er ikke overrasket over, at terrorisme er forbundet med religion, det er mennesket på sit laveste. Er det noget under, at vi som samfund kæmper med vores etik? Er det noget under, at vi som samfund kæmper med vores moral? Vi har forkastet Gud. Han gav os åbenbaring, vi har afvist det. Vi rationaliserer det og kalder os selv en eliteuddannet avanceret kultur og vi opfinder egne religioner og filosofier, som var det en indikator for hvor højt vi er steget, når faktum er, at vi er på vej ned for fuld damp. Vi har afvist Gud og nu har Gud gengældt.
Så vi er under Hans vrede. Det bringer så spørgsmålet... Er der noget håb? Er der noget håb for dette land, for noget samfund i denne tilstand? Så vil jeg tage dig med til et afsnit i Skriften, som giver os håb. Gå i din Bibel til Salmernes bog, og lad os se på Salme 81, fordi denne cyklus er en konstant cyklus i verdenshistorien, foregår hele tiden. Det er sket før i Israel. Det forgår netop nu i Israel. Mange generationer af det jødiske folk, Guds udvalgte folk for en fremtidig frelse, mange generationer har gennemgået denne cyklus, afvise den sande Gud, rationalisere om deres tilstand, opfinde komplekse religioner og filosofier, frit fald. Er der noget håb for dem i fremtiden? Er der noget håb for den vestlige verden? For nogen nation i verden? For os?
Alt hvad jeg kan sige er, at der er et ord om håb i Salme 81. Lad os se på vers 12, "Men mit folk ville ikke adlyde mig, Israel ville ikke vide af mig." Og så i samme sprog i vers 13, "Så overgav jeg dem til hjertets forstokkethed, og de fulgte deres egne planer." Det er som Romerbrevet 1. Dette skete for Israel. Som jeg sagde, verdens historie er dommen over verden. Gud har ladet alle disse nationer gå deres egne veje, Apostlenes gerninger 14. Intet nyt. Gud opgav dem. Vers 14, her er et ligefremt suk fra Guds hjerte, "Gid mit folk ville høre mig, gid Israel ville vandre ad mine veje! Hvor let skulle jeg da kue deres fjender og vende min hånd mod deres modstandere. De, der hader Herren, skulle krybe for ham, én gang for alle skulle deres tid være omme." Med andre ord, det ville være så godt at være under Guds beskyttelse, at der ville være folk der endda ville foregive at de var troende. Og tiden for deres straf ville være for evigt. Og jeg elsker vers 16, "Men dig ville jeg give hvedens fedme, jeg ville mætte dig med honning fra klippen." Dette er et ligefremt hjertesuk fra Gud, som siger, "Om mit folk dog bare ville lytte til Mig, at Israel ville følge Min vej. Så ville Jeg vende Mig til dem igen, og ikke opgive dem, og overgive dem til deres syndige valg, men forsvare dem og beskytte dem og straffe deres fjender og Jeg ville give dem som føde, den fineste hvede og mætte dem med honning fra klippen."
Nøglen, lyt til mig, er "vandre ad mine veje!" Det eneste håb for dette eller noget andet samfund er, at høre Guds ord og adlyde det... At høre Guds ord og adlyde det. Og jeg anbefaler, at dette ikke er et godt tidspunkt for svage mænd, at prædike svage budskaber i svage kirker. Dette er et tidspunkt for modig og kraftfuldt, stærk bibelsk forkyndelse, der kalder folk til at høre Guds ord, og reagere. Dette er det eneste håb for noget samfund, for noget individ.
(Denne artikel har jeg ikke selv skrevet, men har oversat den fra engelsk. Oprindeligt skrevet af: John MacArthur Grace to You)
