Jeg vil gerne have dig til, sammen med mig, at gennemtænke de ting der vedrører budskabet i Guds ord, om nødvendigheden af det kristne evangelie, og for at være mere specifik, nødvendigheden af at tro det kristne evangelie.
Hvis du er del af vores kirke, så er det formentlig ikke nyt for dig, at frelse afhænger af at tro på evangeliet om Jesus Kristus. Vi har fremhævet dette i hele kirkens historie. Vi forstår at kristendommens tjeneste, kristendommens budskab, altid har været det samme. Det har altid været, at frelsen kommer ved tro på de gode nyheder vedrørende Jesus Kristus, Hans fødsel, liv, død og opstandelse. Evangeliets indhold er at finde ene og alene i Skriften. Så kristendom, sand kristendom og dem der sandt repræsenterer kristendommen, har altid bekræftet nødvendigheden af at tro evangeliet. Sande kristne har altid troet at redning fra helvede kun kommer til dem der hører, forstår, tror evangeliet og modtager det fuldt ud. I århundreder, har kristne troet dette, har proklameret dette, har givet deres liv og ressourcer for at manifestere og proklamere denne overbevisning.
Her er vi så, to tusinde år væk fra det Nye Testamente. Vi har haft to tusinde år, hvori sande kristne altid har proklameret dette, og nu står vi for første gang over for en tid i kirkens liv, hvor nogle mennesker skaber tvivl om det. Jeg var, for nogle uger siden, i Montreal som de fleste af jer ved, til den første teologiske konference for den første generation af evangeliske kristne kirker i Québec, plantet og grundlagt i begyndelsen af firserne, en første-generations kirke, der har deres første teologiske kontrovers i deres historie. Og de spurgte mig, om jeg ville være behjælpelig i spørgsmålet om nødvendigheden af at tro på evangeliet til frelse, fordi der var en tendens i denne første generations kirke, blandt mange andre, der var begyndt at udbrede ideen om, at der vil være mennesker i himlen, der end ikke kendte til evangeliet, aldrig vidste noget om Jesus Kristus, og måske aldrig vidste noget om Bibelen. Er det essentielt, spurgte de, for folk at tro på evangeliet?
Et andet spørgsmål der blev fremlagt var dette: Er tro ikke noget der er antikveret? Og er tro ikke en meget personlig ting? Og er tro virkeligt frelsens grundlag? Den eneste anden mulighed er, at du gør dig fortjent til det, og selv dette har fundet sin vej ind i denne første-generation kirkes tænkning. Det tager ikke lang tid. Det er en sørgelig ironi i vores tid, hvor vi har bedre muligheder for at proklamere det sande evangelie end vi nogensinde har haft, bedre måder til at sprede det til de fjerneste egne af verden, med de transportmuligheder der findes, og med den digitale verdens muligheder, og med de medier der findes, har vi et større potentiale til at dække kloden med evangeliet om Jesus Kristus end vi nogensinde har haft i kirkens historie, og nu er vi forvirrede omkring hvorvidt vi behøver at gøre dette, om hvorvidt evangeliets indhold er essentielt, om hvorvidt tro på evangeliets sandhed overhovedet er nødvendigt. Og ud over det, så skammer folk sig over syndens realitet, de skammer sig over helvedets realitet, og ønsker ikke at tale om det. De er bange for at folk vil få det dårligt med sig selv, de er bange for at fornærme dem, ved at påpege, at de er fortabte og er på vej til evig straf, og at de skal omvende sig og at de skal bekende Jesus som Herre, ellers vil de aldrig undslippe helvede. Der er spørgsmål om Kristus' herredømme, der er spørgsmål om læren om retfærdiggørelse, og der er endda spørgsmål om nødvendigheden af at tro og om selve evangeliet.
Det spørgsmål der dukkede op på konferencen, og som jeg blev bedt om at besvare, er dette: "Er det nødvendigt for folk at høre og tro evangeliet for at blive frelst?" Det spørgsmål kommer, fordi der er benægtelser af dette. Lad mig lige give dig lidt indsigt i det. Der har udviklet sig noget der kaldes "naturlig teologi." Naturlig teologi siger, at mennesket i sin naturlige tilstand, også kan ræsonnere sig til Gud med naturlige midler, uden bibelen eller uden evangeliet, ved på en måde at gøre sit bedste med den information mennesket har, og at det er godt nok for Gud. Mennesket er i stand til ved naturlige kræfter at bekræfte det faktum at Gud eksisterer. Han kan vide nok om Gud til at tilfredsstille en form for guddommeligt minimumskrav, en slags adgangskrav uden Skriften.
Dette er vidt udbredt. For eksempel, fortolker paven selv det andet vatikankoncil med disse ord, og dette er et citat, paven sagde, "Evangeliet lærer os, at de der lever i overensstemmelse med saligprisningerne og som kærligt bærer livets lidelser, vil gå ind til Guds kongerige." Det er officielle ord fra paven. Alt du behøver at gøre, er at leve ifølge saligprisningerne, være ydmyg og fattig i ånden og barmhjertig og kærligt bære livets lidelser, så vil du få adgang til Guds rige.
Denne pave falder i tråd med Thomas Aquinas, som er en gammel katolsk teolog, der fik en masse af hans teologi fra Aristoteles, desværre. Den bibelske lære, at frelsen kun kommer til dem der tager imod med tro på evangeliet om Jesus Kristus, bliver afvist som urimeligt og grusomt, men at hedninger bliver frelst hvis de lever et godt liv og er oprigtige. Det er også opfattelsen hos ingen ringere end Peter Kreeft i en bog kaldet "Ecumenical Jihad", hvori han siger, at muslimer vil være i himlen, og jøder vil være i himlen, og ateister, der aldrig kendte evangeliet, vil være i himlen. Overraskende nok, bliver bogen anbefalet af Charles Colson og J.I Packer.
I et meget interessant interview for nogle år tilbage, imellem Billy Graham og Robert Schuller, gik konversationen sådan her. Billy Graham sagde, "Jeg tror at enhver der elsker Kristus eller kender Kristus, hvadenten de er bevidst om det eller ej, så er de medlemmer af Kristi legeme, hvad enten de kommer fra den muslimske verden eller buddhistiske verden, eller den kristne verden, eller den ikke-troende verden, så er de medlemmer af Kristi legeme, fordi de er blevet kaldet af Gud. De kender måske end ikke navnet Jesus, men de ved at de behøver noget, og jeg tror de er frelste og at de vil gå til himlen med os." Er du overrasket?
Så fortsatte han og sagde, "Jeg har mødt mennesker på mine rejser, som aldrig har set en bibel, aldrig har hørt om en bibel, aldrig har hørt om Jesus, men de troede i deres hjerter, at der er en Gud og de har stræbt efter at leve et liv der er adskilt fra det samfund de lever i." Er det nok? Du vil nok ikke være overrasket over at høre paven sige det. Men du vil nok være overrasket over at høre Billy Graham sige det.
Der er en anden trend, der bliver kaldt "Den bredere barmhjertigheds trend." Robert Schuller udtaler, at der er en bredde i Guds barmhjertighed. Nogle teologer har bekræftet dette, en af dem, Clark Kinnock sagde, "Når vi nærmer os en troens mand, fra en anden religion, så vil det være med en forventningens ånd for at finde ud af hvordan Gud har talt til ham og hvilken ny forståelse af Guds nåde og kærlighed vi kan udlede af dette møde med en person fra en anden religion." Kinnock går videre og siger, "Vores første opgave i mødet med andre mennesker, andre kulturer, andre religioner, er at drage skoene af, fordi stedet vi betræder er helligt. Vi må ikke glemme, at Gud var der før vi ankom." Er Gud tilstede? Er den sande Gud tilstede i andre religioner? Han tilføjer dette, "Gud har mere i gang i form af forløsning, end hvad der skete i det første århundredes Palæstina."
Raimundo Panikkar, der skrev en underlig bog, kaldet "The Unknown Christ of Hinduism," sagde dette, "Den gode og Bona Fide (Latin: med redelige hensigter; på tro og love) hindu er frelst af Kristus, ikke ved hinduisme, men det er gennem hinduismens sakramenter, gennem budskabet om moralitet og det gode liv, gennem den mysticisme der kommer til ham gennem hinduismen, at Kristus frelser denne hindu."
En velkendt amerikansk pastor skrev en bog kaldet, "Totally Saved", publiceret af Moody Press og i denne bog sagde han, "Folk der aldrig har hørt evangeliet, som ikke kender til bibelen, vil blive frelst ved at blive transdispensationaliseret... opfandt det ord." Med andre ord, så vil de blive behandlet som om de levede under en anden pagt. Og John Hagee, selvfølgelig, som ofte er på tv, siger at jøderne ikke blev frelst ved evangeliet. De blev frelst på en anden måde.
Men, hvad siger Skriften om det? Jeg mener, det er det eneste der betyder noget. Du ville tænke, at disse folk ville se på hvad Skriften siger, det er ret basalt. Du kunne faktisk begynde i Første Mosebog kapitel 3, men vi vil ikke gøre det, vi kunne, men det ville forsinke os, fordi at selv Adam og Eva, i en tilstand af syndfri perfektion, uskyld, med indbegrebet af naturlige kræfter og i deres syndfri tilstand med perfekte evner, perfekt ræsonnering og ren moral, kun vidste hvad Gud forventede, hvis Gud åbenbarede det for dem. De kunne ikke udlede det på egen hånd. Det er derfor Gud vandrede og talte med dem dagligt i haven. Han kommunikerede. De havde en konversation. Han afslørede Hans vilje. Det var Gud der måtte fortælle dem hvad de kunne spise og hvad de ikke kunne spise. Det var Gud der forklarede hvad, hvorfor og hvordan, så at når du slog øjnene op, og der var en kvinde, så gift dig med hende, hun er din hustru. Det var Gud der fortalte dem, at de skulle give dyrene navne. Det var Gud der sagde til dem, at de skulle passe haven. Alt kom fra Gud. De ville i deres naturlige tilstand, ikke have den fjerneste ide om hvad de forventedes at gøre, selv i deres perfekte syndfrie tilstand. Så meget mere gælder for dem i en uperfekt tilstand. Adam var ikke kilden til sandhed. Han var ikke kilden til retfærdighed. Han var ikke definitionen af det. Han opfandt det ikke. Han definerede og opfandt ikke pligter. Han opfandt ikke moral, mening, skønhed. Gud gjorde alt dette og viderebragte det til dem i de første dage, mens de vandrede med Ham i haven, ved særlig åbenbaring. Ingen, end ikke Adam i hans perfekte tilstand, ville kunne vide hvad Gud forventede, hvis ikke Gud fortalte det. Så meget mere i vores faldne tilstand, må vi tro hvad Gud har åbenbaret. Med vores naturlige kræfter kan vi ikke finde Guds vilje i vores uvidenhed. Vi behøver særlig åbenbaring for at kende Guds vilje.
Og vi har denne særlige åbenbaring, selvfølgelig, på siderne af de hellige Skrifter. Der er ingen andre måder at kende det på. Der er en åbenbaring af Gud i naturen. Lad os se på det. I Romerbrevet kapitel 1, vil vi nu se på nogle afsnit, du nok er ret bekendt med, og vi vil starte med at tale kort om dette, fordi jeg har en håndfuld af dem, som jeg vil, at du skal se sammen med mig, som vil forklare for os, det nytteløse i at tænke, at folk kan blive frelst uden evangeliet.
I Romerbrevet kapitel 1, du kender afsnittet særdeles godt, vers 18, "For Guds vrede åbenbares fra himlen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker, der undertrykker sandheden med uretfærdighed." Det er en simpel udtalelse. Hvor der er ugudelighed og uretfærdighed, vil Guds vrede blive åbenbaret fra himlen. Den vil komme over mennesker, som ikke finder gudsfrygt og retfærdighed på egen hånd, men som undertrykker sandheden med uretfærdighed. Det er menneskets natur. Mennesker stiger ikke op til sandheden, de undertrykker sandheden. Det der kan vides om Gud, ligger nemlig åbent for dem, Gud har jo åbenbaret det for dem. I kapitel 2, siger han, "De viser, at de har den gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte." Guds moralske natur, er i nogen grad åbenbaret for dem i den moralitet hver eneste menneske har og i den samvittighed der er aktiveret af denne moralitet.
Også i vers 20, er det ikke kun medfødt moral, men ræsonnering. Siden verdens skabelse, har Hans usynlige egenskaber, Hans evige kraft og guddommelige natur kunnet ses tydeligt, idet det forstås ved det skabte, så de er uden undskyldning. Mennesket har tilstrækkelig kundskab om Gud gennem ræsonnering. Han ser på verden, han ved der er en årsag, han ræsonnerer sig tilbage til den allerførste årsag. Han ved rationelt, at hvem der end skyldes årsagen, så er der i hans natur, evnen til at producere alt der eksisterer i den skabte verden. Det ville betyde alt det materielle. Det ville betyde alt det immaterielle. Det ville betyde alt der er del af det målbare objektive univers og alt der er del af det ikke-målbare subjektive i universet, ting som kærlighed og skønhed og alle disse ting som følelser og vilje. Alle disse elementer er del af Skaberen, ellers ville de ikke eksistere i Hans skabning. Menneskelig ræsonnering fortæller dig det.
Så mennesket kan vide noget om Gud fra menneskelig ræsonnering. Han kan vide der er en stor, stærk og mægtig Skaber, der er guddommelig, og som har usynlige egenskaber, fordi at selv mennesket har usynlige egenskaber, selv dyr har usynlige egenskaber. De har sind og tankemønstre og de ting som dyr gør, instinkter kalder vi dem, er alle bevis på en immateriel virkelighed.
Så mennesket kan vide om skabelsen og noget om Gud der skaber. Hvad gør det for ham? Frelser det ham? Nej. Det efterlader ham uden undskyldninger. Det efterlader ham uden undskyldninger når han undertrykker sandheden med uretfærdighed. Menneskets natur med naturlig åbenbaring, kommer ikke til Gud, han afviser Gud. Der er ikke tilstrækkelig åbenbaring tilgængelig for mennesket i hvad vi kalder naturlig åbenbaring til at frelse ham, men der er tilstrækkeligt til at fordømme ham. Der er nok til at efterlade ham uden undskyldninger, og mennesket vil undertrykke denne sandhed, siger vers 21. De kendte Gud, de kendte realiteten af Gud, Guds eksistens. De ærede Ham ikke som Gud, eller takkede Ham, men de blev tomme i deres spekulationer, deres tåbelige hjerter blev formørkede. De hævdede at være vise, men blev tåber, og de skiftede den uforgængelige Guds herlighed ud med billeder i skikkelse af forgængelige mennesker, fugle, firbenede dyr og krybdyr. De skaber afguder.
Jeg mener, dette er menneskets historie. Historien ville vise os, at mennesket, der har tilstrækkelige naturlige kræfter til at ræsonnere at der er en Gud, der er moralsk og en lovgiver, og som er magtfuld og guddommelig og har usynlige egenskaber, det er begyndelsespunktet. Men i stedet for at takke Gud for alt dette, så afviser de Gud, de undertrykker sandheden, de handler ugudeligt, fordi det er alt de kan gøre i deres faldne tilstand. De ender op tomme, onde, og dømte til vrede. De er der hvor naturlig teologi vil bringe dig til. Og det er det hele. Disse stammefolk derovre, som ikke kender noget til Jesus og Bibelen, de lever i Romerbrevet 1. De tilbeder pinde og sten og alle mulige afguder, alle slags dæmoner, alle slags hekse, alle former for selvskabte, overnaturlige, sataniske forfalskninger, ikke den sande Gud.
Gå til 1 Korintherbrev kapitel 1, og her er en anden illustration af dette. Og som jeg sagde, så vil vi lige gennemgå det på en overfladisk måde. Men fra vers 18 af 1 Korintherbrev kapitel 1, og vi vil bare gå ned til vers 21. Nøglen her, mens jeg læser det, er ét ord, og jeg vil sige mere om det efter vi har læst det. "For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom." Se det er en kritisk vigtig udtalelse. I Guds visdom, er det Guds plan, at verden i dens visdom, ikke kan komme til at kende Gud. Vers 21, de kan ikke komme til at kende Gud gennem menneskelig visdom.
Så går vi tilbage til vers 18, "For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes." Der har vi problemet. Det er et kategorisk udtryk. Det er en tilstand, nutidsform, det er en tilstand. Kategorien af mennesker der fortabes, kan ikke kende Gud. De kan ikke komme til at kende Gud. Det er uden betydning hvem de er. Vers 20, "Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?" Alt hvad de vil nå frem til er tåbelighed. Verdens visdom er tåbelighed, fordi i Guds visdom, kan verden ikke ved dens visdom, komme til at kende Gud. Disse mennesker der fortabes, som er i kategorien af fortabelse, kan ikke komme til at kende Gud. Selv de mest intelligente af dem. Selv de mest lærde, de bedst uddannede, de mest elitære, de viseste af de vise, individuelt og tilsammen, kan ikke komme til at kende Gud. Det er umuligt. De er nødt til at være i en anden kategori, og den kategori er indikeret i enden af vers 18. De er nødt til at være blandt dem der bliver frelst. Det er en parallel verbumstruktur til dem der fortabes. Enhver på planeten, er i en af disse kategorier. Du er enten i gruppen der fortabes, eller i gruppen der bliver frelst. Hvis du er i gruppen der bliver frelst, så kommer ordet om korset til dig. Det er Guds kraft. Og ordet om korset, betyder evangeliet.
Hvis du er i kategorien af dem der fortabes, så er ordet om korset, der kommer til dig, tåbelighed... det er tåbelighed og det bliver forkastet som sådan. Ned til vers 21, i Guds visdom, det er Gud der bestemmer ved Hans egen visdom, ikke at frelse mennesker gennem deres egen intellekt. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, vers 27. Dem der bliver frelst, er de troende. Adskilt fra det, er der ingen frelse. Så dem der går fortabt, kan ikke ved deres egen visdom komme til at kende Gud.
Nu, mens vi er i 1 Korintherbrev, så gå til kapitel 2 et øjeblik og vers 14. Selv om du bringer Guds sandhed til et menneske der fortabes, til et menneske der er i sin naturlige tilstand, så vil han ikke være i stand til at acceptere det. "Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok." Han er åndeligt død.
Hvordan kan det forandres? Gå tilbage til vers 11. "For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd?" Det er en analogi. "Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os."
Med andre ord, den eneste måde du kan kende sandheden, den eneste måde du kan kende Gud, kende sandheden om Gud, er ved at Guds Ånd åbenbarer det for dig. Og, selvfølgelig har Han gjort det, siger vers 13. Dette er en henvisning til Skriften. "Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige." Her har vi åndelige tanker kombineret med åndelige ord. Det er essentielt Skriften. Den hellige Skrift, den Hellige Ånds værk, giver os åbenbaring om evangeliet, der frelser. Det sjælelige menneske, kan ved egen kraft ikke komme til at kende Gud. Når evangeliet kommer til ham, så er evangeliet tåbeligt for ham, og vil blive afvist af ham, han kan ikke forstå det, han er åndeligt død, medmindre Helligånden vækker ham og giver ham liv gennem evangeliet, født på ny ved sandhedens ord.
Så hvad vi lige har forsøgt at vise dig, er i afsnit efter afsnit. Skriftens bevis er, at mennesket i deres naturlige fortabte tilstand, ikke kan komme til at kende Gud på egen hånd. De kan ikke... de kan ikke.
Gå til 2 Korintherbrev kapitel 10, vers 3 til 5, en af mine favoritter. "Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker." Vi lever ikke på kødelig vis. Han mener at vi er mennesker, der tales ikke om synd her, kun om at være menneskelige. Vi fører ikke krig på verdslig vis, men kæmper en åndelig krig hvor vi ikke bruger menneskelige våben. Det er hvad han siger.
Hvorfor? De våben vi bruger i vores krigsførelse, er ikke menneskelige, men guddommeligt kraftige til at nedbryde fæstningsværker. Du er nødt til at forstå tilstanden af den ikke-troende. De er vantro fordi de er i kategorien af dem der fortabes, for at låne fra Paulus i Efeserbrevet. De er døde i deres overtrædelser og synd. Det naturlige menneske kan ikke forstå det der kommer fra Gud. Det er deres tilstand. De ser sandheden som tåbeligt. De kan ikke tro sandheden. De kan ikke begribe sandheden. Det er deres tilstand, selv når sandheden bringes til dem.
Så de vil ikke tilslutte sig til kundskab om Gud på egen hånd, ved menneskelig ræsonnering, og de vil endda forkaste åbenbaringen af evangeliet når de hører det, medmindre Helligånden bevæger dem fra kategorien af de fortabte, til kategorien af dem der bliver frelst. Dette sker ikke let. Det sker kun på én måde, og det er hvad dette afsnit gør klart.
Her er problemet. Vi er i en åndelig krig, og har behov for yderst kraftige våben. Hvorfor? Fordi vers 4 siger, at vi bestræber os på at nedbryde fæstningsværker... fæstningsværker. Hvad er det vi taler om? I enden af vers 4, siges der, at nedbrydelse af fæstningsværker, er nedbrydelse af tankebygninger. Så nedbrydelse af tankebygninger, er en metafor for nedbrydelse af fæstningsværker. Disse fæstningsværker er tankebygninger. Ordet er Logismos, og betyder ideer, tanker, filosofier, psykologier, teorier, religioner, idékomplekser og ideologier.
Hvad gør vi så for at befri folk fra deres fangenskab? Hvad gør vi for at befri dem fra deres fæstningsværker? For resten, så er ordet for fæstningsværker her, det samme græske ord for fængsel og det samme ord for grav. Og folk er indespærrede i deres egne forstærkede ideologier, som forbliver deres fængsel, og ender med at blive deres grav.
Så hvordan befrier vi dem? Dette er åndelig krigsførelse. Åndelig krigsførelse er ikke at jagte dæmoner. Åndelig krigsførelse er at angribe ideologier, fæstninger, hvori folk er holdt fanget og fængslet, og som en dag vil blive deres grav.
Hvordan kommer vi så frem til det? Gå tilbage til vers 5 igen. Vi destruerer ideologier. Yderligere defineret på denne måde, "og," der er ordet chi, der kan betyde "selv," hvilket giver en mere komplet forklaring, snarere end et alternativ. Så vi ville læse det sådan her. Vi nedbryder tankebygninger, selv alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus. Alt der ikke er sandt, alt der er anti-Gud, alt der ikke er hvad Gud har sagt, enhver ugudelig ide. Vi nedbryder ideer. Det er hvad åndelig krigsførelse er. Og så har vi ansvaret for, enden af vers 5, for at tage enhver tanke til fange i lydighed til Kristus. Så længe nogen er fanget i et falsk religiøst system, hvad enten de gør gode ting, eller ikke gør gode ting, så længe nogen er fanget i den form for ideologi, så er det et fængsel der vil blive en grav. De forbliver i kategorien af fortabelse. Den eneste måde de kan komme ud af det, er ved at få ideologien smadret og at de bliver bragt til lydighed under Kristus. Det er åndelig krigsførelse. Det er en kamp om sindet og hvordan folk tænker.
De klogeste af de kloge, så vi i Romerbrevet 1, er tåber. Det bedste de kan gøre, er, at ende op med at være uden undskyldning, når de er dømt til helvede. De er ude af stand til selv at finde Gud på egen hånd. Mennesket, ved sin egen visdom, kan ikke kende Gud. Han vil fortabes i sin ideologi, medmindre hans ideologi smadres og han bringes til lydighed under Kristus.
En anden illustration af dette er i Apostlenes gerninger 17. og igen er vi velkendte med Paulus på Marshøjen i Athen. Dette er en ret fascinerende beretning om Paulus på Marshøjen, på Areopagos i Athen, hvor han interagerede med de græske filosoffer. og han samtalede hele tiden der med jøderne i synagogen, og de gudfrygtige hedninger og hver dag med dem der tilfældigvis var tilstede. og vers 18 siger, "En del epikuræiske og stoiske filosoffer diskuterede også med ham, og nogle sagde: Hvad mon han mener, det sludrehoved?" Så dette sætter bare scenen for hans interagering med disse filosoffer. Vers 22, "Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse." Nu ville vi forvente at den næste linje ville være, "dette er virkeligt godt, fordi dette er alt der behøves. I har gode hensigter og klarer jer fint med den information i har."
Og så siger han i vers 23, "For da jeg gik rundt og så nærmere på jeres helligdomme, fandt jeg også et alter med indskriften: For en ukendt gud. Det, I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo – for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os. For i ham lever vi, ånder vi og er vi, som også nogle af jeres digtere har sagt: Vi er også af hans slægt. Når vi nu er af Guds slægt, må vi ikke mene, at guddommen ligner noget af guld eller sølv eller sten, formet ved menneskets kunst og snilde. Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde."
Og i afslutningen på talen, "nogle mænd sluttede sig til ham," vers 34 "og troede, blandt dem Dionysios, som var medlem af Areopagosforsamlingen, og en kvinde, der hed Damaris, og flere andre." Dette er hvor du kommer, når du har de elitære filosoffer. De klogeste af de kloge på det højeste niveau af menneskelig visdom. Du får et stort tomt intet. Hvad får du? Du får den ukendte Gud, den Gud du ikke kender. Paulus fylder, ved guddommelig åbenbaring, tomrummet med evangeliet. Han siger de er famlere, i famler jer frem og ender med at lave afguder af guld og sølv og sten. Og han ønsker for dem, at de skal komme til at kende den sande Gud og den sande vej til frelse gennem Jesus Kristus der døde og opstod igen.
Hvor fører naturlig åbenbaring dig hen? Det fører dig til tåbelighed. Det fører dig til uvidenhed. Det fører dig til fordømmelse. Det fører dig til afgudsdyrkelse. Det fører dig til helvede.
Jeg vil gerne have dig til at gå tilbage til 1 Korintherbrev 10. Du vil ikke finde på den Hellige Skrifts sider, fra begyndelse til ende, nogetsteds, hvor der er givet en anbefaling til nogen der har fundet Gud gennem noget andet end bibelsk åbenbaring. Lyt til 1 Korintherbrev 10, dette er en meget vigtig portion af Skriften og vi kan gå ned til vers 19.
Vers 19 siger, "Hvad vil jeg sige med dette? At det, som ofres til afguder, er noget, eller at afguder er noget?" med andre ord, det er ikke en Gud. Det er ingenting. Det er træ, sten eller hvad det nu er. Men i vers 20, "Nej, men at det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud." Lad os lige forstå dette ret.
Hvis du går til en stamme et eller andet sted, og de tilbeder den Gud de har skabt, så er det ikke en form for primitiv repræsentation af den sande Gud. De tilbeder en dæmon.
For resten, dette er lånt, denne sandhed, fra Femte Mosebog kapitel 32, og jeg læser lige et par vers, startende fra vers 15, "Men Jeshurun," det er et andet ord for Israel, "blev fed," det er en anklage, "og slog bagud, du blev fed, du blev tyk, du blev trind! Han forkastede den Gud, der havde skabt ham," og dette er Israels frafald, "og viste foragt for sin frelses klippe. De æggede hans vrede med fremmede guder og vakte hans trods med afskyelige ting." Og så i vers 17, "De ofrede til dæmoner, som ikke er guder."
Nu vil jeg sige noget meget ligefremt. Dyrkelsen af Maria er ikke tilbedelse af Maria; det er tilbedelse af en dæmon, en dæmon der efterligner Maria nok til at holde millioner af sjæle fangne. Tilbedelse af noget andet end den sande og levende Gud, er tilbedelse af en dæmon. Du kommer ikke til Gud ved at skabe en afgud og gøre dit bedste. Det er ikke hvad Skriften siger. Satan er fader til al løgn og hans budbringere er forklædt som lysets engle. Han virker igennem falske religioner. Selv i dem der virker harmløse, som kan virke som af mindre betydning. Måske du skulle kigge lidt nærmere på det af mindre betydning, de tilbeder Jesus, men de betragter Ham en smule anderledes. Er det ikke i orden? Er det noget problem?
I Andet Johannesbrev kapitel 1, vers 9, står der, "Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud." Hvis du har noget andet end den sande Kristus, så har du ikke Gud. Mormonerne? Deres Gud - kan jeg sige dette? - er en dæmon. De tilbeder en dæmon. De tilbeder en Jesus der er skabt, der er åndelig broder af Lucifer. De tilbeder en dæmon. Hvis nogen kommer til jer, siger Galaterbrevet 1:9, og forkynder et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han. Det inkluderer enhver anden Jesus, lad ham være forbandet. Du kommer ikke til Gud på alternative måder.
I Romerbrevet kapitel 3, som vil være et andet afsnit som vi kan overveje. Du siger, "Hvilket fortrin har jøden så?" Hvad med jøderne? De tilbeder Abraham, Isak og Jakobs Gud. Det Gamle Testamentes Gud; de tror på at Han er skaberen, de er monoteistiske, kun én Gud, hvad med dem? Er det ikke i orden?
Lyt til Romerbrevet 3:9. "Har vi så nogen fordel? Overhovedet ikke! Vi har jo allerede anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd." wow, de er ikke bedre stillet end grækerne og hedningerne. De er alle i samme kategori. "Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste." Det er sandheden fra Romerbrevet 3. De søger ikke Gud. De kommer ikke til at kende den sande og levende Gud. Der er ikke nogen frelse for dem.
Det er derfor du har den store missionsbefaling. Det er derfor vi er fortalt gentagne gange, at vi skal gå ud i alverden og forkynde evangeliet for alle, fordi at adskilt fra det, kan folk ikke blive frelst. Det er derfor vi har en sådan passion her i Grace Church for at tage evangeliet helt til verdens ende, og bruger al kraft vi har til det, ikke sandt? Du vil modtage et brev i denne uge, eller næste uge, et julekort. Læs det omhyggeligt, og bliv opmuntret. Det vil give dig et billede af hvordan Gud har velsignet denne kirke og gjort os i stand til at dække kloden med budskabet om Jesus Kristus' evangelie, og hvor stor en del af det du er. Du vil glæde dig, når du ser det.
Som jeg sagde, så lever vi i en tid, hvor vi kan nå til verdens ende som aldrig før i menneskets historie. Og vi ønsker at være trofaste for den realitet, at adskilt fra os, rækkende ud til folk med evangeliet, så har de intet håb om at blive frelst.
For lige at bringe dette til dets kulmination... det var introduktionen... så gå til Romerbrevet 10, og dette er prædikenen. Du kan starte stopuret nu, ok? Det var lige en lang indledning. I Romerbrevet 10:1, siger Paulus, "Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses."
Hvem taler han om? Israel, tilbage i kapitel 9 vers 31, Israel. "Hele mit hjertes ønsker, min bøn til Gud for dem, er at de må blive frelst." Tilbage i kapitel 9, vers 1, "Jeg taler sandt i Kristus, jeg lyver ikke, og min samvittighed kan i Helligånden bevidne, at jeg har en stor sorg, der altid piner mit hjerte. Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd."
Hvad siger han? Jøderne er ikke frelst... de er ikke frelst. De var ikke frelst i det første århundrede; de er ikke frelst nu ved deres Judaisme. Det er hvad han siger.
Og så begynder han at udfolde problemet. Her er deres problem. Kapitel 10 vers 2, "For det vidnesbyrd må jeg give dem, at de har nidkærhed for Gud, men uden.." hvad? ..."forstand." Du kan ikke komme dertil ved at ønske det, ville det. Der er ingen frelse. De har nidkærhed for Gud, og det er en seriøs ting, specielt hvis du tager apostlen Paulus med i overvejelse som en af farisæerne. Nidkærhed gør det ikke. Der er ingen frelse. Paulus siger endda om sig selv i 9:3, "Jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet og skilt fra Kristus, hvis det kunne hjælpe mine brødre og landsmænd." De var forbandede, blasfemiske imod Gud. Hvilken forståelse er det de mangler? Vers 3. Her er på en måde en bid af den indsigt som det er de mangler. De har ikke epignosis, det er dyb kundskab, forholdsord tilføjet til gnosis, viden. En nidkærhed for Gud, der er misinformeret, en nidkærhed for Gud der er misdirigeret er en evig dødsdom. Dette rammer sømmet direkte. Det universelle resultat af alle religioner og tro på Gud, som ikke inkluderer det sande evangelie om Jesus Kristus, er helt enkelt en dødsdom. Jøderne i dag, er lige så fortabt som muslimerne. De tror ikke den sandhed der er nødvendig for at blive frelst. Hvad er sandheden der er nødvendig for at blive frelst? For det første, vers 3, så er de uvidende om Guds retfærdighed... de er uvidende om Guds retfærdighed.
Hvad betyder det? De forstår ikke hvor retfærdig Gud virkelig er. Dette, kære venner, er det første fordømmende mørke. De ved ikke hvor hellig Gud virkelig er. De ved ikke hvor retfærdig Gud er. For at sige det på en anden måde, så tænker de, at Gud er mindre retfærdig end Han er.
For det andet, så ved de ikke hvor syndige de er, ved at prøve at etablere deres egen retfærdighed. De underordner sig ikke Guds retfærdighed. Med andre ord, de tror Gud er mindre retfærdig end Han er, og de tror, at de er mere retfærdige end de er, og at de derfor kan tilfredsstille Gud på egen hånd. Dette er et gerningsretfærdigheds system. De ved ikke hvor hellig Gud er, absolut hellig, hvor retfærdig Gud er, hvor absolut intolerant Han er over for enhver synd. Du kan ikke give dig selv nogen undtagelser fra synd over for en absolut hellig Gud. Du kan kun blive frelst hvis du har en fuldkommen retfærdighed, DEN fuldkomne retfærdighed Gud giver. De underkastede sig ikke for det faktum, at de måtte have en retfærdighed givet til dem af Gud. De tænkte Gud var mindre hellig end Han var og at de var mere hellige end de var. Og at de derfor kunne behage Gud ved deres gerningsretfærdighed.
Ser du, al effektiv evangelisme begynder med Guds absolutte retfærdighed og hellighed, og menneskets fuldstændige ondskab og syndighed, og at der er en uoverstigelig afgrund som ikke kan krydses af mennesket. Guds perfekte renhed, Hans perfekte had mod enhver synd, dette er så alvorligt, at én synd er nok til at en synder skal tilbringe evigheden i helvede som straf. Så du ser, at de ikke forstår Gud. De tror Han er mindre hellig end Han er. De forstår ikke deres egen ondskab; de tror de er mere hellige end de er. Så de derfor kan behage Gud på egen hånd. Du kommer ikke dertil på den måde. De underordner sig ikke Guds retfærdighed, der er den eneste måde der frelser, at modtage retfærdigheden fra Gud, tilregnet dig af Gud.
Kapitel 10 vers 4 fortæller os så, at de ikke forstår denne store sandhed, at Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror. Hvad menes der med at Kristus er enden på loven? Telos er den græske term. Nogle folk siger, at Kristus er enden på lovens trussel. Nogle folk siger, at Kristus er enden på lovens virke. Andre siger, at Kristus er den perfekte opfyldelse af loven. Nogle siger, at Kristus opfyldte lovens krav om straf. Nogle siger, at Kristus afslutter den gamle pagts lov og indfører den Ny Pagt.
Alt dette er sandt. Men alle ser på denne sætning som om den taler om Kristus, når den ikke taler om Kristus, den taler om... gå tilbage til vers 4 ...enhver, som tror. Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror. Dette viser at Paulus hensigt er at sige, at Kristus er afslutningen på at stræbe efter retfærdighed ved loven. Jøderne forsøgte at opnå retfærdighed ved at overholde loven. Kristus, når du modtager Ham, afslutter denne frugtesløse stræben. Filipperbrevet 3, siger, "[at jeg kan vinde Kristus og] findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen." Og det var enden på loven... kapløbet om at kvalificere sig selv overfor Gud ved at overholde loven.
De forstod det ikke. De forstod ikke hvor hellig Gud er, hvor syndige de var, og de forstår ikke at tro på Jesus Kristus bringer frelse og ender den frugtesløse stræben efter at prøve at fortjene det ved at overholde loven.
Nu da vi har ordet “tror” i Romerbrevet kapitel 10 vers 4, så lancerer Apostlen Paulus en sektion fra dette vers ned til vers 10, hvor han taler om tro. Og det er en vidunderlig sektion. Vi vil ikke gå i detaljer med det. Synderen bliver ledt til at tro på Kristus i vers 4, og så bliver dette illustreret. Moses skriver om den retfærdighed, som kommer af loven, at det menneske, der holder budene, skal leve ved dem. Det er en umulig vej at gå, som Galaterbrevet 3:10 sagde, ”Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.” Hvis du bryder loven én gang, så har du knust ethvert håb for det.
Men i Romerbrevet 10 vers 6, ”Men den retfærdighed, som kommer af tro.” Med den forholder det sig helt anderledes. Og vi vil springe det over, gå ned til vers 9. Her er hvordan man modtager den retfærdighed der kommer af tro. ”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses.”
Folkens, det er budskabet, ikke sandt? Og adskilt fra dette, så er der ingen frelse. Vi har vist dig med adskillige afsnit, at det kan koges ned til hvad en person tror i hjertet, vers 10, som resulterer i retfærdighed, Guds retfærdighed tilregnet til denne person, og som med munden bekender og det resulterer i frelse. Der er en reference tilbage til Moses, Tredje Mosebog 18:5, der er reference tilbage til Femte Mosebog 30, dette er ikke nyt. Retfærdighed ved tro er ældgammelt. Gud har altid frelst mennesker på denne samme måde . Det er et spørgsmål om at tro.
Hvordan blev de frelst? Vers 9 og 10, ”For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til retfærdighed, med munden bekender man til frelse.” Det er måden det sker på, siger vers 10.
Jøderne forstod ikke hvor hellig Gud er, og hvor uhellige de var. De forstod ikke hvad Kristus gav, og de forstod ikke troens plads. Der er noget andet de ikke forstod. De forstod ikke frelsens omfang. I vers 11, siger Skriften, ”Ingen, som tror på ham, skal blive til skamme.” Ingen der tror på Ham, skal blive til skamme. Esajas 28:16, selv i det Gamle Testamente, var det tydeligt at dette også skulle være for dem uden for Israel, og i vers 12, siger Paulus, ”Der er ingen forskel på jøder og grækere; alle har den samme Herre, rig nok for alle, som påkalder ham, for enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” Det er ikke et spørgsmål om at være jøde. Det er ikke et spørgsmål om at overholde jødiske traditioner, jødiske ceremonier, jødisk lov, eller at forsøge at leve op til den Mosaiske lov. Der er intet der bidrager til frelsen i noget af dette, og det er derfor hedningerne er i den samme situation som jøderne er. Jøderne har ingen fortrin, rent faktisk vil deres fordømmelse blive større, fordi de havde mere viden. Enhver der påkalder Herrens navn vil blive frelst. Den samme Herre er Herre for alle, og er overstrømmende rig på nåde for alle der påkalder Ham.
Dette er for enhver. Det betyder at alle der vil modtage frelsen, må påkalde Herrens navn med tro og tillid. Nu kommer vi så til den praktiske del af det, ok? Og her er hvor vi går til, vers 14, ”Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på?” Forstår du det? Hvis du påkalder Herrens navn, kan du blive frelst. Og Herrens navn, betyder alt hvad der er sandt om Kristus, alt der essentielt udgør hvem Han er. Hvis du påkalder Herrens navn, vil du blive frelst, og det betyder at du bekender Ham som Herre og tror i dit hjerte, at Gud oprejste Ham fra døden. ”Men hvordan skal de påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på?” Du kan ikke påkalde Ham hvis du ikke tror på Ham. ”Hvordan skal de tro på ham, som de ikke har hørt om? Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker? Og hvordan skal nogen prædike uden at være udsendt?”
Forstår du det? Det er derfor der er den store missionsbefaling. De kan ikke påkalde hvis de ikke tror. De kan ikke tro, hvis de ikke hører. De kan ikke høre, hvis ingen bliver sendt. Det er derfor vi udsender folk, for hvordan kan de prædike, hvis de ikke bliver udsendt. Fordi det er skrevet, siger vers 15, og låner igen fra Esajas, ”Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bringer godt budskab!” Selvfølgelig. Hvor vidunderlig er den person ikke, som bragte evangeliet til dig? Jeg mener, det på en måde personificerer fødderne, fordi de var de instrumenter Gud brugte til at bringe det vidunderlige budskab om frelsen til dig.
Den mest vidunderlige person i din livshistorie, er den der bragte evangeliet til dig. Måske er det din mor, måske din far, måske din pastor, måske din ven, måske en søskende eller ægtefælle. Budbringeren, som bragte de gode nyheder om frelsen til dig, vil være højt elsket af dig. Denne vidunderlige sandhed er lånt af Esajas, hvor der tales om budbringeren der bringer godt budskab til Guds folk, Israel lige forud for tusindårsriget. Evangeliet er absolut essentielt. De må vide. De må høre. De må have tilsendt en der kan forkynde. Folk må udsendes.
Sørgeligt nok, er der en negativ i vers 16, ”Dog var det ikke alle, der adlød budskabet.” Men Esajas sagde dette, ”Herre, hvem troede på det, de hørte af os?” Det er sådan Esajas 53 begynder, er det ikke? ”Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret?” Og den fortsætter med at tale om Hans skikkelse der ikke har skønhed og hvordan Han blev forkastet.
Det negative er, at der er ingen der vil tro det. Men det positive er i vers 17, “Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” Budskabet om Kristus.
Alle fire evangelier er opsummeret i dette. I enden af Johannes evangeliet (20:31), taler han for alle fire evangelier da han siger, ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”
Hvorfor er vi så passionerede for at sende missionærer ud over hele verden? Hvorfor er vi så passionerede for at sende pastorer på tværs af landet og til andre nationer? Fordi der ikke er nogen anden måde. Dette er måden du opfylder missionsbefalingen på. Du går og vi sender. Denne kirke har gennem årene været yderst trofaste som en udsendende kirke. Og som jeg sagde, når du modtager julekortet denne jul, så vil du blive glædeligt opmuntret ved at se hvor vidt og bredt det glædelige budskab om Jesus Kristus har nået fra denne lille bitte plet her i det sydlige Kalifornien. Dette er den store missionsbefaling, at gå, gøre alle nationerne til Hans disciple. Omvendelse… enden af Lukas … for tilgivelse af synd, skal forkyndes I Hans navn for alle nationer.
Det er en glæde for os, det er altid en glæde for os at tage dette ansvar på os for vores egen nation og vores eget lille samfund og vores egen by, til arbejdsrelationer og skole og familie, at bruge enhver lejlighed til at evangelisere og give det vidunderlige evangelie om Jesus Kristus. Hold ikke dette evangelie tilbage, vær ikke bange for at fortælle folk, at helvede er en frygtelig realitet og at folk er på vej dertil, hvis de er blandt dem der går fortabt. Men der er en redning givet ved tro på Herren Jesus Kristus. Vær helt klar omkring de gode nyheder, evangeliet om Kristus. Det er derfor vi er her, ellers kunne vi lige så godt være gået til himlen, hvis ikke vi var involveret og engageret i dette. Må du også være trofast i dit eget liv, og være et vidne for evangeliet og en budbringer af de vidunderlige nyheder om Jesus Kristus.
Denne artikel har jeg ikke selv skrevet, men har oversat den fra engelsk. Oprindeligt skrevet af: John MacArthur (COPYRIGHT ©2012 Grace to You )
