www.sprutti.dk

  • Increase font size
  • Default font size
  • Decrease font size

Den, der er af Gud, hører Guds ord

Udskriv PDF

Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud. (Johannes 8:43-47)

Jesus taler her med farisæere. Farisæerne var en del af den religiøse og politiske elite. De priviligerede. Samfundets absolutte spidser. Højt uddannede og respekterede for deres høje moral og lovlydighed. De har hele livet igennem gjort alt for at leve op til Guds krav ved loven og de 10 bud, som blev givet til Moses. De alene kender Gud og kan efterleve kravene. De har enorm magt over menigmand i form af meningsdannelse ved deres fortolkning af loven og havde magt til fuldstændigt at ødelægge menneskers liv ved at smide dem ud af synagogen. Socialt udstødt af et samfund uden sikkerhedsnet er en knusende skæbne.

Dèr står de så overfor Jesus, og er døve og blinde. Størrelsesordenen af det der udspiller sig lige foran deres øjne kan de ikke se og høre, men de er uden undskyldning. De burde vide bedre.

At Gud giver løfter ved profeti var intet problem for nogen i samfundet. Det var en del af hele deres liv, historie og kultur. I århundreder har Gud lovet at sende Messias (Hebraisk - på græsk er det Kristus). Guds udvalgte, den velsignede, som skal frelse dem fra deres undertrykkere, udrydde al synd, løgn og ondskab og skal regere som konge i al evighed. Alle kendte profetierne.

Så dukkede Johannes døberen op for få år tilbage. Sendt af Gud som lovet, proklamerer han med høj røst, at nu er tiden kommet. Om et lille øjeblik kommer den lovede Messias. Forbered jer. Gør jer klar. Og det gjorde de. Hele landet stimlede sammen omkring Johannes døberen og lod sig døbe som ydre tegn på, at de havde modtaget budskabet og forstod det.

Jesus var ved den anledning blevet døbt af Johannes døberen, salvet med Guds Hellige Ånd, og begyndte sin tjeneste. Og Gud stadfæstede budskabet med tegn og undere som aldrig var set før: Døve hører, lamme går, blinde ser igen og fanger sættes fri.

Jesus budskab er et knusende slag mod farisæerne. Tæppet bliver trukket væk under fødderne på dem. De havde forventet belønning, eller i det mindste ros for et langt livs tjeneste og lovlydighed.

Det er sandelig hård kost. Hvad i alverden mener han?

Læg nøje mærke til hvem det er han taler til. De religiøse ledere. De som tror de er på den sikre side i deres forhold til Gud. Har Gud ikke givet dem loven? Har de ikke profeterne? Er de ikke jøder? Er Moses ikke deres far? Er de ikke omskårne som tegn på de tilhører Gud? Har Gud ikke ledt deres forfædre? Opfylder de ikke lovens krav?

Af Jesus svar er det tydeligt at de totalt havde misforstået Guds oprindelige budskab.

I korte træk: De havde fjernet sig så langt fra Guds oprindelige budskab, at det ikke længere var Guds sandhed de varetog. De havde ikke længere sandheden selv, og på grund af deres hverv som lærere og meningsdannere for folket, var der nu ingen, eller kun få der havde et ret forhold til Gud og sandheden.

Vranglære er i Guds øjne så alvorligt, at hele bibelen er sprængfyldt med advarsler om personlig konsekvens for den der fordrejer sandheden. Alt hvad der tjener til et ret liv med Gud og medmennesker ligger jo netop i Guds sandhed, så konsekvenserne af at have en magtfuld position og skævvride sandheden får evige konsekvenser for både taler og tilhører.

Dybt i den foreliggende tekst ligger iøvrigt en skat begravet: "Den der hører Jesus ord, hører Guds ord. Gud er sandhed, Jesus er sandhed", netop fordi Jesus er (Ego eimi) Guds ord. Løgneren taler ud fra sig selv med sin egen selvopfundne ideologi, som aldrig holder vand, og som i sidste ende er djævelens ideologi.

Hvad de ikke har forstået er, at der kun er èn eneste vej til Gud. Og han står lige foran dem. Og de kender ham ikke. Og endnu værre: han kender heller ikke dem.

Så du at Jesus kaldte løgneren for morder? Løgneren vil altid af al magt forsøge at slå sandheden ihjel.

Jesus taler hèr til farisæere, men også til dig: Lever du også i falsk tryghed? Er det du tror og lærer andre i virkeligheden løgn? For så har du virkelig god grund til frygt.

Når Jesus taler, så gør du rigtigt klogt i at lytte med hver en fiber i kroppen. Der kan ikke advares nok. Han er ikke et emne du kan behandle som en billig roman. De mulige konsekvenser er forfærdelige, ikke bare her i livet, men for al evighed. Det er Guds egen Søn der taler. Han som er det helt igennem gennemgående tema i hele bibelen. Guds budskab.

Hele bibelen er proppet med profetier om Messias der skulle komme. Hèr er han. Det endelige offerlam, som èn gang for alle skal opfylde Guds retfærdige krav.

Spids ørerne, når Jesus taler. Tænk dybt. Rigtigt dybt. For overfladiske, spottende og hovmodige mennesker har ingen ide om hvad der engang skal ramme enhver, som afviser den eneste syndfri blandt mennesker.

Gud er fuldkommen kærlighed, men også fuldkommen retfærdighed. Og alle skal vælge mellem liv eller død. Find den ægte fuldkomne tryghed som Gud har forberedt for sine børn fra før verdens grundlæggelse.

Det var indledningen, men lad os se lidt mere på hvilken størrelsesorden vi har med at gøre: Gud er ikke bare stor, men enormt stor