Bibelsk Inspiration Bekræftet Af Profeti – Del2

Vi har set på bibelsk inspiration, som, selvfølgelig, er fundamentalt for os, af kritisk vigtighed for os, siden Guds ord er autoritativt. Alt hvad vi tror, kommer fra bibelens sider. Alt hvad der er åndeligt, alt hvad der er relateret til Gud og vores forståelse af Ham og Hans vilje, kommer fra Skriftens sider. Det er derfor kritisk vigtigt, at vi både forstår og tror med hele vores hjerte på sandfærdigheden af Guds ord. Vi har set på kendetegnene på guddommelig åbenbaring, hvordan vi ved at bibelen er skrevet af Gud. Ét af disse kendetegn er profeti. Og med det, mener jeg evnen til at forudsige, evnen til at skrive historie før det sker, at bestemme hvad der vil ske før det sker, med specificitet, præcision og akkuratesse. Og seglet på guddommelig alvidenhed på bibelens sider, er forudsigende profeti, præ-skrevet historie.

Det bliver åbenlyst for enhver grundig, eftertænksom, flittig student af bibelen, at profeterne i bibelen, blev fortalt af Gud hvad der ville ske og det skete. De blev fortalt ting som det er umuligt for noget menneskeligt sind at vide. Den eneste konklusion er, at Gud åbenbarede disse ting. Kun Gud kender enden fra begyndelsen og fremtiden før det sker. Bibelen må derfor nødvendigvis være Guds værk. Al forudskrevet historie, alle profetierne med optegnelserne af perfekt opfyldelse, markerer at bibelen er forfattet af Gud. Og for resten, så er bibelen fuld af profetier, som allerede er gået i opfyldelse, meget af det allerede i Skriftens tid, så at du både har profetien i bibelen og du har optegnelser om dens opfyldelse også optegnet i bibelen. Det er en form for intern apologetik, et internt forsvar for Skriften og Gud bruger profeti til at overbevise folk om Skriftens guddommelighed. Det er i sandhed en optegnelse af Hans handlinger, fordi der ikke er nogen måde at forklare hvad den forudsiger, og som sker med så perfekt præcision, andet end at det er forfattet af Gud. Og jeg tror at vi overser mange af de grundlæggende profetier i bibelen, som burde drage os til et grundigt studie og fange vores opmærksomhed.

For eksempel, så gå tilbage til det tolvte kapitel af Første Mosebog og det femtende kapitel af Første Mosebog og du har dér løftet Gud giver til Abram, senere kaldt Abraham, og en del af det løfte er, at han vil få en arving. I det femtende kapitel af Første Mosebog, påminder Herren Abraham om, at Han er fuldt ud i stand til at opfylde løftet om at give Abraham en arving. ”Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor.” Og Abram sagde, ”Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort?” Vers 3, ”Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig” Det var hans tjener, den eneste arving han havde. ”Da lød Herrens ord til ham: ” i vers 4, ”Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig.” Her er løftet fra Gud om, at Abraham vil få et barn, en søn.

Husk på, at Sara er 90 år og Abraham er 100 år. Og Gud har lovet dem i deres barnløshed og i deres høje alder, en søn. Guds løfte bliver faktisk gentaget igen i kapitel 18:11, ”Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis. Sara lo ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?«” Og Herren sagde til Abraham, ”Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn.” Det er umiskendeligt en profeti. Det er Gud der siger, at om et år, så vil Sara have en søn. Kapitel 21:1 beskriver det for os, ”Herren tog sig af Sara, sådan som han havde sagt, og det, han havde lovet, gjorde han for hende. Sara blev gravid, og hun fødte Abraham en søn i hans alderdom, ved den tid, Gud havde sagt til ham.” Det var ikke bare et løfte om en søn, det var et løfte om en søn præcist et år fra tiden hvor Gud havde talt.

Sara, husker du nok, lo i hendes tvivl og som for at irettesætte hendes vantro, så navngav han barnet ”Latter”, som er hvad Isak betyder. Opfyldelsen giver stærk forsikring for Abraham om, at Gud kontrollerer fremtiden og at Guds ord er sandhed. Dette er en apologetik for Abraham. Dette er Gud der bekræfter for Abraham, at når Han taler, så taler Han sandheden, og når Han siger noget vil ske, så vil det ske. Abraham ved nu at det er sandt.

Gå nu til Anden Mosebog kapitel 3. Et andet stort navn i Det Gamle Testamente, er navnet Moses. Moses havde en temmelig dyster begyndelse. Moses var svag, manglede mod, manglede tro selv på Gud. Moses sagde til Gud i Anden Mosebog kapitel 3:11, ”Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?” Hvem er jeg? Jeg har ikke evnerne til at gøre det. I kapitel 4 vers 1, gentager han sin manglende tillid, og siger, “Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig!” I vers 10 siger Moses det igen til Herren, selv efter at Herren har udført et mirakel i hans nærvær i de foregående vers, Moses siger til Herren, ”Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.”

Her er den svage og vaklende Moses. Han har fået besked på at udføre en stor bedrift ved Guds kraft, lede Israels folk ud af Egypten. Han har ingen tillid til sig selv. Gud fortæller ham imidlertid, at det sted han står på, senere vil blive det sted hvor Israelitterne vil tilbede Gud. For at alt dette vil ske, så gå tilbage til kapitel 3 vers 12, på et sted kaldet Horeb, og i vers 12 siger Gud, “Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.” Det selv samme bjerg hvor Gud mødte Moses i en brændende busk, det samme bjerg som blev kaldt Horeb i vers 1 af kapitel 3, hvor han vogtede får for sin svigerfar Jetro, dette selv samme bjerg er Sinajbjerget og det var til dette bjerg de senere vendte tilbage og de mødte Gud og Gud viste sin kraft på det bjerg, åbenbarede Hans bud på det bjerg, og Moses gik op og fik loven og kom ned, og du kender hele historien. Det er fortalt i kapitel 19 til kapitel 40 i Anden Mosebog.

Hvad var det Gud gjorde? Gud bekræftede i Moses sind, at når Han sagde noget, så mente Han det, at når Han lovede noget, så ville det ske, og når Han forudsagde noget, så er det nøjagtigt hvad der kommer til at ske. Du vil vende tilbage til dette selv samme bjerg og du og alle dine folk ud af Egypten vil tilbede Mig på dette sted. Det er helt præcist hvad der skete. Han drog til Egypten, du kender hele historien, og han ledte folket ud. Den historie der er fortalt i de tidlige kapitler af Anden Mosebog.

Lige nogle få andre interessante profetier. I det fjerde kapitel af Anden Mosebog og vers 14, har Herren et meget irritabelt øjeblik med Moses, meget irritabelt. Og i vers 14, “Da flammede Herrens vrede op mod Moses.” Du har virkeligt ikke lyst til at være i den position Moses var i. Så du stoler ikke på Mine ord, du tror ikke på Mine ord? “Og han sagde: Er levitten Aron ikke din bror?” Har du ikke en bror ved navn Aron, og som er Levit? “Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig.” Dette er alvidenhed. Ydermere, ud over det, så er han på vej netop nu mens Jeg taler, for at møde dig. Og når han ser dig vil han være glad for at se dig.

Hvordan ved Gud alt dette? Moses havde ikke set Aron i fyrre år. Og mødet ville faktisk foregå på stedet for den brændende busk. I vers 27, “Herren sagde til Aron: »Gå Moses i møde ude i ørkenen!« Han gik af sted og mødte ham på Guds bjerg, og han kyssede ham.” Det var et glædeligt gensyn, lige som Gud sagde det ville blive. Gud kender fremtiden fordi Gud skriver fremtiden lige som Han skriver nutiden og det forgangne.

Og så var der alle disse plager. Gud sagde til Moses, “Når du kommer til Egypten, så vil du forkynde dom, og du vil fortælle disse ægyptere, at de skal lade Mit folk gå.” Gå til kapitel 3 vers 16, “Gå nu og kald Israels ældste sammen, og sig til dem: Herren, jeres fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har vist sig for mig og sagt: Jeg er opmærksom på jer og på det, der er overgået jer i Egypten, og jeg har besluttet at føre jer bort fra lidelsen i Egypten, til kana’anæernes, hittitternes, amoritternes, perizzitternes, hivvitternes og jebusitternes land, et land der flyder med mælk og honning.” Dette er en profeti. Gud vil lade dette ske. De vil lytte opmærksomt på det du siger fordi Gud vil sørge for at de lytter opmærksomt på det du siger. Så igen, Gud ikke bare fortæller hvad der kommer til at ske, Han får det til at ske. Vers 18, “De vil høre på dig, og sammen med Israels ældste skal du gå til Egyptens konge” … Dette er Farao … “og sige til ham: Herren, hebræernes Gud, har mødt os. Lad os få lov til at gå tre dagsrejser ud i ørkenen og ofre til Herren vores Gud. Jeg ved, at egypterkongen ikke vil give jer lov til at gå.” Gud ved hvad Faraos reaktion vil være fordi Han kender fremtiden. “Hvis ikke han mærker en stærk hånd. Derfor vil jeg række hånden ud og ramme egypterne med alle de undere, jeg vil gøre blandt dem, og så vil han lade jer gå. Og jeg vil lade egypterne fatte velvilje for dette folk, så I ikke kommer til at drage tomhændet bort. Hver kvinde skal bede sine nabokoner og de kvinder, hun har boende i huset, om ting af sølv og guld og om klæder. Det skal I give jeres sønner og døtre at bære. På den måde skal I plyndre Egypten.” I vil gå, efter at alle disse overtalende undere har tvunget Farao til at lade jer gå, og i vil gå med masser af bytte.

Da Moses og Aron så endeligt stod foran Farao, sagde de at Farao skulle lade folket gå. Farao ville ikke lade folket gå. Så, for eksempel, kapitel 7 vers 17, “Men dette siger Herren: Ved dette tegn skal du forstå, at jeg er Herren: Med staven, jeg har i hånden, vil jeg slå på vandet i Nilen, og det vil blive forvandlet til blod.” Dette er en profeti. Jeg vil slå vandet i Nilen. Dette er et budskab fra Herren. “Fiskene i Nilen vil dø, Nilen vil komme til at stinke, og egypterne vil ikke kunne drikke vandet fra Nilen.”

Det er præcist hvad der skete. “Herren sagde til Moses: »Sig til Aron, at han skal tage sin stav og række sin hånd ud over vandet i Egypten, over flodløbene, deres kanaler og deres sumpe, over alle steder, hvor der har samlet sig vand; så skal det blive til blod. Der skal være blod overalt i Egypten, om det så er i trækar eller stenkar.« Moses og Aron gjorde, sådan som Herren havde befalet. Han løftede staven og slog på vandet i Nilen for øjnene af Farao og hans hoffolk, og alt vand i Nilen forvandledes til blod. Fiskene i Nilen døde, Nilen kom til at stinke, og egypterne kunne ikke drikke vandet fra Nilen. Der var blod overalt i Egypten” Profetien blev opfyldt øjeblikkeligt.

Gå til 7:26, “Herren sagde til Moses: Gå til Farao og sig: Dette siger Herren: Lad mit folk gå, så de kan dyrke mig. Hvis du nægter at lade dem gå, slår jeg hele dit land med frøer. Nilen skal vrimle med frøer; de skal kravle op og komme ind i dit hus og i dit sovekammer og op i din seng og ind i dine hoffolks huse og til dit folk, ja, ind i dine bageovne og dine dejtrug. Frøerne skal kravle rundt på dig og dit folk og alle dine hoffolk.” Igen er det en profeti. Gud siger det vil ske, og det sker. Kapitel 8 vers 1, “Herren sagde til Moses: »Sig til Aron, at han skal række sin hånd med staven ud over flodløbene, kanalerne og sumpene og få frøerne til at kravle ud over hele Egypten.« Aron rakte sin hånd ud over vandet i Egypten, så frøerne kravlede op og dækkede Egypten.”

Der er andre plager. De var alle en serie af guddommelige manifestationer forudsagt af Gud og opfyldt, med klimaks ved åbningen af havet, som folket vandrede igennem som på tørt land, og ankom endeligt hvor Gud sagde de ville ankomme, lige tilbage ved Horeb bjerget, eller Sinaj bjerget og der blev de bragt for Guds åsyn for at tilbede Ham. Alt dette var apologetik. Alt dette var et forsvar for pålideligheden af Guds ord. Alt dette for at vise Moses og Aron og enhver anden, at når Gud siger at noget vil ske, så sker det. En god opsummering af dette, kommer i Anden Mosebog 14:30, “Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de troede på Herren og på hans tjener Moses.” Ja, dette var en apologetisk fremvisning. Dette var Gud der fremviste sin sandfærdighed. Alt dette kunne have sket uden at Gud havde fortalt om det på forhånd. Men Gud ville have mistet en god lejlighed til at bekræfte Hans autoritet, ærlighed og nøjagtighed, for præcisionen og opfyldelsen af Hans ord. Gud sagde det og det skete nøjagtigt på den måde Han sagde det ville ske, og det blev nedskrevet. Ikke underligt folket troede på det.

Hvis du kigger på Første Kongebog, for et øjeblik, kapitel 17 og der er mere, men jeg vil lige fremhæve nogle af disse slags profetier som vi tidligere overså, som er opfyldt i historien. I Første Kongebog kapitel 17, kommer vi til Elias tjeneste, profeten. I vers 1, “Tishbitten Elias fra Tishbe i Gilead sagde til Akab: »Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det.«” Det er en profeti om en tørke. Gud sætter sit ord på spil igen. Du kunne sige på en måde, at Gud stikker sin hals frem, fordi vi vil finde ud af om det Han siger virkeligt er sandt. I Jakobsbrevet 5:17, læser vi en Ny Testamente kommentar om denne tekst, “Elias var et menneske under samme kår som vi, og han bad en bøn om, at det ikke måtte regne, og det regnede ikke i landet i tre år og seks måneder.” Gud sagde der ville komme en tørke, og der var sandelig en tørke. Og tørken varede i over 3 år. Og ved enden af tørken, gå ned til kapitel 18 vers 1, “Lang tid efter, i det tredje år, kom Herrens ord til Elias: »Gå hen og træd frem for Akab, for nu vil jeg lade det regne på jorden.«” Det regnede ikke i 3 år.

Så gik Elias hen for at træde frem for Akab. Vi kunne læse hele kapitlet, men gå til vers 41, “Derpå sagde Elias til Akab: »Drag op, spis og drik, for jeg kan høre den susende lyd af regn.« og Akab gik op for at spise og drikke. Imens var Elias gået op på toppen af Karmel. Dér krummede han sig sammen mod jorden med ansigtet nede mellem knæene og sagde til sin tjener: »Gå op og se ud mod havet!«” Du kan forestille dig, at de i 3 år og 6 måneder havde spejdet efter skyer. “Han gik op og så ud og sagde: »Der er ikke noget at se.« Syv gange sagde Elias: »Gør det igen!« Syvende gang sagde tjeneren: »Der er en lille sky, så stor som hånden på et menneske, på vej op af havet.« Elias sagde: »Gå så op og sig til Akab, at han skal spænde for og køre ned, for at ikke regnen skal standse ham.«” Det vil blive meget mudret meget hurtigt, så få fart på vognen. “I mellemtiden var himlen blevet sort af skyer, og det blev et vældigt regnvejr. Akab steg til vogns og kørte til Jizre’el. Men Herrens hånd greb Elias, så han bandt kjortlen op om lænderne og løb foran Akab lige til Jizre’el. ” Her er igen en apologetik for Guds ord. Gud gør nøjagtigt hvad Han siger Han vil gøre.

Den mest omfattende brug af opfyldte profetier eller på den rolle som opfyldte profetier spiller, er at finde i Esajas bog. Fra kapitel 40 til 53, dette er en stor sektion med profeti. Jeg vil lige vise dig nogle små portioner af det. Esajas kapitel 41, men som jeg sagde, så kan du rende hele vejen igennem fra kapitel 40 til 53, den mest omfattende brug af opfyldt profeti i bibelen er at finde der i den sektion. Men i Esajas kapitel 41 kan vi kigge på kontrasten mellem Gud og alle andre guder.

Vers 21 af Esajas 41, dette er et godt sted at hoppe ind i denne mægtige sektion. “Forelæg jeres sag, siger Herren; fremlæg jeres beviser, siger Jakobs konge. Lad dem fremlægge det og fortælle os, hvad der kommer til at ske. Fortæl, hvad det, der skete tidligere, betød, så vi kan lægge os det på sinde og erkende, hvad der kom ud af det. Eller forkynd os, hvad der kommer, fortæl, hvad der sker i fremtiden, så vi kan vide, at I er guder.” Det er en bekræftelse på guddommelighed, om de kan fortælle hvad der sker i fremtiden og hvad der skete i fortiden. Vis os jeres alvidenhed og almagt. Så at vi kan bedømme det og se om i duer til noget, om i virkeligt taler sandt. – Sikken en test!

Vers 24, “Men nej, I er intet værd, og jeres gerninger ingenting; det er afskyeligt at vælge jer!” Du kan ikke tilbede en gud som ikke er alvidende, fordi det er ikke en gud. Du kan ikke tilbede en gud der ikke kan fortælle om fremtiden.

Nogle få kapitler længere fremme, en anden vidunderlig tekst i kapitel 46, og, tro mig, der er adskillige imellem, men en af mine favoritter er i kapitel 46, vers 9 og 10, “Husk, hvad der skete tidligere, for længe siden! For jeg er Gud, der er ingen anden, jeg er Gud, der er ingen som jeg.” Her er hvorfor. “Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg.” Jeg vil fortælle dig hvad der ikke er sket endnu. Jeg vil fortælle dig enden ved begyndelsen, hvilket vil sige, “Mit formål vil blive gennemført, alle Mine gode formål.” Jeg vil fortælle dig hvad der kommer til at ske, fordi Jeg har kontrol over at det sker. Dette er ikke blot alvidenhed, dette er også … hvad? … almagt.

Så fra de tidligste tider har Gud fastslået Hans sandfærdighed baseret på Hans evne til at forudsige hvad der vil ske med præcision og akkuratesse og så lade det ske. Og Skriften dokumenterer profetierne og deres udførelse, som vi har set ved illustrationerne som jeg allerede har givet dig.

Lad mig lige få dig til at gå til profeterne siden vi allerede er der, og se på nogle yderligere indikationer på åbenbaringen af en alvidende Gud som forfatter af Skriften. Gå til Ezekiel kapitel 12, og vi vil gå igennem nogle skrifter ret hurtigt, men dette, syntes jeg, er en fascinerende profeti. Vers 12, “Fyrsten blandt dem skal tage sine ting på skulderen i bælgmørke og gå ud gennem muren, som man har brudt hul i, for at han kan gå ud gennem det. Han skal tildække sit ansigt, for at han ikke skal se landet. Jeg kaster mit net over ham, og han bliver fanget i mit garn. Jeg fører ham til Babylonien, kaldæernes land, men han kommer ikke til at se det. Dér skal han dø.” Hvordan kan du gå til Babylonien og være der og ikke se det? Hvem er denne fyrste? Det refererer til kong Sidkija, kong Sidkija bliver altid refereret til som fyrste i Ezekiels bog. Jojakin bliver der refereret til som konge af Juda, selv om han er i fangenskab i Babylonien med Ezekiel og andre. Sidkija får egentlig aldrig titlen, så han bliver kaldt fyrste.

Så hvordan kan det være, at denne fyrste, Sidkija, bliver bragt til Babylonien og lever der til sin død og aldrig ser det? Gå tilbage til Anden Kongebog kapitel 25, og der læser vi historien som har forbindelse til denne profeti. Vers 1, “Sidkija gjorde oprør mod babylonerkongen. I Sidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, gik babylonerkongen Nebukadnesar med hele sin hær mod Jerusalem og belejrede den. De byggede angrebsramper omkring den.” Så byen var under belejring indtil det ellevte regeringsår af kong Sidkija. Han bliver refereret til som konge, selvom Ezekiel altid refererer til ham som fyrste, og giver æren til Jojakin i fangenskab. “Og byen var under belejring til kong Sidkijas ellevte regeringsår. På den niende dag i den fjerde måned, da hungersnøden i byen var blevet stor, og der ikke var mad til indbyggerne.” Det er måden de besejrede på. De kom og omringede byen og afskar alle forsyningerne, indtil indbyggerne sultede ihjel. Men tilsidst “blev byens mur gennembrudt; skønt kaldæerne havde omringet byen, lykkedes det om natten kongen og alle krigerne at flygte ud gennem porten mellem de to mure oven for kongens have, og de tog retning mod Araba-lavningen. Men kaldæernes hær satte efter kongen og indhentede ham på Jerikosletten, da hele hans hær havde forladt ham og var blevet spredt. De greb kongen og førte ham til Ribla, hvor babylonerkongen fældede dom over ham. Han lod Sidkijas sønner halshugge for øjnene af ham og stak øjnene ud på Sidkija, lagde ham i lænker og førte ham til Babylon” Hvordan kunne det være, at han kunne komme til Babylonien og blive der til han døde og aldrig så det? Han var blind fordi de havde stukket hans øjne ud efter det sidste syn han nogensinde så, massakren på hans sønner.

Jeremias taler om dette. Jeremias 52:10, “Babylonerkongen lod Sidkijas sønner halshugge for øjnene af ham, og også alle Judas stormænd blev halshugget i Ribla. Han stak øjnene ud på Sidkija, lagde ham i lænker og førte ham til Babylon, hvor han satte ham i forvaring, og dér var han til sin dødsdag.”

Lige nøjagtigt som Ezekiel sagde det ville komme til at ske. Så han levede med det ene forfærdelige syn i hans øjenløse hoved, synet af henrettelserne af hans sønner i en fængselscelle indtil han døde, uden nogensinde at se Babylonien hvortil han var bragt i fangenskab.

Mens vi lige taler om Babylonien, gå til Esajas kapitel 13, og der er en meget vigtig profeti om Babylonien. Og jeg vil prøve på at give en kort sammenfatning af disse, så vi kan dække et antal af dem, men i Esajas 13:19, “Babylonien, det herligste kongerige, kaldæernes stolteste pryd, skal det gå, som da Gud ødelagde Sodoma og Gomorra. Aldrig mere skal nogen bo der, i al evighed skal ingen leve der; araberen rejser ikke sit telt, hyrderne holder ikke hvil. Men dér holder ørkendyr til, og husene fyldes med ugler; dér lever strudse, og bukketrolde springer omkring. Hyæner hyler i borgene og sjakaler i de herlige paladser. Babyloniens tid er nær, det varer ikke længe!”

Babylon var rigere og mægtigere end dets ærkerival, byen Nineve. Og Nineve var en gigantisk by. Nogle siger at Babylon var den mægtigste by i den antikke verden, berømt for dens kultur, uddannelse, arkitektur og sociale forhold. Og berømt for handel. Denne by, Babylon, var imperiet i den antikke verden. Den lå ved en flod der mundede ud i det Indiske Ocean, og nær middelhavet, så det var et tilgængeligt sted, et sted hvor mange bragte deres varer og den var hjemsted for en af de syv verdensundere i den antikke verden, de berømte hængende haver i Babylon. Profetien siger så, at Babylon vil blive fuldstændig udraderet. Og det blev den. Underligt nok, så indtil det nittende århundrede, var kendskabet til Babylon udelukkende baseret på Det Gamle Testamente og nogle få Græske skribenter som refererede til den, og ingen vidste hvor den var.

I nylige år er der blevet fundet, i hvad man mener at være lokationen for denne mægtige by, vidnesbyrd om forbløffende bygningsværker under kong Nebukadnesars styre. I det syvende og sjette århundrede f.kr. blev byggeriet begyndt af kong Nabopolassar, far til Nebukadnesar. Så det var en formidabel multigenerations bestræbelse på at opbygge denne mægtige by. Nogle studenter af antik historie siger, at den mægtige by var opdelt i to dele af Eufrat floden, og havde store sumpområder og marskland i dens omliggende områder. Den var, ifølge nogle beretninger, 196 kvadratmil (ca. 501 kvadratkilometer), med 14 mil i længde og en omkreds på 56 mil (ca. 90 km) Historikere der har udgravet ruinerne af det sted siger nu, at der var en voldgrav på 30 fod, dobbelte mure, den yderste var så høj som 311 fod på nogle steder og op til 87 fod bred. Den havde 100 porte af hvad de mener var massiv messing. 250 vagttårne, som var mindst 100 fod højere end murene, over 400 fod høje. Og det forsvandt fuldstændigt i ørkenen. Herodotus, historikeren, siger at Perserne så at de ikke kunne bryde murene ned, men de observerede at Eufrat floden flød under muren og var høj nok og bred nok til at marchere en hær på. Kyros beordrede hans tropper til at udgrave kæmpemæssige kanaler til at lede floden igennem, og på denne måde udtørrede flodbunden, og sendte tropperne ind i byen mens indbyggerne festede i drukkenskab, og de indtog byen. Du kan læse om det i Daniel kapitel 5. Det var i 539 f.kr., rejste sig aldrig igen.

Ved tiden for Alexander Den Store, var det blevet til intet andet end en ørken. Kejser Trajan, beskriver det i år 116 som blot gravhøje, jordbunker. Det ligger omkring 45-50 mil syd for Bagdad. Der er nu opført nogle bygninger der. Det bliver kaldt et ceremonielt sted, og ingen lever der. Det er ikke beboet. Gennem historien er der interessante beretninger skrevet af historikere, der taler om vilde dyr, om vildsvin, hyæner, sjakaler, ulve, en lejlighedsvis løve, ugler. Der er også historikere, der har skrevet i tidligere tider om, hvordan beduinerne ikke kunne lide at opsætte deres telte dér, fordi der i lange tider var overtro om dette sted. Det var ikke et godt sted.

Jorden har igennem historien ikke været egnet til noget som helst. Det ligger der bare og har gjort det selvom disse ceremonielle bygninger er blevet bygget uden indbyggere. En matematiker tog elementerne i denne profeti, kørte dem gennem nogle matematiske analyser og sagde, “Chancen for at dette ville komme til at ske ved tilfælde, er en til fem millioner.” Werner Keller skriver, “Der var i Babylon 53 templer, 55 kapeller for Marduk, 300 kapeller for de jordiske guder, 180 altre for Ishtar, 180 for guderne Nargol og Adad og mange andre forskellige guder.” Og det hele faldt sammen fordi det er hvad Gud sagde ville ske.

Der vil komme, forresten, ifølge Johannes Åbenbaring, en genopståen af Babylon i fremtiden, ved tiden for Herrens dag og Kristi komme. Hvadenten det er et bogstaveligt Babylon eller ej, eller der tales figurativt om et religiøst system som det store Babylon, som et oprør imod den ene sande og levende Gud, så kan vi ikke være sikre. Men for nuværende og for menneskehedens historie indtil enden, er det ikke et beboet sted.

En anden profeti, Mikas bog kapitel 1. Som du nok husker, blev Israels land basalt set splittet op i to kongedømmer efter Salomon, det sydlige kongedømme Juda, og det nordlige kongedømme kaldet Israel. Jerusalem var hovedstaden i det sydlige kongedømme og Samaria var hovedstaden i det nordlige kongedømme af Israel. Men lige kort fortalt, i Mikas bog 1:6 er der en profeti. “Derfor gør jeg Samaria til en ruin på marken, til et sted, hvor man planter vin; jeg styrter dens sten ned i dalen og blotter dens grundmure.” Dette er ord fra Herren, og kom til og igennem Mika i tiden for Jotam, Akaz og Hizkija, konger af Juda. Det er en profeti angående både Samaria og Jerusalem, de to hovedstæder. Og vers 7 siger dette, “Alle dens gudebilleder skal knuses, alle dens skøgegaver brændes op, og alle dens gudestøtter ødelægger jeg. For den har samlet dem som skøgeløn, og som skøgeløn skal de bruges igen.” Det er en åndelig skøge, som går efter falske guder istedet for den eneste sande Gud, og som derfor får den løn en skøge fortjener.

Profetien siger at Samaria, hovedstaden for det nordlige kongedømme, vil falde. Den vil falde voldeligt. Vingårde vil blive plantet der. Dens sten vil blive kastet ned i dalen. I 722 f.kr. blev den profeti opfyldt. Assyreren Sargon indtog Samaria. Den var blevet bygget af Omri, en ugudelig konge, du kan læse om det i Første kongebog kapitel 16. Han blev efterfulgt af sin søn, Akab, som var endnu mere ugudelig end Omri, og Akab er berømt for hans hustru Jezabel, datteren af Sidons konge, og hun var en afgudsdyrker. Hun dræbte profeterne. Hun ledte folket til at dyrke Baal, Sidons gud. På grund af alt dette, bragte Gud denne ødelæggelse. Byen er nu væk, udryddet af Sargon og senere hen, hvad der var resterende, ødelagt af Alexander Den Store i år 331 f.kr. og de allersidste rester af John Hyrcanus i år 120 f. kr. Og hvis du kommer til stedet for Samaria i dag, så vil du finde oliven og figen træer. Det er et sted for landbrug og formentlig er der stadig nogle vingårde der. En skribent siger, “Samaria er en stor stendynge. Dens fundament er blevet fundet, men gaderne er nu pløjet op og dækket af marker og haver. Samaria er blevet ødelagt, men dens brokker er kastet ned i dalen nedenunder. Dens fundamentssten ligger spredt udover skrænterne på bakkerne.” Der er ingen Samaria i dag.

Gå til Ezekiel kapitel 25 og lad mig tilføje en mere til denne fascinerende liste af opfyldte profetier. Denne her har at gøre med Moab, eller Ammon som refererer til det samme. “Herrens ord kom til mig,” i vers 1, “Menneske, vend dig mod ammonitterne. Du skal profetere imod ammonitterne og sige til dem: Hør Gud Herrens ord! Dette siger Gud Herren: Du hoverede over min helligdom, da den blev vanhelliget, over Israels land, da det blev lagt øde, og over Judas hus, da de gik i landflygtighed; derfor giver jeg dig som ejendom til Østens folk. De skal slå lejr i dig og rejse deres telte der; de skal spise din frugt og drikke din mælk.” Gå ned til vers 11, “Jeg bringer straf over Moab. Så skal de forstå, at jeg er Herren.” Og uddybes i vers 12, “Dette siger Gud Herren: Edom tog hævn over Judas hus, og de pådrog sig skyld ved at hævne sig på det.” Og så videre.

Hvad siges der om Moab eller Ammon? Den vil blive overtaget af en magt fra Østen, som vil komme og overtage og bygge paladser, vers 4, slå lejr i dig. Den vil blive besejret, men beboet. Nu må du lige forstå, at det var mægtige og vel-forsvarede kongedømmer. Moab og Ammon er nede ved Det Døde Hav, og de var formidable og de var på en måde isoleret. Men profetien blev opfyldt. Bjergene mod vest beskyttede dem, men mod øst var de sårbare. Voss skriver, “Emir Abdullah fra Østen, regent over Trans-Jordanien, byggede sit palads der og blev overhoved for den Arabiske Legion og har bekæmpet jøderne. Dette går nogle år tilbage.” Byen Ammon blev besejret. Moab blev besejret fra Østen. Men i dag er Ammon i Jordan en af de blomstrende byer, en stor, voksende, velfungerende by. Jeg har været der ved forskellige lejligheder, en fascinerende arabisk by. Gud sagde den ville blive besejret. Gud sagde ikke at den ikke ville blive genbefolket.

Endnu en, ganske kort, er om Edom. Se på Esajas kapitel 34, og jeg tror at med denne vil jeg stoppe, og så vil vi fortsætte en anden aften, fordi der er en del flere som jeg tror er velegnede. Men se på Esajas 34, og dette handler om det velkendte sted kaldet Edom, meget velkendt for bibelstudenter. Lad os samle det op fra vers 5, “Mit sværd på himlen har beruset sig: På Edom slog det ned, til dom over det folk, jeg lagde band på.” Nu bliver det temmelig detaljeret. “Herrens sværd er fuldt af blod, det er mættet med fedt, blod fra lam og bukke, fedt fra vædderes nyrer. For Herren holder slagtoffer i Bosra, en stor slagtning i edomitternes land. Sammen med dem falder vildokser, tyre og bøfler; jorden har drukket deres blod, støvet er mættet med fedt.” Gå ned til vers 10, “Hverken nat eller dag skal det slukkes, for evigt skal røgen stige op, slægt efter slægt ligger det øde hen.” Ned til vers 13, “Borgene gror til med tjørn, nælder og tidsler vokser i fæstningerne; det bliver boplads for sjakaler, opholdssted for strudse. Ørkendyr mødes med hyæner, bukketrolden træffer sine slægtninge; dér slår Lilit sig til ro og finder sig en hvileplads. Dér har pilslangen rede og lægger æg, den ruger og klækker dem ud i skyggen; dér samles falkene med hinanden.” Pointen er, det vil blive ubeboet, der vil ikke være folk der. Der vil kun være dyr der.

I samme stil giver Jeremias en profeti i Jeremias kapitel 49:16, “Du spredte rædsel, dit overmod har forført dig, du, som bor i bjergkløfterne og har sat dig fast i de høje bjerge. Bygger du din rede højt som ørnen, styrter jeg dig ned derfra, siger Herren. Edom skal lægges øde. Alle, der kommer forbi, skal gyse og pifte hånligt over alle dets sår, som dengang Sodoma og Gomorra og deres nabobyer blev ødelagt, siger Herren; ingen skal bo der, intet menneske slå sig ned.”

Dette mægtige kongedømme, Idumæa, der nedstammer fra Esau, ville blive udryddet og aldrig genbeboet. Og vers 16 er en vigtig oplysning, fordi det var et arrogant sted, fordi folk levede i sprækkerne i klippen og besatte højderne af bakkerne. Og de byggede deres rede, højt oppe som ørnen. nogle af jer ved det. I har været der og oplevet det. Den mægtige by der er defineret som Edom, er en by kaldet Petra. Petra er en by, der er bygget ind i klippen. Det er en forbløffende by. En af de største oplevelser i mit liv var, for det første, på hesteryg at ride igennem denne lange snævre sprække i klippen i de høje, høje klipper, for at komme ind i byen Petra, og så se en hel by, der er hugget ind i klipperne, fuldstændig uindtagelig. De var så stolte og arrogante. Der er kun en vej ind og det er gennem denne lange snævre sprække, som kunne forsvares, plejede de at sige, af kun én mand. Og alligevel, i Obadias profeti i kapitel 1 vers 18, siger han, “Af Esaus hus skal ingen undslippe. Herren har talt.” Og den blev besejret. Edom har en blodig, blodig historie. Hvis du tager til Petra, og Edom i dag, så lever der ingen der. Der er ingen civilisation der. Edom forsøgte at bekæmpe David, men han slog 18 tusinde Edomitter ved den sydlige ende af Dødehavet, Saltdalen. David besejrede Edom. Amasja, en senere konge af Juda, kæmpede også imod og vandt sejr over Edom. Senere besejrede assyrien Edom og selv kaldæiske horder kom ned og opslugte Edom. De nabotæiske arabere der er omtalt selv i det nye Testamente, indtog Edom og er muligvis børn af østen, nævnt i Ezekiel 25. Og på et tidspunkt i det sjette århundrede, indtog de den mægtige by Petra.

Hvordan gjorde de det? Hvordan kunne de indtage en by, som kunne forsvares af én mand, fordi der kun var en snæver sprække at komme igennem? Hvis du rider eller vandrer igennem denne passage, så vil du nok bemærke, at der er en kanal hugget ind i klippen, helt fra indgangen, og den strækker sig langt, langt over en stor distance. Og den udhuggede kanal er til at lede vand udefra og ind til byen. Alt hvad de behøvede at gøre var, at afskære vandet og byen måtte overgive sig.

Jøderne, under John Hyrcanus, som jeg nævnte, de besejrede også dette sted. Og der var mange andre besejrere.

Da alt er sagt og gjort, er Edomitterne så totalt udslettet, … dette er så fascinerende for mig … at skeptikerne fastholdt at de var legender, de eksisterede aldrig. Og Petra var end ikke fundet før det attende århundrede. Den er nu en af verdens underværker.

Petra, Edom, Moab, Ammon, Babylon, alle tavse vidnesbyrd til sandfærdigheden af Guds ord. Alexander Keith skriver, “Jeg kunne ønske at skeptikerne kunne stå, som jeg gjorde, iblandt ruinerne, iblandt klipperne, og der åbne den hellige bog og læse ordene af den inspirerede pennefører.” Og vi kan alle gøre det. Guds ord er retfærdiggjort. Hvad Han siger vil ske, vil ske nøjagtigt på den måde Han sagde det vil ske. Og der er mange andre.

Måske jeg lige vil afslutte med denne kommentar. Gå til Mattæus kapitel 11. Jeg kan ikke kommentere uden et afsnit. Mattæus 11, og vi vil afslutte der. Vers 20, “Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«”. Fordi Korazin, Betsajda og Kapernaum havde oplevet Guds Søn og miraklerne og havde forkastet det, udtaler Gud en forbandelse over disse tre byer. Og hvad der er fascinerende for mig angående dette er, at disse tre byer til denne dag er ubeboede, fuldstændigt ubeboede. Den eneste vi overhovedet kan finde ruinerne af, er Kapernaum. Hvis du kigger på et kort og søger efter Betsajda, så vil der være et spørgsmålstegn, man er ikke helt sikre på hvor den lå. Men det var nær Kapernaum, fordi det var der Jesus tjente i Gallilæa. Der er nogle ideer om hvor Betsajda lå. Men det eneste sted hvor man kan se ruiner, er Kapernaum. Og det er virkeligt bemærkelsesværdigt, ingen lever der, ingen. Det er et fantastisk smukt sted, det ligger lige ved toppen af Gallilæa sø, spektakulær lokation. Der er absolut intet der. Der er et lille katolsk kloster. Jeg husker en gang jeg var der, og hørte om en munk der levede der. Og folkene der viser dig en gammel kirke med mosaikker om bespisningen af de 5 tusinde og de viser dig fundamenterne af den første kirke i Kapernaum, som er bygget på fundamenterne af Peters hus. Det er byen hvor mange af disciplene levede. Fantastisk sted, men hvis du ønsker at bo på et hotel, eller du ønsker noget at spise, så må du gå rundt til Tiberius, fordi der er intet der. De blev alle udryddet i år 400 e.kr. i et voldsomt jordskælv. Aldrig genopbygget. Aldrig.

Og det er sådan det vil blive. På bredden står denne ene by Tiberius, den er der stadig to tusinde år senere, forblevet som et vidnesbyrd om det faktum at når Gud siger en by ikke vil blive bygget, så vil den ikke blive bygget. Guds ord er absolut korrekt. Og det er en passende måde at konkludere vores diskussion ved at sige dette: Hvis bibelen siger at Jesus kommer, så kommer Han.

Peter Stoner er en meget interessant matematiker, som skrev en bog om sandsynlighederne af profetisk opfyldelse. Du kan finde den på mange biblioteker. Han tog elleve af disse opfyldte profetier, som blev opfyldt i historien og udførte noget matematik, som er langt udenfor mine evner og han sagde, “sandsynligheden for at alt dette skete ved tilfælde er 1 i 5.76 gange ti i 59 potens.” For de fleste af os er det meningsløst, mens det for andre giver mening. Lad os gøre det anskueligt. Hvor mange sølvdollars er det? Det er sølv i mængder svarende til 10 i 28 potens solide sølv-sole. Solen er omtrent 1 million gange større end jorden. Det er med andre ord udelukket at tale om tilfældigheder. Sådanne fantastiske odds sker bare ikke ved tilfælde. Det sker fordi Gud sagde det ville ske og Gud får det til at ske. Hans ord og Hans integritet er på spil.

Når du åbner din bibel, så læser du det sande ord fra den eneste sande og levende Gud.

(Denne artikel har jeg ikke selv skrevet, men har oversat den fra engelsk. Oprindeligt skrevet af: John MacArthur Grace to You)