Beviser på opstandelsen

I århundreder, har mange af verdens mest anerkendte filosoffer beskyldt kristendommen for at være irrationel, overtroisk og absurd. Mange har valgt simpelthen at ignorere kernepunktet om opstandelsen. Andre har prøvet at bortforklare ved hjælp af forskellige teorier. Men det historiske bevis kan ikke bare uden videre afvises.

En student fra Uruguays universitet, spurgte mig, “Professor McDowell, hvorfor kan du ikke afvise kristendommen?”

“Af en meget simpel årsag”, svarede jeg. “Jeg er ude af stand til at bortforklare en bestemt begivenhed i historien – Jesus Kristus opstandelse.”

Hvordan kan vi forklare den tomme grav? Er det muligt at forklare ved naturlige årsager?

Et spørgsmål om historie

Efter at have brugt mere end 700 timer på at studere dette emne, er jeg kommet til den konklusion, at Jesus Kristus opstandelse enten er det mest ondskabsfulde, bedrageriske og hjerteløse fupnummer der nogensinde er blevet fostret i et menneskesind – Eller det er det mest bemærkelsesværdige historiske faktum.

Her er nogle af de relevante fakta om opstandelsen: Jesus fra Nazareth, en jødisk profet der hævdede at være den Kristus, der er profeteret om i de jødiske skrifter, blev arresteret, dømt som politisk kriminel, og blev korsfæstet. Tre dage efter hans død og begravelse, fandt nogle kvinder, som gik ud til graven, at liget var væk. I de efterfølgende uger hævdede hans disciple, at Gud havde oprejst ham fra de døde, og at han viste sig for dem adskillige gange før han opfor til himlen.

På det grundlag spredtes kristendommen udover hele Romerriget og vandt fortsat indflydelse op gennem historien.

Levende vidner

Det Nye Testamentes budskab om opstandelsen blev udbredt, mens de mænd og kvinder der berettede om deres oplevelser om opstandelsen, stadig var i live. De mennesker kunne helt sikkert have bekræftet eller benægtet rigtigheden af sådanne udsagn.

Forfatterne til de fire evangelier, havde enten selv været vidner, eller henviser til andre øjenvidner af de faktiske begivenheder. I deres sag for evangeliet, et ord der betyder “gode nyheder,” henviser apostlene (selv når de står overfor deres mest alvorlige modstandere) til almen viden vedrørende fakta om opstandelsen.

F. F. Bruce, Rylands professor i bibelkritik og eksegese ved Manchester universitet, siger om værdien af Det Nye Testamentes tekster som primære kilder: “Havde der været nogen tendens til at afvige fra de faktiske omstændigheder i nogen materiel henseende, ville den mulige tilstedeværelse af fjendtlige vidner i publikum have tjent som yderligere korrigerende.”

Er det Nye Testamente pålideligt?

Fordi det Nye Testamente er den primære kilde til information om opstandelsen, har mange kritikere gennem det 19’ende århundrede, angrebet pålideligheden af disse bibelske dokumenter.

Ved afslutningen af det 19’ende århundrede, er der imidlertid arkæologiske fund, som har bekræftet rigtigheden af Det Nye Testamentes håndskrifter. Fund af tidlige papyri, slår bro over kløften mellem Kristus tid og eksisterende manuskripter fra en senere dato.

Disse fund har øget den læremæssige tillid til pålideligheden af bibelen. William F. Albright, som i sin tid var verdens førende bibelske arkæolog, sagde: “Vi kan nu sige med stor sikkerhed, at der ikke længere er noget solidt grundlag for datering af nogen bog i Det Nye Testamente efter ca. år 80, to hele generationer før den dato, mellem 130 og 150, som gives af de mere radikale Nye Testamentes kritikere af vore dage.”

Sammenfaldende med papyri opdagelserne, er et væld af andre manuskripter kommet for dagens lys (over 24.000 eksemplarer af tidlige Nye Testamente manuskripter er kendt i dag). Historikeren Lukas skrev om “autentiske beviser” om opstandelsen. Sir William Ramsay, som tilbragte 15 år i forsøg på at underminere Lukas akkreditiver som historiker, og at gendrive pålideligheden af Det Nye Testamente, måtte til sidst konkluderede: “Lukas er en historiker af første rang… Denne forfatter bør placeres på linje med de allerstørste historikere.”

Jeg hævder at være historiker. Min tilgang til Klassisk er historisk. Og jeg siger dig, at beviserne for Kristus liv, død og opstandelse er bedre bekræftede end de fleste fakta om antik historie.

E. M. Blaiklock
Professor i Klassisk, Auckland Universitet

Baggrund

Det Nye Testamentes vidner var fuldt ud bekendt med baggrunden for opstandelsen der fandt sted. Jesus legeme blev, i overensstemmelse med jødisk gravskik, indhyllet i et ligklæde. Omkring 100 pund aromatiske krydderier, blandet sammen til en klæbrig substans, blev smurt ind i ligklædet, mens det blev viklet om kroppen. Da legemet var placeret i en grav, udhugget i solid klippe, blev en meget stor sten rullet for indgangen til graven. Store sten der vejer omkring to tons blev normalt rullet (ved hjælp af løftestænger) hen foran indgangen til graven.

En Romersk vagtenhed af strengt disciplinerede soldater, var udstationeret til at bevogte graven. Vagten havde forseglet graven med et Romersk segl, der havde til formål at forhindre ethvert forsøg på at vandalisere graven. Enhver der forsøgte at flytte stenen fra graven, ville have brudt seglet og derved have pådraget sig vreden fra den Romerske lov.

Men tre dage senere var graven tom. Jesus tilhængere sagde han var opstået fra de døde. De rapporterede at han havde vist sig for dem i en periode på 40 dage, og havde givet dem mange “ufejlbarlige beviser”. Apostlen Paulus fortalte, at Jesus viste sig for mere end 500 af hans tilhængere på èn gang, hvoraf de fleste stadig var i live, og som kunne bekræfte, hvad Paulus skrev. Så mange sikkerhedsmæssige forholdsregler blev taget med retssagen, korsfæstelsen, begravelsen, forseglingen, og bevogtningen af Kristus grav, at det er meget svært for kritikere at forsvare deres holdning om, at Kristus ikke opstod fra de døde. Overvej disse fakta:

Fakta 1: Brudt Romersk segl

Som vi har sagt, det første åbenlyse faktum var det brudte segl, som stod for magten og myndigheden i det romerske imperium. Konsekvenserne af at bryde forseglingen var yderst alvorlige. FBI og CIA i Romerriget blev kaldt til aktion for at finde den mand eller mænd, der var ansvarlige for en sådan handling. Hvis de blev pågrebet, betød det automatisk henrettelse ved korsfæstelse på hovedet. Folk frygtede at bryde forseglingen. Jesu disciple viste tegn på fejhed, da de skjulte sig. Peter, en af disse disciple, gik ud og benægtede Kristus tre gange.

Fakta 2: Den tomme grav

Som vi allerede har drøftet, en anden indlysende kendsgerning ved opstandelsen, var den tomme grav. Kristus disciple gik ikke til Athen eller Rom for at prædike, at Kristus blev oprejst fra de døde. Snarere, gik de tilbage til byen Jerusalem. Hvis det de forkyndte var falsk, ville bedrageriet hurtigt have været afsløret. Den tomme grav var “for indlysende til at blive nægtet.” Paul Althaus konstaterer, at beretningen om opstandelsen “ikke kunne have været opretholdt i Jerusalem i bare en enkelt dag, en enkelt time, hvis den tomme grav ikke var en kendsgerning for alle parter”.

Både jødiske og romerske kilder og traditioner indrømmer en tom grav. Disse kilder går fra Josephus til en samling af femte århundrede jødiske skrifter, der kaldes “Toledoth Jeshu.” Dr. Paul Maier kalder dette for “positiv dokumentation fra en fjendtlig kilde, som er den stærkeste form for historisk bevismateriale. Essentielt betyder dette, at hvis en kilde indrømmer en kendsgerning decideret ikke i sin favør, så er det faktum ægte”.

Gamaliel, der var medlem af den jødiske højesteret, Sanhedrinet, kom med den betragtning, at den kristne bevægelse kunne være Guds værk. Det kunne han ikke have gjort, hvis graven stadig var urørt, eller hvis Sanhedrinet kendte til opholdsstedet for Kristus legeme.

Paul Maier bemærker, at “Hvis alle beviserne vejes omhyggeligt og retfærdigt, er det virkeligt berettiget, i henhold til forskning i den historiske kanon, at konkludere, at Josef af Arimatias grav, hvor Jesus blev begravet, faktisk var tom om morgenen den første påske. Og ikke skyggen af bevis er endnu blevet opdaget i litterære kilder, epigrafik, eller arkæologi, der kan modbevise denne påstand”.

Fakta 3: Den store sten fjernet

Denne søndag morgen, den første ting, som forundrede de mennesker, der kom til graven, var den usædvanlige position af den halvanden til to ton tunge sten, der var rullet foran indgangen. Alle evangeliets forfattere nævner det.

De, der observerede stenen efter opstandelsen, beskriver dens position som om den har været flyttet op ad bakke og udad, ikke bare væk fra indgangen til graven, men væk fra hele den massive gravhule. Den var i en sådan position, at det så ud som om den var blevet samlet op og båret væk. Nu spørger jeg så, hvis disciplene havde ønsket at komme ind, listet forbi de sovende vagter, og derefter rullet stenen væk og stjålet Jesus legeme, hvordan kunne de have gjort det uden at vagterne opdagede det?

Der findes ingen dokumenter fra den antikke verden, som bevidnes af en så fremragende række tekster og historiske vidnesbyrd. Skepsis med hensyn til de historiske akkreditiver for kristendommen er baseret på en irrationel partiskhed.

Clark Pinnock
McMaster universitet

Fakta 4: Den Romerske vagt flygtede

De romerske vagter flygtede. De forlod deres tildelte opgave. Hvordan kan deres handlinger forklares, når den romerske militære disciplin var så streng? Justin nævner, i Samling nr. 49, alle de lovovertrædelser, der kræver dødsstraf. Frygten for deres overordnedes vrede og muligheden for død betød, at de lyttede nøje til selv de mindste detaljer vedrørende deres opgave. En af de måder en vagt kunne blive slået ihjel på, var ved at blive frataget sit tøj og derefter brændt levende i et bål, tændt op med hans egne klæder. Hvis det ikke var klart, hvilken soldat der havde svigtet sin pligt, blev der trukket lod for at finde hvilken af dem der skulle straffes med døden for at bøde for vagtenhedens fiasko. Hele enheden ville helt sikkert ikke være faldet i søvn med den slags trusler hængende over hovedet. Dr. George Currie, en student af romersk militær disciplin, skrev, at frygten for straf “forårsagede fuld opmærksom på tjenesten, især på nattevagten”.

Fakta 5: Ligklæderne fortæller en historie

I bogstavelig forstand, stik imod alle påstande om det modsatte, var graven var ikke helt tomt – på grund af et fantastisk fænomen. Johannes, en discipel af Jesus, så hen til det sted, hvor liget af Jesus havde ligget, og der var ligklæderne, stadig med kroppens form, let sunket sammen og tom – ligesom en tom puppe af en larves kokon. Det er nok til at gøre en overbevist. Johannes kom aldrig over det. Det første, der satte sig fast i disciplenes sind, var ikke den tomme grav, men snarere de tomme ligklæder – uforstyrret i form og position.

Fakta 6: Jesus tilsynekomst bekræftet

Kristus viste sig i live ved flere lejligheder efter de katastrofale begivenheder i den første påske. Når man studerer en begivenhed i historien, er det vigtigt at vide hvorvidt tilstrækkeligt mange af de mennesker, der var deltagere eller øjenvidner til begivenheden stadig var i live, da de faktiske oplysninger om begivenheden blev offentliggjort. At vide det er naturligvis nyttigt for at vurdere rigtigheden af den offentliggjorte rapport. Hvis antallet af øjenvidner er betydeligt, kan begivenheden betragtes som ganske godt etableret. For eksempel, hvis vi alle var vidner til et mord, og en senere politirapport ser ud til at være en fabrikation af løgne, kan vi som øjenvidner modsige det.

Over 500 øjenvidner

Flere meget vigtige faktorer er ofte overset når man overvejer Kristus tilsynekomst for grupper og enkeltpersoner efter opstandelsen. Det første er det store antal vidner om Kristus efter denne opstandelses morgen. En af de tidligste optegnelser af Kristus tilsynekomst efter opstandelsen er af Paulus. Apostelen henviser til hans læseres kendskab til, at Kristus var blevet set af mere end 500 mennesker på èn gang. Paulus mindede dem om, at de fleste af dem stadig var i live og kunne udspørges. Dr. Edwin M. Yamauchi, lektor i historie ved Miami Universitet i Oxford, Ohio, understreger: “Hvad der giver en særlig myndighed til listen (af vidner) som historisk dokumentation, er henvisningen til de fleste af de fem hundrede brødre, der stadig er i live. Paulus siger med stor styrke, “Hvis du ikke tror mig, kan du spørge dem.” En sådan erklæring i et bekræftet ægte brev, skrevet inden tredive år efter begivenheden, er næsten lige så stærke beviser, som noget andet for noget der skete for næsten to tusind år siden. Lad os tage de mere end 500 vidner, der så Jesus i live efter hans død og begravelse, og placer dem i en retssal. Er du klar over, at hvis hver af disse 500 mennesker blev udspurgt i bare seks minutters krydsforhør, ville du have 50 timers fantastiske førstehånds vidneudsagn? Tilføj til dette udsagnene fra de mange andre øjenvidner, og du vil godt og vel have den største og mest veldokumenterede retssag i historien.

Fjendtlige vidner

En anden faktor af afgørende betydning for fortolkningen af Kristus tilsynekomster er, at han også viste sig for dem, der var fjendtligt indstillede eller ikke var overbeviste.

Igen og igen, har jeg læst eller hørt folk udtale, at Jesus kun blev set i live efter hans død og begravelse af hans venner og tilhængere. Ved brug af dette argument, forsøger de at udvande den overvældende virkning af de mange øjenvidneberetninger. Men det ræsonnement er så patetisk, at det næppe fortjener en kommentar. Ingen forfatter eller informeret individ, ville betragte Saul fra Tarsus som tilhænger af Kristus. Kendsgerningerne viser det stik modsatte. Saul foragtede Kristus og forfulgte Kristus tilhængere. Det var en livs-rystende oplevelse, da Kristus viste sig for ham. Selv om han på det tidspunkt ikke var en discipel, blev han senere til Apostelen Paulus, en af de største vidner til sandheden om opstandelsen.

Hvis det Nye Testamente var en samling af verdslige skrifter, ville deres ægthed generelt have været anset for at være hævet over enhver tvivl.

F. F. Bruce
Manchester Universitet

Argumentet om, at Kristus tilsynekomst kun var for tilhængere er et argument for det meste fra tavshed, og argumenter fra tavshed kan være farlige. Det er også lige så muligt, at alle, for hvem Jesus viste sig, blev tilhængere. Ingen med kendskab til de faktiske omstændigheder kan med sikkerhed sige, at Jesus kun viste sig for bare “et lille ubetydeligt fåtal”.

Kristne tror, at Jesus genopstod kropsligt i tid og rum ved Guds overnaturlige kraft. Vanskelighederne med at tro kan være store, men de problemer der er forbundet med vantro indebærer endnu større vanskeligheder.

De teorier der er fremsat for at forklare opstandelsen ved “naturlige årsager” er svage, de bidrager rent faktisk til at opbygge tillid til sandheden om opstandelsen.

Den forkerte grav?

En teori fremsat af Kirsopp Lake antager, at de kvinder, der rapporterede, at legemet var væk, ved en fejltagelse var kommet til den forkerte grav. I så fald, så må disciplene, der gik for at tjekke op på kvindernes udsagn også været gået til den forkerte grav. Vi kan være sikre på, at de jødiske myndigheder, der udbad sig den romerske vagt til udstationering ved graven for at forhindre Jesu legeme i at blive stjålet, ikke kunne have taget fejl omkring placeringen. Ej heller kunne de romerske vagter, for de var der!

Hvis opstandelses-påstanden blot var på grund af en geografisk fejl, ville de jødiske myndigheder have frembragt legemet fra den korrekte grav, hvilket effektivt ville have stoppet alle rygter om opstandelsen èn gang for alle.

Hallucinationer?

Et andet forsøg på forklaring hævder, at Jesus tilsynekomster efter opstandelsen, enten var illusioner eller hallucinationer. Uden understøttelse fra de psykologiske principper for syner ved hallucinationer, er denne teori heller ikke sammenfaldende med den historiske situation. Igen, hvor var det fysiske legeme, og hvorfor blev det ikke tilvejebragt?

Var Jesus skindød?

En anden teori, fremsat af Karl Venturini for et århundrede siden, er ofte citeret i dag. Dette er skindød teorien, der siger, at Jesus ikke døde, han besvimede blot af udmattelse og blodtab. Alle troede han var død, men senere blev han genoplivet og disciplene troede, at det var en opstandelse. Skeptikeren David Friedrich Strauss – bestemt ikke tilhænger af opstandelsen – gav dødsstødet til enhver tanke om, at Jesus genoplivede fra bevidstløshed: “Det er umuligt, at et menneske, der var stjålet halvdød ud af graven, og som nu krøb rundt svag og syg, med behov for medicinsk behandling, forbindinger, styrkelse og omsorg, og stadig til det sidste overgiver sig til sine lidelser, kunne have givet disciplene det indtryk, at han var sejrherre over døden og graven, Livets Prins, et indtryk, som skulle lægge bunden for deres fremtidige tjenester. Sådan en genoplivning kunne kun have svækket de indtryk, som han havde gjort på dem i liv og død, i bedste fald kunne det kun have givet det en elegisk stemme, men kunne på ingen måde have forvandlet deres sorg til begejstring, have opløftet deres ærbødighed til tilbedelse.”

For det Nye Testamentes gerninger, er bekræftelsen af historiciteten overvældende. Ethvert forsøg på at afvise dens grundlæggende historicitet, selv i detaljerne, virker nu absurde. Klassisk Romersk historikere har længe taget det for givet.

A. N. Sherwin-White
Klassisk Romersk historiker

Legemet stjålet?

Derudover er der den teori, at liget blev stjålet af disciplene, mens vagterne sov. Disciplenes depression og fejhed giver et hårdtslående argument imod deres pludselige modighed og at turde stå over for en deling hærdede soldater ved graven og stjæle legemet. De var på ingen måde i humør til at forsøge noget i den stil.

Teorien om, at de jødiske eller romerske myndigheder flyttede Kristus legeme er ikke en mere rimelig forklaring på den tomme grav, end tyveri af disciplene. Hvis myndighederne havde legemet i deres besiddelse, eller vidste, hvor det var, hvorfor, da disciplene forkyndte opstandelsen i Jerusalem, har de ikke forklaret: “Vent! Vi flyttede legemet, se, han har ikke rejst sig fra graven”?

Og hvis et sådant modbevis mislykkedes, hvorfor har de ikke forklaret præcist, hvor Jesus legeme lå? Hvis dette mislykkedes, hvorfor har de ikke frembragt legemet, sat det på en vogn, og kørt det gennem centrum af Jerusalem? En sådan handling ville have stoppet kristendommen – ikke i vuggen, men i livmoderen!

Opstandelsen er et faktum

Professor Thomas Arnold, i 14 år rektor ved Rugby, forfatter til den berømte, Roms historie, og udnævnt til professor i moderne historie på Oxford, havde et godt kendskab til værdien af beviser til afgørelse af historiske fakta. Denne store videnskabsmand sagde: “Jeg har været anvendt i mange år til at undersøge historier fra andre tidsaldre, og til at undersøge og veje beviserne fra dem, der har skrevet om dem, og jeg kender ikke en kendsgerning i menneskehedens historie, som er bevist ved en bedre og mere fyldestgørende dokumentation af enhver art, til fyldestgørelse for en retfærdig undersøger, end de store tegn, som Gud har givet os, at Kristus døde og genopstod fra de døde.” Brooke Foss Westcott, en engelsk lærd, sagde:” Samles alle beviser sammen, er det ikke for meget at sige, at der er ingen historisk hændelse, som er på højde med eller på bedre vis underbygget end Kristus opstandelse. Intet, udover forudfattet antagelse om, at det må være falsk, kan føre til idèen om, at der er mangel på bevis for det.”

Ægte bevis: Disciplenes liv

Men det mest sigende udsagn af alle må være de tidlige kristnes liv. Vi må spørge os selv: Hvad fik dem til at gå allevegne og fortælle budskabet om den opstandne Kristus?

Havde der været nogen synlige fordele tilfaldet dem for deres indsats – præstige, rigdom, øget social status eller materielle fordele – kan vi logisk forsøge at redegøre for deres handlinger, for deres helhjertede og totale troskab over for den “opstandne Kristus.” Som en belønning for deres indsats. Men de tidlige kristne blev slået, stenet til døde, kastet for løverne, tortureret og korsfæstet. Enhver tænkelig metode blev brugt til at stoppe dem fra at tale. Men de fortsatte deres liv som det endelige bevis for deres fulde tillid til sandheden om deres budskab.

Hvor står du?

Hvordan vurderer du disse overvældende historiske beviser? Hvad er din konklusion om Kristus tomme grav? Hvad tænker du om Kristus?

Da jeg blev konfronteret med de overvældende beviser for Kristus opstandelse, var jeg nødt til at stille det logiske spørgsmål: “Hvilken forskel gør alle disse beviser for mig? Hvad forskel gør det om jeg tror Kristus døde på korset og opstod igen for mine synder eller ej! “Svaret er bedst givet ved noget Jesus sagde til en mand, der tvivlede – Thomas. Jesus sagde til ham: “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Johannes 14:6).

På grundlag af alle beviserne for Kristus opstandelse, og i betragtning af det faktum, at Jesus tilbyder tilgivelse for synd og et evigt forhold til Gud, ville det så ikke være dumdristigt at afvise ham?

Kristus er i live! Han lever i dag.

(Denne artikel har jeg ikke selv skrevet, men har oversat den fra engelsk. Oprindeligt skrevet af: Josh McDowell)